For Obama var det utænkeligt at udpege en bankmand fra Goldman Sachs som finansminister i 2008, kort efter finanskrisen havde rystet verden. Det ville aldrig blive accepteret i Senatet. Før ham havde både republikanske og demokratiske præsidenter ellers flittigt brugt investeringsbanken som rekrutteringspulje til nogle af de vigtigste poster i regeringen. Finansministrene under både George W. Bush og Bill Clinton var eksempelvis hentet hos Goldman Sachs. Men under Obama blev der lagt en dæmper på det tætte bånd mellem pengenes magt på Wall Street og den politiske magt i Washington.

Med Donald Trump som ny præsident er Government Sachs tilbage, som den indflydelsesrige og kontroversielle investeringsbank bliver kaldt i den amerikanske presse. Ikke bare har Trump valgt den tidligere Goldman Sachs-mand, Steven Mnuchin, som sin finansminister, han har også udpeget fem andre personer fra den ellers så forkætrede investeringsbank som sine rådgivere, heriblandt til den vigtige stilling som økonomisk toprådgiver og chef for Det Nationale Økonomiske Råd, der bliver besat af Gary Cohn. Han har en over 25 år lang karriere i Goldman Sachs bag sig og kommer direkte fra en stilling som investeringsbankens COO og næstkommanderende.

Cohn får selskab i Trumps stab af sin gamle kollega og forretningspartner fra Goldman Sachs, Dina Powell, der skal rådgive Trump om iværksætteri og vækst, og af tre andre forhenværende kollegaer, nemlig Trumps kontroversielle chefstrateg og spindoktor, Stephen Bannon, medlem af Trumps transitionshold Anthony Scaramucci, der fortsætter som Trumps rådgiver, og sidst men ikke mindst den tidligere Goldman Sachs-advokat Jay Clayton, der bemærkelsesværdigt nok er udset til at lede regeringens Securities and Exchange Commission, der under Obama stod for en række retsopgør med investeringsbanker for deres medvirken til at udløse den finansielle krise. Se figur 1.

Dermed overgår Trump alle tidligere amerikanske præsidenter i antallet af Goldman Sachs-folk i sin regering, selv om der er en lang tradition for, at netop Goldman Sachs er meget tæt forbundet med den politiske elite i Washington. Siden Franklin Roosevelt vandt præsidentvalget i 1932 med støtte fra daværende direktør i Goldman Sachs, Sidney J. Weinberg, der i pressen var kendt under øgenavnet, Mr. Wall Street, er der sket en løbende udveksling af nøglepersoner mellem den amerikanske regering og Goldman Sachs. Se tidslinje under artiklen.

”Goldman Sachs har været pionerer i deres brug af ’svingdøren’ ind til magtens centrum, hvor de enten direkte gennem ansættelser eller indirekte gennem konsulentopgaver får placeret deres folk rundt omkring på vigtige politiske poster. På det punkt har de været meget nyskabende,” siger Rune Møller Stahl, ph.d.-stipendiat i statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han bl.a. forsker i økonomiske og politiske magtforhold. Han mener, at Goldman Sachs tætte forbindelser til Trump udgør et demokratisk problem.

”Demokratiet bygger på en ide om, at alle har lige adgang til at påvirke landets beslutninger. Så når en enkelt gruppe får ekstraordinært meget indflydelse, falder den tilsvarende for alle andre. Det er et problem,” mener han.

Det er han ikke ene om. I bogen ”Money & Power – How Goldman Sachs Came To Rule The World” fra 2011 beskriver den amerikanske journalist William Cohan investeringsbanken som ”et symbol på en ubrydelig global magthaver med uovertrufne politiske forbindelser, som Goldman skamløst udnytter til sin egen fordel”.

Gennem interview med nuværende og tidligere ansatte i banken fremstiller Cohan dog denne politiske magt som truet, fordi finanskrisen for bare nogle få år siden så ud til at have skadet bankens omdømme definitivt og i hvert fald under præsident Obama udelukket banken fra magtens inderste cirkler. Men med Trumps udnævnelser af hele seks Goldman-alumner i sin regering står det klart, at Goldman Sachs har rystet krisens åg af sig og har tilbageerobret sin politiske indflydelse i Washington.

Økonomisk optur

Goldman Sachs er i dag ikke bare tilbage på toppen af amerikansk politik; virksomheden er også i topform rent økonomisk. I forrige uge kunne den præsentere et kvartalsresultat med en firedobling af bundlinjen, og banken er uden tvivl en af de enkeltvirksomheder, der har oplevet den største økonomiske optur på aktiemarkederne, siden Trump blev valgt. Bankens aktiekurs er steget med 32 pct. siden 8. november og er for tiden på sit højeste leje siden det hidtidige klimaks i 2007, kort før finanskrisen sendte hele det globale finansielle system i dødskramper. Se figur 2.

