Guide til Folkemødet: Det må du ikke gå glip af i Allinge

Skal der indføres en form for værnepligt for frivilligt arbejde? Har fonden bag Novo Nordisk fået for meget magt? Og hvilken borgmester er egentligt bedst til bordfodbold?
Programmet for Folkemødet spænder vidt. Og med et program, der i år tæller omkring 3.500 debatter og events, virker programmet for Roskilde Festival til sammenligning dejligt overskueligt.
Måske dit valg bliver lettere med denne miniguide i hånden. Vi har bedt fagredaktører fra Mandag Morgen og vores søstermedie Altinget om at tygge programmet igennem og fremhæve tre arrangementer, som de ikke vil gå glip af på årets folkemøde.
Du finder også guiden - og meget mere - i det magasin, som Mandag Morgen og Altinget i fællesskab har lavet om Folkemødet. Læs eller download magasinet her.
Det fulde program for Folkemødet finder du her.
ARBEJDSMARKED
Af Rikke Brøndum, redaktør, Altinget Arbejdsmarked
1. Får vi et bedre beskæftigelsessystem nu?
Lørdag 11:00 - 11:40 / Arrangør: Kommunernes Landsforening / F9
Et helt nyt beskæftigelsessystem er på vej, og det skal være mindre bureaukratisk at være ledig. Men hvordan sikrer vi, at ledige stadig får hjælp, når der samtidig skal spares milliarder? Hvem får ansvaret, når staten slipper tøjlerne? Borgmestre, politikere og fagbevægelsen tørner sammen.
2. Kan Forsvaret og erhvervslivet deles om arbejdskraften?
Fredag 16:15 - 16:45 / Arrangør: Dansk Erhverv / G11
Forsvaret står over for en kraftig genopbygning i en tid med mangel på arbejdskraft, men kan ikke bruge udenlandsk arbejdskraft, som erhvervslivet kan. Kan man planlægge beredskabet på alle fronter, så både forsvar og dansk økonomi har hænder nok? Mød blandt andet tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.
3. Er den nye ”arbejdspligt” for flygtninge og indvandrere godt eller skidt?
Fredag 13:00 - 13:45 / Arrangør: KL, Dansk Flygtningehjælp / F12
Beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er lige nu rekordhøj, men det er stadig ikke alle, der er med. Hvem er de mennesker, der endnu ikke er i job? Hvordan får vi endnu flere med, og er ”arbejdspligten” det rigtige redskab? Kommuner, virksomheder og eksperter diskuterer.
CIVILSAMFUND
Af Gitte Ballenstedt, redaktør, Altinget Civilsamfund
1. Den højtflyvende: Skal vi gøre frivilligt arbejde til en dannelsespligt?
Fredag 15:00 - 15:45/ Arrangør: Fonden for Socialt Ansvar / F8
Velfærdsstaten er presset og beredskabet vokser – begge dele råber på hænder - også frivillige. Hvordan kan vi opdrage og uddanne til større civilsamfundsengagement? Gennem en form for værnepligt – eller skal uddannelsessystemet spille en større rolle? Vigtig diskussion, som tages af Thit Aaris-Høeg fra Fonden for Socialt Ansvar, forkvinde i DUF, Christine Ravn Lund, højskoleforstander Frederik Ullerup, LIFE-direktør Stefan Hermann og Rasmus Prehn fra Økologisk Landsforening.
2. Den jordnære: Lokalsamfund uden frivillige – utænkeligt for de fleste?
Lørdag 13:00-14:00/ Arrangør: Socialdemokratiet / C2
Frivillighed og foreningsliv styrker lokalsamfundets sammenhængskraft, forebygger ensomhed og løfter vigtige dagsordner. Men er grænsen er nået for, hvor meget vi som borgere vil bidrage, og er det en illusion, at vi kan gøre en forskel i en ulige kamp mod lobbyisme og markedskræfter? Amar Dlakic fra Bornholms Ungeråd, sundhedsordfører Lea Wermelin (S) og Lene Møller fra Tejn Idrætsforening tager debatten.
3. Og den lidt poppede: Pitch og få støtte til et demokratiprojekt
Torsdag 15:20 - 16:00 / Arrangør: Carlsbergfamilien, Tuborgfondet / N17
Er du en demokratifreak med hang til Løvens Hule, er der show med feel-good-faktor, når udvalgte unge pitcher demokratiidéer til Tuborgfondets bestyrelse. Deltagerne har mulighed for at få tildelt op til 200.000 kroner i støtte på stedet. DR-Ultra-vært Solaf Masoud får stjernestøvet til at hvirvle under teltdugen.
