Annonce

Grønne energinet er vor tids jernbaner

13. april 2011 kl. 16.30

På samme måde som jernbanerne i 1800-tallet bibragte menneskeheden viden, velstand og udvikling, der langt oversteg forventningerne hos dem, der investerede i skinnelegemer og lokomotiver, vil kommende årtiers satsning på grøn vækst kunne skabe dybtgående samfundsforandringer, som vi i dag end ikke kan forestille os omfanget af.

Det er en af konklusionerne i rapporten ”Shaping the Green Growth Economy”, som Mandag Morgen-initiativet Green Growth Leaders offentliggør i forbindelse med organisationens rådsmøde, der finder sted på Københavns Universitet i dag. Green Growth Leaders har sat sig for at ”accelerere udviklingen af den bæredygtige økonomi” gennem en stadigt voksende alliance af fremtrædende personligheder fra virksomheder, organisationer og universiteter i Europa, USA og Asien

Rapporten om den grønne økonomi, der er udarbejdet af Roundtable on the International Economy ved University of California, Berkeley, konstaterer, at en række lande verden over – Danmark, Tyskland, Spanien, Sydkorea og andre - allerede har investeret massivt i grønne og rene teknologier og på den måde skabt økonomisk vækst og nye jobs.

Men samtidig hersker der ifølge rapportens forfattere fortsat langt fra enighed om, hvordan man basalt set bør definere begrebet ”Grøn vækst”. I dag findes der mindst tre debatter om emnet og dét med forskellige ambitionsniveauer.

  1. Den første lyder: Begrænsninger i udledningerne af drivhusgasser kan være kompatible med økonomisk vækst, siger tilhængerne, mens modstanderne mener, at klimaindsatsen altid vil virke begrænsende på de generelle økonomiske muligheder.
  2. Den anden lyder: Investeringer i kulfattige teknologier kan blive en maskine til skabelse af nye jobs i kriseramte økonomier.
  3. Den tredje – og mest ambitiøse - lyder: Grønne investeringer kan få mere dybtgående virkninger end jobskabelse, og de kan således være gnisten til en ny grøn industriel revolution, der vil blive lige så transformativ som tidligere æraer i den økonomiske udvikling.

Rapporten plæderer for, at magthavere verden over tør vælge det tredje scenarium, og at man derfor afholder sig fra at opfatte grøn vækst som et koncept, der udelukkende handler om at forandre energisektoren.

”Både jernbanen, instant kommunikation og den grænseløse energi ændrede økonomierne som helhed. På den måde blev de platforme for ny innovation, nye produkter og for nye forretningsmodeller, der selv skabte grundlaget for hurtig og vedvarende vækst,” hedder det i rapporten, der har professor John Zysman, Berkeley, som hovedforfatter.

Dagens rådsmøde i Global Growth Leaders har blandt andet til formål at forberede den store internationale erhvervsevent om grøn økonomi ”Take Lead”, som finder sted i København 12- og 13. oktober i år. Blandt deltagerne ved dagens møde er Jacqueline McGlade, direktør ved Det Europæiske Energiagentur, Dr. Soogil Young, formand for Sydkoreas præsidentielle udvalg for grøn vækst, og Nobuo Tanaka, direktør i Det Internationale Energiagentur.

Green Growth Leaders er skabt i et samarbejde mellem Realdania, Dong Energy, Københavns Kommune og Mandag Morgen.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026