Gladiatorkamp om mobil betalingsservice

Giganter som Apple, Amazon og Google har indledt slaget om fremtidens mobile betalingssystem. Forbrugerne er klar, og markedet er enormt.

Gladiatorerne skærper deres våben i det store digitale colosseum. Kampen gælder fremtidens mobile betalingsplatform, og der er trangt i arenaen. Giganter som Google, Apple, Amazon og Paypal er oppe mod udfordrere som Square i slaget om at levere forbrugernes foretrukne digitale pengepung i den mobile tidsalder.

Apple har, med sin massive udbredelse af mobile enheder, en optimal infrastruktur til at udbrede enhver ny mobilteknologi.

I 2013 havde Apple 575 millioner iTunes-profiler, hvoraf størstedelen havde registreret deres kreditkort, hvilket giver Apple verdens største database med kreditkortoplysninger.

Allerede med iOS 6 fra 2012 er iPhone-brugerne blevet introduceret til Passbook, hvor man kan gemme billetter, boardingpas og rabatkuponer på sin telefon. Rygterne vil vide, at Apple er i fuld gang med at bygge en mobil betalingsservice, der skal lægge arm med betalingstjenester som Google Wallet, Paypal og Square.

Kobler man denne kreditkortdatabase med Apples positioneringssystem iBeacon, som allerede er integreret i 200 millioner iPhones, er potentialet for mobil handel på Apples platforme enormt.

Scenariet er, at Starbucks går i gang med at lave din kaffe, når du nærmer dig butikken. Du betaler automatisk med din iPhone, og det eneste, du behøver, er at hente kaffen med dit navn på koppen – uden at stå i kø eller fiske efter penge. Kaffen er varm, den er betalt, og du har lige frigjort 8 minutter af din dag til andre analoge formål.

Sidste år gennemførte Starbucks mobile transaktioner for over 5,5 milliarder kr., hvilket understøtter tendensen på markedet, som i gennemsnit er steget med 118 pct. de sidste 5 år. 

Følg Natasha Friis Saxberg

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Natasha Friis Saxberg skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Opret en gratis profil til mm.dk

Square, stiftet af Jack Dorsey, som også var med til at grundlægge Twitter, har udviklet en lille enhed, man kobler på sin smartphone. Den gør det muligt at betale med kreditkort, fra markedet i Marrakech til en klaverkoncert i et forsamlingshus i Skagen. Ingen handel er for lille til Square, som retter sit fokus mod små og mellemstore detailbutikker. Virksomheden udvider i øjeblikket sine services med Square Market, der bevæger sig ind på e-handelsmarkedet, og Square Cash, hvor man kan modtage betaling via e-mail.

Også Amazon er med i kapløbet. I slutningen af 2013 har virksomheden efter sigende, på sin sædvanlige ubemærkede facon, opkøbt GoPago, der udbyder mobile betalingsapps og detailhandelssoftware. Amazon forventes at levere en betalingsløsning til fysiske butikker, hvor de kan levere information om købs- og brugeradfærd eller underbyde eksisterende gebyrer på kreditkortbetaling.

Forbrugerne er klar til mobilbetaling

50 pct. af smartphone-brugerne forudser, at de vil anvende mobilbetaling inden 2017. Så markedet er klar – spørgsmålet er bare, hvem der sejrer i kampen om fremtidens standarder på det globale marked.

Det giver samtidig et nyt perspektiv til den seneste diskussion om salget af Nets i Danmark. For med sølle 4,9 millioner Dankort bliver vores marked før eller siden opslugt af andre løsninger, der matcher den globale teknologiske udvikling.

Fordelen er, at vi får målrettede tilbud, når købsbehovet er til stede, og vi kan springe over de mange daglige rutinekøer – fra kaffebaren til supermarkedet. Der går stadig nogle år, inden dette bliver et mainstream-fænomen. Men hvis fordelene ved at ændre betalingsadfærd overstiger ulemperne, er vi forbrugere som regel klar til at rykke over på nye platforme – især når vi både kan spare tid og penge! 

Læs flere af Natasha Friis Saxbergs indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu