Grøn ketchupeffekt på vej

Claus Kragh

Grønne investeringer er ikke længere alene et krav fra bekymrede miljøforkæmpere. Tværtimod efterspørger stadig flere private og institutionelle investorer verden over muligheden for at kunne placere stadig mere kapital i fonde, der er fri for aktiver bundet til fossile brændsler.

Således lancerede selskabet FTSE, der er et datterselskab af børsen i London, i sidste uge fire nye aktieindeks, hvor man har fjernet selskaber, hvis forretninger er bundet til olie-, gas- og kulindustrierne. De fire indeks er udviklet sammen med verdens største kapitalforvalter, BlackRock, og den amerikanske miljø-ngo Natural Resources Defense Council (NRDC), der har 1,3 millioner medlemmer. På samme måde som FTSE har udviklet disse nye grønne aktieindeks, har man tidligere udviklet eksempelvis såkaldt sharia-kompatible indeks, som gør det muligt at hjælpe islamiske investorer.

De nye fossilfrie aktieindeks er det globale britiske børsselskabs reaktion på, at presset for at kunne investere i virksomheder, der satser på rene energi- og klimateknologier, vokser massivt, alt imens øgede miljøkrav særligt i USA gør det sværere for de virksomheder, hvis forretninger tager udgangspunkt i fossile brændsler. Der er med andre ord ved at blive skabt et betydeligt momentum i den finansielle ende af den grønne omstilling.

”Dette er en af de hurtigst voksende udviklinger, jeg har set i mine 30 år i investeringsbranchen,” siger Kevin Bourne, direktør i FTSE, til den britiske erhvervsavis Financial Times, der dækker området indgående.
 

UDVIKLINGEN blev ligeledes understreget af en anden begivenhed i sidste uge. Det skete, da USA’s højesteret bekræftede, at landets føderale miljøbeskyttelsesagentur, EPA, har ret til at regulere udledning af CO2 fra kulfyrede kraftværker. Afgørelsen førte til kursfald på aktier i en række energiselskaber, som genererer elektricitet på kulfyrede kraftværker. Det ventes, at andelen af kulfyrede kraftværker i USA vil falde markant frem mod 2020. Højesterets afgørelse ses i øvrigt i USA som en sejr for de klima- og miljøbevidste amerikanske delstater i det nordøstlige USA, mens den ses som et nederlag for de kulproducerende og -afbrændende delstater i Midtvesten og i regionen omkring bjergkæden Appalacherne.

[graph title="Så meget skal grønne investeringer vokse" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0bb63-cka_next_fig01_su%cc%88-meget-skal-gro%cc%83nne-investeringer-vokse.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/e94c2-cka_next_fig01_su%cc%88-meget-skal-gro%cc%83nne-investeringer-vokse.png" text="Hvis den globale opvarmning skal holdes under 2 grader, skal der ifølge Boston-tænketanken Ceres hvert år investeres 1.000 mia. dollar. Ceres har samlet 130 private selskaber, offentlige aktører og andre klima-engagerede partnere i den såkaldte Ceres Coalition, som arbejder for at øge de klimavenlige investeringer på globalt plan."]Kilde: www.ceres.org [/graph]

Mens presset på selskaber med dyb forankring i den fossile økonomi altså vokser markant internationalt, er der også bevægelse i Danmark, hvor klimabekymrede borgere i de seneste uger har forsøgt at få tre mellemstore pensionskasser til at vedtage investeringsstrategier, der skal stoppe investeringer i fossile industrier.

Ganske vist faldt forslagene om de fossilfrie investeringsstrategier i både ingeniørernes, magistrenes og DJØF’ernes pensionskasser. Men i alle tre tilfælde var de klimaengagerede pensionskassekunder tæt på at nå et flertal. Således faldt forslaget ved ingeniørernes generalforsamling på kun 6 stemmer, idet 142 stemte for forslaget, mens 148 stemte imod. Hos DJØF’erne var flertallet imod forslaget større – 380 imod og 232 for.

Til gengæld gav den nyvalgte formand for DJØF’ernes pensionskasse, den tidligere Dong-topchef Anders Eldrup, udtryk for, at han har stor forståelse for bevæggrunden bag forslaget.

”Det er en vigtig problemstilling, som forslagsstillerne rejste på generalforsamlingen,” siger han til djøfbladet.dk, og han tilføjer, at den nye bestyrelse vil arbejde videre med at finde den rette balance i forhold til etiske investeringer, som er den betegnelse, man fortsat bruger om ikke strengt økonomiske hensyn i investeringsstrategien.

”I den proces er der mange hensyn at afveje, så vi på en fair måde kan afspejle synspunkterne i hele medlemsskaren,” siger Eldrup videre.

De kritiske pensionskunders initiativer er koordineret af netværket Ansvarlig Fremtid, der er inspireret af Fossil Free, en international men primært amerikansk kampagne, der ønsker at stoppe investeringer i fossile aktier og obligationer på samme måde, som internationale aktivister i 1980’erne stoppede investeringer i Sydafrika og dermed bidrog til apartheid-regimets fald.
 

TIL DATO har 11 amerikanske universiteter og læreanstalter, 22 byer, 18 fonde og 26 kirkelige institutioner i en række lande ifølge organisationen besluttet at stoppe investeringer i fossil energi. På mere end 300 universiteter er der studenterdrevne kampagner i gang for at få flyttet universiteternes investeringer fra sort til grøn energi. Amerikanske universiteter er ofte private virksomheder, som investerer bredt for at forrente deres kapital.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu