I år er det fem år siden, at jeg som en morderlig stolt direktør sagde tillykke til de første dimittender fra elitelinjen på Niels Brocks handelsgymnasium. Tre år forinden havde vi som det første gymnasium i Danmark oprettet en uddannelse med prædikatet “elite”, hvilket dengang var en virkelig forkætret handling blandt mange i det uddannelsespolitiske establishment.     

Formanden for de private gymnasier og kostskoler var efter os og kaldte det både for giftigt og udansk at lave skole for eliten. Og den daværende formand for Gymnasieskolernes Rektorforening kaldte det for “komplet urealistisk” at tro, at unge mennesker kunne klare seks højniveaufag og samtidig opretholde et almindeligt liv ved siden af. Den slags kunne man byde unge i Kina, men ikke danske unge, mente han.

Som det er sket i generationer, så hørte de unge ikke efter klagesangen fra de voksne. Eleverne tog godt imod uddannelsen, også selv om det – selvfølgelig – er krævende at være ambitiøs og ville noget med sin uddannelse i en tidlig alder. Læs blot hvad Frederik – en af vores eliteelever, der hver morgen tog fra Køge og ind til centrum af København – i 2011 sagde til Dagbladet Køge om skolen:

“At gå på elitegymnasiet kræver en prioritering af tid. Især hvis man vil lave andet ved siden af,” lød det fra Frederik, der samtidig understregede, at man ikke behøver at være superdygtig, så længe man bare er engageret og har mod på at bruge enormt meget tid på sin skole.

Savner udfordringer i skolen

Fælles for Frederik og mange af hans ligesindede på vores elitelinje er, at de har savnet udfordringer i folkeskolen og har sukket efter en skole, hvor der både er høje forventninger, krav og måske først og fremmest unge ligesindede.

Mange talentfulde og ambitiøse unge er blevet drillet i folkeskolen, netop fordi de var foran og havde lyst til at gøre en ekstra indsats. Jeg gyser endnu, når jeg tænker på 9. klasseseleven, der i DR-dokumentarudsendelsen 9. Z. mod Kina begyndte at græde midt i et interview, fordi hun gennem hele sin skolegang var blevet mobbet med, at hun var den dygtige. 

Vi har i Danmark altid haft utroligt svært ved at håndtere elitebegrebet og acceptere dem iblandt os, der gerne vil arbejde i andet tempo og er mere ambitiøse end det store flertal. Og rigtigt mange eliteinitiativer fra politisk hold er gennem tiden blevet puttet i glemmekassen, fordi det, som formanden for de private gymnasier og kostskoler sagde dengang, er udansk.

Modstand bliver udfordret

Heldigvis fornemmer jeg, at modstanden mod at gøre noget for de dygtigste bliver mere og mere udfordret i disse år. De store universiteter er begyndt at udbyde eliteuddannelser inden for bestemte fag, og efterhånden laver mange gymnasier og handelsskoler særlige master class-forløb for de dygtigste og mest ivrige elever.

I dag er jeg virkelig taknemlig over, at vi på Niels Brock, trods modstanden, holdt fast i etableringen af en elitelinje, som siden er omdøbt til Business Elite og har fået en mere ren handelsskoletoning. Jeg ved også, at de fleste af vores elever har været glade for de tre år og betragtet dem som et intellektuelt åndehul, hvor de endelig kunne få lov til at give den fagligt gas og blive udfordret, selv om det måske kostede en bytur i ny og næ. Og ingen af dem faldet om undervejs af iltmangel. Tværtimod er mange fortsat i et højt tempo, og blandt den første flok af elitestuderende, der blev studenter for fem år siden, er tre netop begyndt på ph.d.-forløb, to er blevet civilingeniører og én er blevet afdelingschef i et stort rederi, bare for at nævne noget.

Læs flere indlæg af Anya Eskildsen her

Alle indlæg på MM Blog er udtryk for skribentens personlige holdning.