Der stod ikke meget om dem i Venstres regeringsgrundlag sidste år. Men nu er de der: Globaliseringens tabere.

Som et gennemgående tema spøger frygten for folkelig modstand mod globaliseringen i regeringsgrundlaget fra den nye VLAK-regering. Skyggesiden ved globaliseringen anderkendes, og hjælp til de mennesker, der risikerer at tabe på globaliseringen, er blevet til et af ti tværgående indsatsområder for regeringens fremtidige arbejde.

”Nogle mennesker er presset af større krav til uddannelse, digitaliseringen og konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. De risikerer at tabe på globaliseringen,” står der på en af de første sider i regeringsgrundlaget under overskriften ’Vi vil sørge for, at alle får gavn af globaliseringen’.

Da statsministeren i sidste uge præsenterede sit nye ministerhold på Amalienborg Slotsplads, var denne ambition ligefrem blevet til selve opgaven for den nydannede trekløverregering.

”Der er også udfordringer fra globaliseringen, og vi skal sørge for at lave et Danmark, hvor alle kommer med, og hvor alle kan se perspektivet af, at Danmark skal være et land, der er åben mod verden,” sagde Lars Løkke Rasmussen og understregede: ”Det er det, der er vores opgave.”

At netop den opgave er blevet særlig vigtig, bekræfter Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen. Der er sket meget det seneste år, erkender han.

”Vi er blevet klogere. Vi har set nogle af de konsekvenser, det kan have, når mange mennesker føler, at udviklingen kører dem næsen forbi. Debatten i forbindelse med både det amerikanske valg og briternes nej til fællesskabet i EU viste jo, at der er mange mennesker, der føler, at de står i en utryg situation, og derfor fristes til at lytte til nemme løsninger på de her meget komplicerede problemer. De bekymringer har vi også i Danmark, og dem skal vi tage seriøst,” siger han.

”Vi vil derfor styrke fagligheden for unge mennesker, så de har så stor en fleksibilitet som overhovedet muligt til at tilpasse sig udviklingen. Og det tror jeg ikke, at vi har alle løsningerne på lige nu, men det er noget, vi skal være enormt bevidste om, for ellers risikerer vi, at en meget stor gruppe mennesker føler sig kørt over,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

At ambitionen i regeringsgrundlaget om at hjælpe globaliseringens tabere hovedsaglig er et fingeraftryk fra Venstre, og ikke mindst fra Lars Løkke Rasmussen personligt, kan man næppe være i tvivl om, hvis man hørte statsministerens tale på Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter godt en uge inden regeringsdannelsen, hvor han officielt inviterede Liberal Alliance og Konservative med i regeringen.

Inden statsministeren kom frem til invitationen i sin tale, kredsede han om ”dilemmaet ved globaliseringen”, som godt nok har skabt historisk vækst og velstand i det meste af verden, ikke mindst i Danmark, men som alligevel nu er årsag til stor folkelig modstand i flere vestlige lande – tydeligst manifesteret ved Brexit-afstemningen i Storbritannien og ved valget af Donald Trump som USA’s næste præsident.

”Valgkampen afdækkede en voldsom skepsis over for frihandel, som jo ellers har været en kilde til utrolig fremgang, til vækst og til velstand,” bemærkede Løkke.

”Det giver usikkerhed. Det giver uro. Og det gør det også herhjemme. Og jeg forstår godt, at mange er utrygge og bekymrede for, hvad vi har i vente,” sagde Lars Løkke Rasmussen til landsmødet.

Mere taktik end politik

Dette slag af erkendelse har statsministeren nu bragt med ind i regeringsgrundlaget. Den konkrete politik bag ambitionen er dog temmelig flydende. Indtil videre handler det mest om, at der i et særligt partnerskab – den famøse nyskabelse Disruptionsrådet – med deltagelse af arbejdsgivere, fagforeninger, eksperter og ministerier skal findes løsninger på, hvordan ”vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt”, og hvordan ”alle kommer med i udviklingen og får del i den velstandsudvikling, som globalisering og ny teknologi giver os”.

En række fagforeninger har allerede meldt ud, at partnerskabet er en god ide. Men samtidig er regeringsgrundlaget blevet mødt med skepsis for ikke at følge ambitionen op med konkret politik. Eksempelvis har formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, undret sig over, at regeringen vil spare kraftigt på produktionsskolerne, der skal uddanne nogle af de unge mennesker, som ellers risikerer at ende uden de rette kvalifikationer. Og formanden for FOA er endnu mere skeptisk:

”Når vi skal have trepartsforhandlinger om efteruddannelse til foråret, må det stå sin prøve, for vi har virkelig brug for et massivt uddannelsesløft. Men jeg er langtfra overbevist om, at det her tiltag kan løse noget som helst i sig selv. Hvis man skal løse udfordringerne med globaliseringens tabere, kræver det også, at vi får taget fat på de negative konsekvenser. F.eks. at vi lærer af erfaringerne ved, at vi har åbnet markederne mod øst, som reelt har medført, at der er kommet social dumping i Danmark. Arbejdskraftens frie bevægelighed bliver nødt til at have nogle begrænsninger,” siger Dennis Kristensen.

Heller ikke Rune Møller Stahl, ph.d.-stipendiat i politisk økonomi ved Københavns Universitet, kan se meget politisk indhold bag regeringens ord om globaliseringens tabere. Og indtil videre har Lars Løkke mest stået i spidsen for tiltag, der har forringet beskyttelsen af globaliseringens tabere, påpeger han.

”Det man kan kalde globaliseringens tabere, er i høj grad den klassiske arbejderklasse af faglærte og ufaglærte. Det er folk, som ikke kan finde arbejde, eller som har brug for nyt job eller efter- og videreuddannelse på grund af ændringer i arbejdsmarkedet. Og hvis man ser på, hvad der blev heftigst beskåret med Løkkes genopretningspakke i 2010, var en af de helt store tabere netop efter- og videreuddannelsessystemet,” siger Rune Møller Stahl.

Han understreger dog, at det er bemærkelsesværdigt, at Løkke i sit regeringsgrundlag anerkender, at globaliseringen også har tabere. Især Anders Fogh Rasmussen havde i sin tid mest travlt med at besynge den internationale frihandels fordele under sloganet ”Globaliseringen er Danmarks ven”. Dengang var opskriften på dansk succes i den globale konkurrence, at Danmark skulle satse på de kloge hoveder, og leve med at industriarbejdspladser forsvandt – altså en tilpasning til globaliseringens vilkår.

”Det, der sker i USA og Storbritannien nu, er nærmere et opgør med hele globaliseringen i den forstand, at store vælgergrupper grundlæggende vil have mindre konkurrence og mindre frihandel. Den tendens har vi i mindre grad i Danmark, og det er jo heller ikke det, som Løkke argumenterer for. Men Dansk Folkepartis EU-modstand er en måde at konceptualisere en modstand mod globaliseringen på, som taler til en særlig gruppe af mennesker, der føler sig pressede af indvandringen af arbejdskraft,” siger Rune Møller Stahl.

Kort tid efter folketingsvalget i juni sidste år fortalte DF-formand Kristian Thulesen Dahl også selv i et interview med Mandag Morgen, at han anser Dansk Folkeparti som repræsentant for globaliseringsskeptiske danskere.

”Du har partier, som tror på, at globaliseringen skaber muligheder og udfordringer, og de repræsenterer folk, der føler, at de har økonomi og kompetencer på et niveau, så globaliseringen øger deres muligheder. En anden del af danskerne har brug for tryghed over for en udvikling, som ikke giver dem nye muligheder, men som virker truende på dem og det, de gerne vil med deres liv. Den gruppe af danskere repræsenterer vi i Dansk Folkeparti,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Varsel fra det gule Danmark

Ud over at det er en sympatisk ambition at kere sig om globaliseringens tabere, er det formentlig også et forsøg på fra Venstre at tilbageerobre mange af de vælgere, der gik til Dansk Folkeparti i juni 2015. En overraskende stor vælgeropbakning til Thulesen Dahls tropper i især Sønderjylland og Syd- og Vestsjælland blotlagde konturerne af ’det gule Danmark’ og gav Venstre det dårligste valgresultat i 25 år. Se figur 1.

”Valget var rigtig dårligt for Venstre. De havde enorme problemer i deres traditionelle kerneland, særligt i Sønderjylland, hvor Dansk Folkeparti hentede en masse af deres stemmer,” siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager, som sammen med professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet arbejder på en ny bog med titlen ’Oprør fra udkanten – folketingsvalget 2015’, der udkommer til næste år.

Stubager siger, at selv om Løkkes bilagssager og Kristian Thulesen Dahls personlige popularitet i Sønderjylland, hvor han også var opstillet, havde betydning for Venstres nedsmeltning, var det især den geografiske splittelse mellem by og land også en faktor, der bidrog til Venstres chokresultat.

”Der skete en skærpelse af splittelsen mellem land og by, og det ramte Venstre, der har støttet politikker, der har centraliseret dele af den offentlige administration og dermed bidraget til opfattelsen af, at landområderne bliver ’ladt tilbage’. Siden har partiet prøvet at håndtere vælgerkrisen på i hvert fald to måder. Dels ved udflytning af arbejdspladser, som selvfølgelig er et forsøg på at adressere noget af det, der kan ligge i udkantsdiskussionen om centralisering. Og dels har Venstre lagt stilen om på miljøområdet formentlig for at genvinde landbrugsvælgerne,” siger Rune Stubager.

Omfavnelsen af globaliseringens tabere kan i den forbindelse ses som det tredje ben i forsøget på at genrejse Venstre som et stort folkeparti.

”Vi vil gerne være et parti for alle danskere,” siger politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen, men han afviser samtidig, at partiet ser engagementet for globaliseringens tabere som et forsøg på at bedrive vælgerhugst hos Dansk Folkeparti.

”Det handler ikke om at lefle for en bestemt vælgergruppe, det handler om at tage alle danskeres bekymringer alvorligt,” siger han og fortsætter:

”Det her handler om at adressere noget, som er en reel og legitim udfordring og utryghed for mange vælgere, selv om flertallet måske ser globaliseringen og digitaliseringen som nye muligheder, der kan give spænding i et fremtidigt karriereforløb,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han understreger, at Venstre først og fremmest ser globaliseringen som en kæmpe gevinst for Danmark. Men bare fordi det er en gevinst for samfundet som helhed, kan det godt ramme enkelte mennesker negativt.

”Det kan jo godt være, at beskæftigelsen på landsplan er steget, men hvis du personligt oplever, at dit arbejde forsvinder, og du føler dig hægtet af, så er det snarere en udfordring end en mulighed,” siger Jakob Ellemann-Jensen og tilføjer: ”Hvis du så samtidig bor i en del af Danmark, hvor arbejdspladserne ikke ligefrem kommer væltende af sig selv, så er det jo en endnu større udfordring.”

Centraliseringens far

På den måde hænger problematikken om globaliseringens tabere også sammen med den geografiske opsplitning af Danmark i by og land, som Venstre siden valget har forsøgt at udligne bl.a. ved at lempe planloven og udflytte tusindvis af statslige arbejdspladser væk fra København – begge tiltag, som igen har fundet vej til regeringsgrundlaget.

”Udflytning af statslige arbejdspladser er et politisk mål for os. Det kan ikke i sig selv skabe tilstrækkelige med jobmuligheder i Vandkantsdanmark. Men det er et vigtigt signal for os at sende, at vi synes, at hele Danmark skal styres fra hele Danmark – og ikke kun fra eliten i København,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det er alligevel paradoksalt, at det netop er Venstre og Lars Løkke Rasmussen, der vil være beskyttere af både udkanten og globaliseringens tabere. Som indenrigsminister stod Lars Løkke Rasmussen i 2006 som bekendt bag strukturreformen, der sammenlagde 271 kommuner til 98, fjernede amterne og øgede afstanden for tusindvis af mennesker til det nærmeste hospital og politistation – noget, som i den grad har bidraget til den centralisering, der har været lagt for had de seneste år, og som har været indlejret i protesttendenserne fra udkanten, vi har set herhjemme.

”Hvis man kan pege på en enkelt beslutning som anledningen til, at Udkantsdanmark opstod som protestbevægelse og bevidsthed om et problem, er det strukturreformen,” skrev chefredaktør Rune Lykkeberg i et portræt af Lars Løkke Rasmussen i Information i sidste uge.

Det skyldsspørgsmål vil Jakob Ellemann-Jensen dog ikke forholde sig til.

”Jeg er hverken politimand eller præst. Skyld interesserer mig simpelthen ikke,” siger han.

”For mig handler politik om at skabe et så trygt Danmark som overhovedet muligt for så mange mennesker som overhovedet muligt. Og nu er det altså bare blevet tydeligt, at der er nogle, der ser udfordringer, der hvor vi andre ser muligheder, og det bliver vi nødt til som politikere at tage seriøst. Det handler om at få så mange som muligt med. Det handler om at skabe social mobilitet og om at sætte ind, før folk bliver marginaliseret.”

Du lyder næsten socialdemokratisk …?

”Det var dog afskyeligt,” siger Jakob Ellemann-Jensen og ler.

Men adskiller I jer overhovedet fra Socialdemokraterne på dette område?

”Ja, det gør vi helt grundlæggende i vores rødder. Vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske; de tager udgangspunkt i fællesskabet. Vores udgangspunkt for alt det her er derfor at give det enkelte menneske så gode muligheder som muligt for at påvirke sit eget liv, når verden forandrer sig.”