Grøn slankekur Green Lean er amerikansk erhvervslivs værn mod oliekrisen Toyotas ledelsesfilsosofi er som skabt til miljøforbedringer En grøn lean-bølge skyller ind over USA. Flere og flere virksomheder er begyndt at køre Toyotas ledelsesprincipper i stilling som værn mod galopperende energipriser og stadig skrappere miljøkrav. Tendensen suger bl. a. næring fra det amerikanske miljøministerium EPA, der målrettet bruger ledelsesfilosofierne Lean og Six Sigma som løftestang for en grøn erhvervskampagne. “Set fra et miljømæssigt perspektiv er det gode ved det her, at virksomhederne allerede har ‘købt’ Lean som forretningsmodel, ” siger projektleder i EPA, Mitch Kidwell. Sharon Paterson, chef for forretningsudvikling i ingeniørfirmaet N. A. Water Systems, forudser en helt Green Lean-æra. “Toyotas filosofi om ‘nul fejl, nul lager’ kan anvendes målrettet til at minimere en virksomheds miljøbelastning, ” siger Paterson, der er formand for en ny “Lean to Green”-gruppe under verdens største forening af produktionsingeniører, Society of Manufacturing Engineers (SME).