DEBAT
Af Kristian Andersen, redaktionschef, Altinget debat
1. Finalen i DM i debat
Lørdag 16:00-17:00 / Arrangør: Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og Politiken / N13
Intet folkemøde uden DM i debat. 32 unge debattører dyster om titlen som danmarksmester i debat. Både semifinale og finale afholdes vanen tro på Folkemødet. Politikens Lotte Folke Kaarsholm styrer løjerne.
2. DeBattle
Fredag 11:00-12:00 / Arrangør: Gæsten / N11
Den står på en blanding af debat og politisk satire, når Folkemødets bedste rappere Ham Den Lange og Klaskefar indtager Gæstgiverens scene. Med indspark fra publikum vender og drejer de dansk politik med freestyle rap og syng-med-omkvæd.
3. #dkpol live
Fredag kl. 18:30 – 19:30 / Arrangør: Altinget / N8
Mine kollegaer chefredaktør Jakob Nielsen og politisk redaktør Esben Schjørring optager en live folkemødeudgave af Altingets podcast #dkpol, hvor de diskuterer de vigtigste emner fra ugen, der er gået i dansk og international politik. Det er ananas i egen juice, men som trofast lytter, er det et event, jeg ikke vil gå glip af. Og det bør du heller ikke.
EMBEDSVÆRK
Af Sine Riis Lund, redaktør, Altinget Embedsværk
1. Magtudredningen 2.0: Her er det danske demokrati udfordret
Torsdag 10:30 – 11:00 / Arrangør: Aarhus Universitet og Magtudredningen 2.0 / C18
Magtudredningen 2.0 kommer til at lancere de første udgivelser i forskningsprojektet om det danske demokrati på Folkemødet, og i dette arrangement kigger flere professorer sammen med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund på, hvor skoen trykker.
2. Retsstat under angreb?
Torsdag 14:00 – 15:00 / Arrangør: Danmarks Domstole / A7
I flere europæiske lande er dommere blevet sat under pres, og deres uafhængighed er blevet undergravet. Hvorfor sker det, og hvordan beskyttes domstolene mod politisk indblanding? Det er nogle af de relevante spørgsmål, som Institut for Menneskerettigheder og Dommerforeningen her vender.
3. Mød Danmarks rigsadvokat og rigspolitichef
Fredag 15:00 – 15:45 / Arrangør: Anklagemyndigheden og Rigspolitiet / A6
De træffer beslutninger af vidtrækkende betydning for det danske retssamfund – og de ved alt om, hvordan det er at være i mediernes krydsild. Der er derfor potentiale for et indblik i spændende historier og svære dilemmaer i denne samtale med rigsadvokat Jan Reckendorff og rigspolitichef Thorkild Fogde.
EU
Af Claus Kragh, Europaredaktør, Mandag Morgen
1. Frederiksen & Fogh: Sådan forsvarer vi Europa
Torsdag 15:30 - 16:30 / Arrangør: Rasmussen Global / K6
Det bliver nok svært at få plads ved dette event. Men jeg vil svært gerne høre, hvad Frederiksen og Fogh siger. Og jeg vil meget gerne se, hvem der er til stede ved eventet.
2. Danmarks klimavision i EU: Højere mål og hurtigere handling
Fredag 12:45 - 13:10 / Arrangør: Ungeklimarådet / C29
Vigtig debat om, hvad vi vil med EU på det grønne område. Med Anne Højer Simonsen, vicedirektør i DI, Zoé Elkær Nicot fra European Debate Initiative og klima- og energiminister Lars Aagaard.
3. EU til grin: Hør de syngende satirikere i MAGT tage pis på Unionen
Fredag 20:00 - 21:00 / Arrangør: Europa-Kommissionen / B3
De begavede syngende satirikere i gruppen MAGT optræder live fredag aften. Det bliver garanteret rigtig sjovt.
FONDE OG UDVIKLING
Af Mikala Rørbech, redaktør, Altinget Udvikling og Altinget Fonde
1. Farvel til USAID, goddag til en mere effektiv cocktail
Torsdag 13:15 - 14:15 / Arrangør: Implement Consulting Group, Kwera / H14
Lukningen af USAID har efterladt et kaotisk tomrum blandt ngo’er og internationale udviklingsinstitutioner. Men nu står private fonde og investorer klar til at tage over. Hvis de kan. Det vil jeg gerne høre, hvad Lego Fondens direktør, investor-eksperter og en tidligere minister har at sige om.
2. I fondsløvens hule
Torsdag 14:30 - 15:30 / Arrangør: CISU - Civilsamfund i Udvikling, Novo Nordisk Fonden / H15
En event, man måske kan lære noget uventet af. I hvert fald hvis man vil vide, hvor visionerne mødes – og hvor de ikke gør, når det kommer til finansiering af udviklingsprojekter. I fondsløvens hule krydser CISU og Novo Nordisk Fonden klinger, og fondens vicedirektør for sociale og humanitære indsatser, Flemming Konradsen, vender tomlen op eller ned til de folkelige organisationers projekter.
