Danmarks grønne omstilling, der overordnet set går godt, lider under en række politiske og administrative systemfejl på både nationalt og europæisk niveau. Derfor er det afgørende, at danske politikere på kommunalt, nationalt og europæisk niveau sørger for, at den grønne omstillings erhvervsaktører får stabile økonomiske og politiske rammebetingelser at arbejde under. Både pris- og afgiftssystemer skal reformeres, så de tjener den grønne omstilling 2.0.

Sådan kan man sammenfatte konklusionerne fra tre fremtrædende stemmer i den danske energipolitiske debat, som Mandag Morgen har bedt om at gøre status efter offentliggørelsen af Energikommissionens rapport ’Anbefalinger til fremtidens energipolitik’ i slutningen af april.

Klimarådets formand, økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi, og Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, er langtfra enige om alt. Men de konstaterer ikke desto mindre samstemmende men med forskellige betoninger, at Energikommissionen med Danfoss-direktør Niels B. Christiansen i spidsen har gjort et godt stykke arbejde, som både er ambitiøst i klimamæssig forstand og lægger en rigtig kurs for de grundlæggende energimæssige forandringer, som Danmark står over for.

De tre eksperter er også enige om, at Danmark har klaret sig fint igennem den grønne omstillings første fase, hvor det har handlet om at kunne producere vedvarende energi i store mængder. Til gengæld er der brug for politisk lederskab og innovationskraft, når det gælder den grønne omstilling 2.0, hvor Danmark skal have de store, men ustabile mængder vedvarende energi til at fungere lige så pålideligt som det gamle fossile energisystem.

”Udfordringerne frem til 2030 er nogle andre, end de var i 00’erne og i 10’erne. Vi skal så at sige aflære os gårsdagens sandheder, hvilket som bekendt kan være mindst lige så svært som at tilegne sig den nye tids sandheder,” siger Lars Aagaard, Dansk Energi.

”Vi har vist, at vi kan producere vedvarende energi billigt. Nu skal vi i den næste fase vise, hvordan vi kan få et elsystem baseret på vedvarende energi til at fortrænge fossile brændsler på nye områder som varme, transport og industrielle processer. Her er jeg naturligvis tilfreds med, at Energikommissionen peger på nødvendigheden af en omfattende elektrificering,” siger Aagaard.

Gaspedalen skal fortsat i bund

Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen er helt enig i, at Danmark som energiland står foran at skulle træde ind i en anden fase af den grønne omstilling, fordi man allerede er kommet langt på produktionssiden. Udbuddet af vedvarende energi er stort, men det kniber med efterspørgslen.

”Vi står ved et kritisk punkt i den grønne omstilling, fordi det bliver stadig sværere at presse mere vedvarende energi ind i systemet, hvis ikke vi gør noget for at fremme elektrificeringen. Omstillingen går i stå, hvis vi ikke får fjernet afgiftsbarriererne for elektrificering,” siger Sørensen.

Som formand for Klimarådet påpeger han, at Energikommissionen fastholder ambitionen om, at Danmark i 2050 skal være ”et lavemissionssamfund baseret på vedvarende energi”.

”Energikommissionen er ret klar i mælet om, at vi skal fortsætte i det spor, der er lagt – at  man skal have 2050-målet for øje, også når det gælder de ting, vi skal gøre på den korte bane. Det står i kontrast til den retorik, der har været om, at vi godt kan bremse lidt op, fordi vi er så langt foran alle andre, at vi nærmest ikke kan få øje på dem. Den retorik understøtter kommissionens rapport ikke,” siger han.

Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet mener, at Energikommissionens anbefalinger ”helt klart” peger i den rigtige retning.

”Mikset er rigtigt, men man sætter ikke ambitionerne op for, hvor stort det skal være,” siger han.

”Vi skal leve af systemløsninger i fremtiden. Vi kan ikke være sikre på at lave et nyt vindeventyr. Men vi har i mindst 15 år talt om at integrere el i varmen, men der sker ingenting. Vi skal vise systemløsningerne helt ud i hjørnet af systemet. Det har vi gode forudsætninger for med de modige beslutninger, der blev truffet i tidligere tider om fjernvarme og naturgas,” siger Mathiesen, der er professor i energiplanlægning og stærkt engageret i europæisk forskningssamarbejde om udvikling af intelligente energisystemer. Se tekstboks.

Lave priser på vedvarende energi

I Energikommissionens rapport slås det fast, at vindteknologien snart er så konkurrencedygtig, at man i løbet af en overskuelig tidshorisont vil blive i stand til at producere grøn strøm uden statsstøtte, hvilket har vakt stor opsigt i internationale erhvervsmedier.

Bloomberg skrev f.eks. om en milepæl for vindmølleindustrien, der efter fire årtier på statsstøtte nu er i stand til at klare sig selv, og man citerede en stolt dansk energiminister, Lars Chr. Lilleholt (V), for, at man nu i løbet af få år vil være i en situation, hvor leverandører af vedvarende energi kan klare sig uden statsstøtte.

”Alt tyder på, at teknologien vil gøre den vedvarende energi endnu mere konkurrencedygtig. Allerede i dag vil det være umuligt at bygge et kulkraftværk uden statsstøtte,” sagde Lilleholt til det amerikanske nyhedsbureau.

Både Peter Birch Sørensen og Brian Vad Mathiesen hilser denne udvikling velkommen, men ikke desto mindre peger de begge på et centralt problem i den måde, hvorpå elpriser fastsættes – det såkaldte energy only-princip, som også Energikommissionen sværger til.

Energy-only er betegnelsen for det grundlæggende princip, hvorpå strømpriser bliver fastsat i EU. Princippet er, at kunden kun skal betale for den leverede energi og ikke for de omkostninger, som leverandører har i forbindelse med at levere energien. Princippet defineres ofte i modsætning til et såkaldt kapacitetsmarked, hvor kunden betaler for at have en given energikapacitet til rådighed.

”Det ligger centralt i energy only-modellen, at elprisen skal svare til de kortsigtede marginalomkostninger. Vedvarende energikilder kan producere strøm på en marginalomkostning tæt på nul. Men de høje priser kommer kun, når der ikke er noget vind og sol, fordi der så vil være mangel på elektricitet og derfor meget høje priser. Det betyder så også, at ejerne af de her vedvarende energianlæg typisk ikke vil kunne være til stede i markedet på de tidspunkter, hvor priserne er høje, og det svækker den vedvarende energi,” siger Peter Birch Sørensen, der gerne havde set en dybere analyse af dette problem i Energikommissionens rapport.

Heller ikke Brian Vad Mathiesen er sikker på, at man kan have tillid til, at udbygningen af den vedvarende energi vil kunne fortsætte med de stærkt svingende priser på det såkaldte el-spot-marked.

”Der bliver ikke bygget vedvarende energi på baggrund af de priser. Vind og sol vil altid presse priserne ned. Derfor skal man ændre opfattelse af markedet. En elproducent, der leverer til eksempelvis 100.000 husstande, skal have finansielle kontrakter med nogle mere sikre priser,” siger han og peger i den forbindelse på, at eksempelvis biomassefyrede kraftværker i Danmark dybest set lever af deres varmeforretning, således at kraftvarmeværker i realiteten er finansieret over varmeprisen.

Alle tre eksperter påpeger ligesom Energikommissionen, at Danmark, både hvad angår forsyninger og priser på energi, er så tæt forbundet med resten af Nordeuropa, at man i alle ender af energisystemet bliver nødt til at se sig selv som en europæisk, og ikke blot dansk, aktør. Derfor skal man i energipolitisk forstand arbejde lige så hårdt på at få gennemført de nødvendige europæiske reformer som på de danske.

Lars Aagaard fra Dansk Energi er særligt på to punkter uenig med Energikommissionen.

”Man skriver, at vi skal have et ’brændselsfrit energisystem’. For det første er et sådant system ikke teknologineutralt, hvilket kommissionen ellers siger, at det bør være. De får det til at lyde, som om vi kan klare os med jordvarme i morgen. Det kan vi ikke. Gas og biomasse kommer til at spille en rolle i vores energisystem i lang tid. Jeg kan ikke se slutpunktet,” siger han og tilføjer:

”Nordvesteuropa kommer til at have gas i sit energisystem i rigtig, rigtig lang tid. I den forbindelse er det store spørgsmål, om Tyskland skal af med kul inden 2030. Det er dér, der virkelig vil kunne laves en forandring.”

Hans anden anke er, at man efter hans opfattelse ikke går grundigt nok til værks, når det gælder energieffektiviseringsindsatsen.

”Her handler det om at få overblik over, hvad det er, der skal ske på hvilke områder, og ikke om det er elselskaberne eller nogle andre aktører, der skal stå for det,” siger Lars Aagaard.

Nye politiske risici

Selv om Energikommissionen efter offentliggørelsen af sin rapport har fået energiministerens opbakning til at føre en ambitiøs og ikke blot realistisk energi- og klimapolitik, betyder det ikke, at der ikke lurer politiske risici forude.

Alle tre eksperter påpeger, at der i de senere år har været en uheldig tendens til såkaldt stop-and-go-politik. Det gælder i forhold til både solceller, elbiler og energirenovering, hvor man har ændret på reglerne flere gange og dermed skabt usikkerhed blandt investorer. Et andet område, der i øjeblikket præges af politisk usikkerhed, er vindmøller på land.

Her har man over de seneste måneder set en række primært jyske kommuner, der har slået bremserne i over for nye vindmølleprojekter. Lars Aagaard mener, at dette fænomen i en vis udstrækning har med efterårets kommunalvalg at gøre. Men det gør det ikke mindre alvorligt.

”Det skal være sådan, at investorerne kan regne med planerne i kommunerne. Selvfølgelig skal demokratiet udfolde sig, men det skal ske, når man laver vinderplanerne, og ikke når man skal i gang med at bygge,” siger Lars Aagaard, der samtidig advarer mod, at man begynder at lave mere specifikke krav om lokalt ejerskab end dem, der allerede gælder.

”Lokalt engagement er godt. Men det skal være markedet, der afgør det. Hvis nogle developere kan lave projekter med mange lokale medejere og samtidig til den laveste pris, så er det fint. Let’s go! Men omvendt stiller vi jo heller ikke krav til Bilka om, at de skal have lokale aktionærer, hvis de skal bygge et nyt varehus.”

Professor Brian Vad Mathiesen påpeger, at det ikke er så enkelt. Han mener, at en række developere slet ikke ønsker lokalt medejerskab, fordi det er for besværligt, og det ender med at ramme udviklerne selv.

”Vindmøllemarkedet vil blive mindre i Danmark, hvis ikke vi får taget hånd om det her. Og det er nu en gang sådan, at modstanden mod vindmøller på land er mindst, hvis naboerne er medejere af dem,” siger han.

I Sverige har man haft succes med at give naboer til landvindmøller andel i afkastet fra møllerne. Det fremhæves også som en mulig vej til at løse de problemer, som vindmøller på land herhjemme er løbet ind i.

Er blå og røde overhovedet grønne?

Også på nationalt plan lurer der nye politiske farer omkring energipolitikken. Efter aftalen om at afskaffe PSO-afgiften skal finansieringen fremover findes på finansloven, og dermed vil regningen for den grønne omstilling ikke længere blive betalt af elkunderne.

