Et nej til euroen d. 28. september vil udløse en forfatningskrise. Det siger dr. jur. Henning Koch, der er landets eneste fungerende professor i forfatningsret. Krisen må besvares med en ændring af grundloven, der giver de EU-skeptiske vælgere nogle håndfaste, juridiske garantier. En revideret grundlov skal garantere, at suværenitetsafgivelse ikke fører til en svækkelse af danskernes retssikkerhed og demokrati. Derved vil grundloven få en “national værdimålestok”, som udviklingen i EU kan måles på, siger Henning Koch. Et nej vil efter hans opfattelse demonstrere, at der fortsat er en monumental kløft mellem befolkningen på den ene side og regering og Folketing på den anden, når det gælder helt grundlæggende værdier for det politiske liv i Danmark. Hans udtalelser er ikke blot bemærkelsesværdige, fordi de falder midt i slaget om euroen, men også fordi de kommer fra et miljø, der normalt har gået med listesko i de ømtålelige spørgsmål om forholdet mellem grundloven og EU. Henning Koch finder i øvrigt, at det vil være klokkeklart forfatningsbrud, hvis regering og Folketing undlader at sætte ændringer af EU-traktater til folkeafstemning.