Årsagen til bankens nyfundne aktieoptur her efter Trumps valgsejr er ligetil, forklarer Kurt Kara, aktiechef i Maj Invest. Godt nok havde Trump før valget talt dunder mod Wall Street-eliten, men dårligt havde han vundet valget, før hans overgangshold meddelte, at den nye præsident ville afskaffe det mest centrale stykke finansielle lovgivning indført efter finanskrisen, The Dodd-Frank Act.

”Formålet med loven var at skabe større finansiel stabilitet ved at regulere bankerne hårdere, så de bl.a. skal have større egenkapital og mindre gearing. Det var Obamas svar på finanskrisen for at undgå nye kriser. Det, der ligger i Trumps kort, er, at han vil have Dodd-Frank rullet tilbage. Han vil gerne have, at bankerne igen bliver mere villige til at udlåne penge, så der kommer gang i væksten igen,” siger Kurt Kara.

Kara administrerer en investeringsforening i Maj Invest med en værdi på 9,5 milliarder kr., hvoraf ca. 4 pct. af formuen er placeret i aktier fra Goldman Sachs, der blev købt yderligere op sidste sommer. Og selv om hans analyse allerede dengang viste, at aktien fra den amerikanske investeringsbank var undervurderet, har det vist sig at være en overraskende god investering, erkender han.

”Før præsidentvalget var analysen, at hvis Trump vandt, ville det gå ud over Goldman Sachs. Og hvis Hillary vandt, ville det ikke blive helt så slemt. Men indtil videre har Trump kun været godt nyt for Goldman Sachs,” siger Kurt Kara.

Sammenligner man aktien med de andre amerikanske finansbankers, er der over en bred kam gevinster at aflæse hos alle de amerikanske finanshuse på grund af Trumps barslede deregulering af sektoren. Fra valgsejren i november og frem til nytår har finansbankerne Morgan Stanley og JPMorgan Chase begge givet afkast på ca. 24 pct., Bank of America har givet godt 30 pct., mens Goldman Sachs topper dem alle med 32,3 pct. i afkast på de to måneder.

”De fleste investeringsbanker i USA har klaret sig godt i kølvandet på Trumps valgsejr. Og det skyldes først og fremmest, at Trump har meldt ud, at han vil rulle reguleringen af finanssektoren tilbage, hvilket jo kommer alle finansbankerne til gode. At Goldman Sachs har tidligere ansatte med i regeringen, kan være en af flere årsager til, at den lige klarer sig lidt bedre end konkurrenterne,” siger Kurt Kara.

Dygtige skurke

Det lå ellers ikke i kortene, at Trump som ny præsident ville genoplive Goldman Sachs’ økonomiske og politiske slagkraft. Under sloganet ’Drain The Swamp’ og med harsk kritik af først sine republikanske rivalers forbindelser til Wall Street og derefter Clinton-familiens velbetalte foredrag hos bl.a. Goldman Sachs, førte Trump hele sidste år en valgkampagne, hvor Goldman Sachs indtog en central skurkerolle. I en af Trumps valgvideoer fra efteråret kort før præsidentvalget portrætteres bankens CEO, Lloyd Blankfein, eksempelvis som en forbryder og som et symbol på, at finansverdenen har forgiftet Washington. De anklager synes nu at være glemt.

”Det er efterhånden grotesk at påpege, fordi Trump har vist sig utroværdig på så mange områder, men når han under valgkampen har ført sig frem på at begrænse Wall Streets indflydelse på politik, så ser det jo mærkeligt ud, at han udnævner så mange folk til centrale poster i sin regering fra netop Goldman Sachs,” siger Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

”Der har aldrig tidligere været en amerikansk præsident med så mange folk hentet direkte fra Wall Street og erhvervslivet. Det er fint nok at have et par stykker, men hvis der kun er den slags personer omkring Trump, så er det et problem, fordi der så er for få nøglepersoner, der har politisk og nationaløkonomisk erfaring. Det er foruroligende,” siger han.

Kurt Kara fra Maj Invest kan derimod ikke se et problem i, at Trump henter dygtige folk til sin regering fra Goldman Sachs.

”Jeg tror bare, at de har en masse talenter. Når man leder efter en dygtig finansmand, er det naturligt at kigge til Goldman, fordi de har et ry for at være lidt skarpere end konkurrenterne,” siger Kurt Kara og peger på, at Goldman Sachs-alumner også har sat sig på andre vigtige politiske og økonomiske poster i f.eks. Europa, herunder i Den Europæiske Centralbank, hvor italienske Mario Draghi er direktør, og i Bank of England, hvor canadiske Mark Carney er direktør. Dertil kommer en vifte af tidligere EU-kommissærer og centralbanksfolk.

Det viser, at Goldman Sachs ganske enkelt er en talentfabrik. Det antyder også den tidligere borgmester i New York og milliardæren bag Bloomberg-medieimperiet, Michael Bloomberg, der selv har tjent en formue på Wall Street:

”Du kan ikke blive partner i Goldman og overleve, hvis du er dum, doven eller uprofessionel,” sagde han for nylig til New York Times og påpegede i samme omgang, at banken ”lader til at producere meget intelligente folk”.

”De har en kultur og lang tradition for at forlade firmaet for at indtage et offentligt embede. Det opfordrer firmaet dem til,” sagde Michael Bloomberg.

Direktøren i Goldman Sachs ser da også hver eneste af Trumps udnævnelser af hans kollegaer som et tegn på anerkendelse.

”Det er et hædersbevis til vores virksomhed, at vi har så mange gode folk, som regeringen vil ansætte. Det smerter mig at miste dem. Men forestillingen om, at de tager til Washington for at gøre os en tjeneste, er forkert. Det omvendte er sandt. De vil gøre alt, hvad de kan, for at undgå det. De vil ikke tjene Goldman Sachs’ interesser,” sagde Lloyd Blankfein til samme avis.

Men det er en bizar påstand, mener Rune Møller Stahl. Han peger på, at der er talrige eksempler på, at Goldman Sachs har omsat sin politiske indflydelse, så den har gavnet investeringsbanken. Eksempelvis var det under Bill Clintons finansminister Robert Rubin, en mangeårige Goldman Sachs-partner, at reguleringen af finanssektoren i USA for alvor blev lempet, bl.a. ved i 1999 at fjerne The Glass-Steagall Act, der siden 1933 havde sørget for at adskille bankernes almindelige bankforretninger fra de mere spekulative investeringsdele.

Den lempelse igangsatte et årelangt væksteventyr for finanssektoren op gennem 00’erne, indtil finanskrisen ramte. Derudover var det med den tidligere CEO for Goldman Sachs Henry Paulson som finansminister under George W. Bush, at de store skattefinansierede bankpakker reddede mange af de amerikanske investeringsbanker fra konkurs efter finanskrisen, hvilket ikke mindst gavnede Goldman Sachs.

”Selvfølgelig giver det indflydelse at have tidligere kollegaer på politiske poster i Washington. Goldman Sachs har måske nok et ry for at producere dygtige folk, men de er jo dygtige til at være hensynsløse spekulanter, hvoraf mange af dem har været med til at køre verdensøkonomien i sænk,” siger Rune Møller Stahl.

Dårligt omdømme

I offentligheden hænger det dårlige rygte fra finanskrisen stadig ved. På de årlige målinger over de amerikanske virksomheders omdømme er Goldman Sachs år efter år at finde blandt bundskraberne i det såkaldte Harris Reputation Poll. Sidste år blev banken af et repræsentativt udsnit af den amerikanske befolkning vurderet til at have det sjettedårligste omdømme af de 100 mest synlige virksomheder i landet, i skarp konkurrence med bl.a. VW, der netop var bragt i vanære med den såkaldte dieselgate. Året før var banken nummer sjok i målingen. Se figur 3.

Det dårlige rygte er ikke mindst slået fast i en berømt artikel i magasinet Rolling Stone fra 2010, hvor Goldman Sachs farverigt bliver beskrevet som en ”vampyrblæksprutte, der har viklet sig omkring menneskehedens ansigt og ubarmhjertigt presser sine fangarmes blodtragte ind i alt, der lugter af penge”.

Den karakteristik blev der linket direkte til i underskriftindsamlingen ’Nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs’, som næsten 200.000 danskere tilsluttede sig i begyndelsen af 2014, da det stod klart, at et flertal i Folketinget ville godkende salget af 18 pct. af Dong Energy til den amerikanske investeringsbank. Planerne om at ’sælge arvesølvet’ til skurkene fra finanskrisen, som bl.a. tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) formulerede det, vakte et ramaskrig og endte med at sende SF ud af regeringen, uden at det dog satte en stopper for salgsplanerne. Men Goldman Sachs erkendte senere, at man havde undervurderet den folkelige modvilje.