Det betyder, at det bliver de politiske partier på Christiansborg, der skal finde de cirka seks milliarder kr. om året, som PSO-afgiften indbragte, i en afvejning i forhold til andre politiske mærkesager. Med andre ord skal partierne i både blå blok og rød blok vise, at de rent faktisk vil prioritere den grønne omstilling – også når den holdes op mod velfærdsforbedringer eller skattelettelser.

I forbindelse med afskaffelsen af PSO-afgiften var det kun Enhedslisten og Alternativet, der ikke deltog i forliget, mens kun Liberal Alliance stod uden for, da det gældende energiforlig blev indgået i 2012.

Peter Birch Sørensen er fortrøstningsfuld i forhold til, at det vil lykkes Folketingets partier at indgå et nyt flerårigt energiforlig.

”Jeg tror på, at der kommer sådan en aftale. Det er der behov for, og jeg synes, at der tegner sig en konsensus i den retning,” siger han.

Til gengæld har hverken han, Brian Vad Mathiesen eller Lars Aagaard nogen særlig stærk tro på, at man foreløbig finder de optimale løsninger på det område, som reelt er den måske vigtigste bremse på en række energi- og klimapolitiske prioriteter, nemlig afgifterne på biler og energi, herunder ikke mindst på de store varmepumper, der kan forvandle grøn el til kostbar varme.

”Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor man ikke har gjort det for længe siden. Vi har i Klimarådet påvist, at man kan gøre det uden noget væsentligt provenutab for staten, hvis man gør det målrettet,” siger Peter Birch Sørensen.

Brian Vad Mathiesen har det på samme måde.

”Jeg forstår ikke, at man ikke har fået sat gang i varmepumperne, sådan så vi kan få den grønne vindenergi ind i fjernvarmesystemet. Hvis ikke vi havde fjernvarmesystemet, ville Danmark ikke være meget anderledes end mange andre lande,” siger Mathiesen, der advarer mod at tro, at man nødvendigvis skal fjerne alle energiafgifter i et hug.

”Det er den specifikke afgift på el til varmeproduktion, der er dårlig, fordi den forhindrer, at vi får elektriciteten ind i fjernvarmesystemet. Der er en høj energiafgift på varmepumperne, som ikke er på biomassen. Det forhindrer os i at udnytte den systemfordel, vi har med vores fjernvarmenet,” siger Brian Vad Mathiesen.

Han efterlyser desuden en langsigtet plan for, hvordan man over de kommende årtier får tilsluttet de mange naturgaskunder til fjernvarmenettet.

”Det er jo ikke nogen kunst at lave lunkent vand. Så lad os gøre det ved at fyre med gas centralt på kraftværkerne i stedet for at gøre det decentralt i den enkelte husstand. Det vil være mere fleksibelt, og det vil være smart energy,” siger han.

Bundlinjen er, at Danmark i en række henseender håndterer sin grønne omstilling fornemt, og at der er opbygget en bred samfundsmæssig konsensus om projektet. Danskerne – både som vælgere, energiforbrugere og deltagere i erhvervslivet – har en dyb forståelse for, at det tjener Danmarks interesser godt at bevæge sig væk fra fossile brændsler som kul, olie og på lidt længere sigt også gas.

Til gengæld har man fra politisk hold uendelig svært ved at reformere de afgiftssystemer, der er skruet sammen via utallige politiske forlig over årtier, men som udvikler sig til stopklodser for forandringer, i takt med at verden og teknologierne forandrer sig.

Derfor har det ifølge Lars Aagaard også lange udsigter med den dybtgående reform af bilbeskatningen, som ville åbne for, at Danmark kan få de mange elbiler, som det vil være naturligt for et grønt foregangsland at have.

”Det er med bilskatter som med boligskatter. Det er svært. Dels fordi staten har store indtægter på spil, og dels fordi man piller ved værdien af alt det, som danskerne har købt. Derfor er jeg skeptisk over for, om det her land i en nær fremtid kan gå fra logikken i det aktuelle bilbeskatningssystem og over i et helt andet,” siger han.