Banken adskiller sig da også fra mange af sine konkurrenter, ved at den rent faktisk tjente penge på finanskrisen, der som bekendt satte bl.a. Lehman Brothers fra bestillingen, og trods den økonomiske smalhals i samfundet udbetalte Goldman Sachs vedholdende millionbonusser til sine medarbejdere gennem de efterfølgende kriseår. Men værst var det formentlig, at Goldman Sachs var kløgtig nok til at forudsige sammenbruddet af det amerikanske boligmarked i 2007 og tjente stort på at spekulere i såkaldt short-selling af værdipapirer med sikkerhed i fast ejendom. Det var godt set, men det var også skruppelløst at spekulere imod sine egne klienters interesser, lød anklagerne efterfølgende fra de amerikanske myndigheder i en afhøring i Kongressen i 2010.

Den 25. juli 2007 tjente Goldman Sachs således 373 millioner dollar på den manøvre, og selv om banken samtidig måtte nedskrive sine andre investeringer i boligmarkedet med 322 millioner dollar, da markedet krakkede, gav det samlet set en gevinst på 51 millioner denne ene dag, skrev Trumps nuværende økonomiske rådgiver Gary Cohn dengang i en intern e-mail, der kom frem ved afhøringen.

”De var egoistiske fortalere for risikable og komplicerede finansielle instrumenter som hjalp til at udløse krisen,” sagde senator Carl Levin ved afhøringen, med henvisning til at højrisikable boliglån blev bundtet og kamufleret i såkaldte CDO-værdipapirer, så det praktisk talt var umuligt for investorer at gennemskue den egentlige risiko forbundet med investeringerne, samtidig med at banken selv spekulerede imod de ejendomsinvesteringer.

”Goldman Sachs profiterede selv på værditabet i de selvsamme CDO’er, som den havde solgt til sine klienter,” konkluderede senator Levin som optakt til et retsopgør, der først lige har fundet sin afslutning. Goldman Sachs har konsekvent afvist anklagerne, men først i sommer kunne banken langt om længe definitivt lægge sagen bag sig ved at indgå et forlig med justitsministeriet og betale over 5 milliarder dollar.

”Siden finanskrisen har vi taget mange vigtige skridt for at forbedre vores forretningskultur, styrke vores samarbejde med vores kunder og sørge for, at vores forretningsprocesser er robuste,” sagde en talsmand fra Goldman Sachs, da forliget blev offentliggjort sidste år.

Hvad det mere præcist betyder i dag, nu hvor Trump og tidligere kollegaer har indtaget Det Hvide Hus, vil Goldman Sachs ikke svare på i et interview. Devisen synes at være, at man lever bedst ved ikke at rippe op i gamle sår, og flere tidligere og nuværende ansatte i banken, som Mandag Morgen har været i kontakt med, har heller ikke lyst til at tale med journalister. En af dem oplyser, at han risikerer at skulle tilbagebetale store dele af sin løn ved at udtale sig, fordi der er meget stramme tavshedsklausuler i banken.

Men til den amerikanske journalist William Cohan i bogen Money & Power – How Goldman Sachs Came to Rule the World siger en tidligere partner i banken, at en af de største styrker ved Goldman Sachs er evnen til at forandre sig og tilpasse sig nye vilkår.

”Virksomheden er i konstant forandring. Årsagen bag dens succes er denne her ufattelige evne til at aflure, hvad der rører sig i verden, og så reagere på det meget, meget hurtigt. Kombinerer du det med den glubske konkurrencekultur – som virkelig er forbavsende, når du ser, hvor meget deres folk bare gerne vil vinde – så er det temmelig sikkert, at Goldman fortsat vil eksistere, og at de fortsat vil excellere,” siger han.

Det burde potentielle investorer lægge mærke til, i stedet for at hænge sig i fortidens synder, lyder opfordringen fra Kurt Kara fra Maj Invest.

”Finanskrisen er 9 år siden, og Goldman har betalt for det. De har opført sig pænt siden, og man skal passe på med at hænge fast i fortiden. De er opportunister. De vil maksimere afkastet for deres aktionærer. Og det er jo meget godt, set fra min stol,” siger Kurt Kara.

Det vigtigste spørgsmål er derimod, hvor meget Trump og hans rådgivere fra Goldman Sachs har tænkt sig at deregulere den finansielle sektor i de kommende år. Deregulerer man for meget, ligesom det var tilfældet i 1999, da Glass-Steagall Act blev fjernet under finansminister Robert Rubin, kan det føre til nye finanskriser og krak. Deregulerer man for lidt, giver det ikke den vækstskabende effekt, som Trump satser på.

”Det bliver spændende at se, hvor meget der rent faktisk bliver rullet tilbage. Men det er klart: Hvis man laver en komplet deregulering, så kommer der nok en krise igen i fremtiden. Der er brug for en balance i reguleringen af den finansielle sektor, hvor man hverken overregulerer og dræber væksten eller underregulerer og baner vej for nye kriser,” siger Kurt Kara.