3. Danmarks nye landskab I og II
Fredag 13:00 - 13:35 og 14:40-14.25 / Arrangør: Ny Carlsbergfondet, Carlsbergfondet / N17
Kunstnere, fondsledere, miljøorganisationer og politikere er samlet for at tale om, hvordan den grønne trepart kommer til at forandre det danske landskab – og om kunstens rolle i den forandring. Måske kunsten kan hjælpe os til at forstå, hvad det egentlig er, der foregår derude i naturen?
FORSVAR
Af Andreas Krog, redaktør, Altinget Forsvar
1. Opbygningen af Forsvaret - truslerne og opgaven
Torsdag 11:00 - 12:00 / Arrangør: Forsvaret / F16
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og forsvarschef general Michael Wiggers Hyldgaard giver en status på trusselsbilledet, krigen i Ukraine og genopbygningen af det danske Forsvar.
2. Er de kommunale beredskaber klar til fremtidens opgaver?
Fredag 10:00 - 11:00 / Arrangør: Danske Beredskaber / H12
De kommunale beredskaber skal have flere penge fra statskassen, hvis samfundssikkerheden skal forbedres tæt på danskerne. Det vil Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber og Johannes Lundsfryd, formand for KL's Klima- og Miljøudvalg, formentlig bekræfte hinanden i, når de fredag formiddag mødes for at diskutere, hvordan vi sikrer, at det kommunale beredskab kan klare fremtidens opgaver.
3. Rigsfællesskabet i en geopolitisk verden
Lørdag 17:00 - 17:45 / Arrangør: Det Udenrigspolitiske Selskab, Globalt Fokus, Danske Tech Startups / J9
Rigsfællesskabet har været på toppen af dagsordenen de seneste måneder, men på Folkemødet er det svært at få øje på. Der er dog mulighed for at runde dagene af med denne debat mellem et bredt udsnit af politikere og eksperter.
KLIMA OG ENERGI
Af Simon Friis, redaktør, Altinget Klima
1. Danmarks klimavision i EU: Højere mål og hurtigere handling
Torsdag 12:45-13:10 / Arrangør: Ungeklimarådet / C29
Klimaminister Lars Aagaard får en særlig rolle som EU’s forhandlingsleder ved FN’s internationale klimatopmøde. Hvad er succeskriteriet, og hvad kan man håbe på? Det får han selv mulighed for at svare på i denne debat, hvor ungdommen for en gangs skyld er godt repræsenteret.
2. Danmarks rolle i den globale klimakamp
Torsdag 14:30-15:00 / Arrangør: Klimarådet / C29
Danmarks forbrugsvaner fører til flere og flere CO2-udledninger i udlandet. Bør forbruget blive en mere integreret del af dansk klimapolitik? Det er en stor diskussion, som meget vel kan blive endnu større i de kommende år.
3. Den grønne dagsorden i en verden i opbrud
Fredag 10:45-11:15 / Arrangør: Danmarks Naturfredningsforening / D10
Debattitlen er efterhånden lidt af en floskel. Til gengæld er panelet interessant. Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen, Maria Reumert Gjerding og Frank Erichsen ser relativt forskelligt på, hvordan naturen og klimaet skal prioriteres i den nuværende geopolitiske situation. Kan de komme udenom udenoms-snakken, kan det godt blive interessant.
KOMMUNER
Af Kim Rosenkilde, redaktør, Altinget Kommunal
1. Folkemøde-mesterskabet i kommunal bordfodbold
Torsdag 19:00 - 20:00/ Arrangør: Komponent / F9
10 af landets borgmestre mødes til bordfodbold-brag om ære, håneret og et alt for stort trofæ i Kommunernes Telt. KL’s cheføkonom, Morten Mandøe, styrer slagets gang.
2. Kommunalpolitik og kunsten at sluge kameler
Fredag 13:00 - 13:45 / Arrangør: Socialdemokratiet / C2
Kommunalpolitiske koryfæer som Marie Stærke og Jacob Bundsgaard og unge, spirende kandidater taler om kunsten at sluge kameler i kommunalpolitik – både som kandidat og efter, at man er blevet valgt ind.
3. Ambitioner og motivation bag borgmesterkædens dobbelte lederskab
Lørdag 17:15 - 18:00 / Arrangør: Venstre / D11
Nuværende borgmestre og borgmesterkandidater mødes i en debat, hvor de deler deres ambitioner og erfaringer med det dobbelte lederskab mellem administration og politik, som borgmesterrollen indebærer. Marie Brixtofte fra Gentofte Kommune, Tina Mandrup fra Lejre og Mads Sørensen fra Varde er blandt andet med.
POLITIK
Af Torben K. Andersen, politisk redaktør, Mandag Morgen
1. Statsminister i krisetid
Torsdag 16:30 - 17:30 / Arrangør: Radio4, FRIDAY / K12
Når en af landets bedste interviewere, Anne Sofie Kragh, bider sig fast i landets statsminister, Mette Frederiksen, om de mange historiske kriser og hendes evne til at tackle dem både politisk og personligt, kan det kun blive interessant.
2. Thorning, Løkke og Fogh: Europa alene i verden?
Fredag 14:00 - 15:00 / Arrangør: Rasmussen Global / K6
Vi lever i en tid med en ny international virkelighed. I denne debat giver tre tidligere statsministre, Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, deres bud på, hvordan Danmark skal tackle den nye verdenssituation.
3. Hvem skal Danmark leve af i 2050?
Fredag 16:30 – 17:15 / Arrangør: Kraka og Deloitte / N9
Kraka og Deloitte sætter ofte nye perspektiver på samfundsdebatten med interessante fund fra deres projekt om Small Great Nation. Det tror jeg også, denne debat med stærke paneldeltagere vil vise. Der er fokus på arbejdskraft, fertilitet, ligestilling, konkurrenceevne og uddannelse.
SUNDHED
Af Andreas Wind, redaktør, Altinget Sundhed
1. Hvem redder verdens sundhed, når stormagterne svigter?
Lørdag 10:00 – 10:45 / Arrangør: Altinget og Mandag Morgen / N8
Jeg vil ikke misse dette interview med Søren Brostrøm. USA har trukket støtten til WHO og andre FN-programmer. Verdens fattigste mister hjælp, og WHO står i sin største krise. Den tidligere coronageneral er i dag centralt placeret i WHO. Min skarpe kollega Ole Toft interviewer ham om ansvar, tillid og Europas rolle i sundhedspolitikken.
2. Praktiserende læger til hele Danmark – stok eller gulerod?
Fredag 12:15-13:00 / Arrangør: PLO / K1
Har man kun tid til én debat med sundhedsminister Sophie Løhde, skal man dukke op her, hvor hun krydser klinger med de praktiserende lægers formand, Jørgen Skadborg. Løhde kalder selv sundhedsreformen for en kærlighedserklæring til almen praksis. Mon der opstår sød musik, eller slår det gnister, når de vender lægernes nye virkelighed efter reformen?
3. Har Novo Nordisk og fonden fået for meget magt?
Fredag 12:30-13:00 / Arrangør: Dagbladet Information / F24
Er man ikke lige humør til Løhde og PLO, kan man i samme tidsrum lytte til en mere principiel debat om penge, forskning og sundhed. Novo Nordisk Fonden finansierer nemlig mere og mere af den slags herhjemme - men er det fuldstændig uproblematisk? Andreas Hoff fra Læger Uden Sponsor tørner sammen med Steffen Lüders, der er vicedirektør i Novo Nordisk Fonden.
TECH
Af Peter Hesseldahl, techredaktør, Mandag Morgen
1. BIOtopmødet 2025 - lad os sætte det lange lys på
Fredag 14:15 - 15:00 / Arrangør: Novo Nordisk Fonden, DI Biosolutions m.fl. / G12
Biosolutions – altså brugen af mikroorganismer til at fremstille fødevarer, medicin, plastik og alt muligt andet – kan blive Danmarks næste helt store industri. Under det danske formandskab i EU vil der presset hårdt på for at rydde forhindringerne af vejen. Det diskuterer Novo Nordisk Fonden CEO Mads Krogsgaard Thomsen med Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv og Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri.
2. Inger Støjbergs visioner for en ny regering
Fredag 10:00 - 10:30 / Arrangør: Dagbladet Information / F24
Jeg er vild med solceller, men det er Inger Støjberg ikke – og sådan tror jeg, vi på mange måder ser forskelligt på fremtiden. Jeg vil meget gerne høre, hvad hun mener og hvorfor hun mener det. Det håber jeg Dagbladet Informations Anton Geist kan få frem, når han interviewer hende.
3. Landbrug og dyrevelfærd med Mathilde Walter Clark
Lørdag 11:30 - 12:00 / Arrangør: Dagbladet Information / F24
Mathilde Walter Clark har en særlig, meget personlig blanding af journalistik, fortælling og noget, der nærmer sig poesi. Og så er hun nådesløs, når hun kritiserer landbrugets mishandling af dyr, hvad enten det er grise eller mink. Det er godt at få justeret sit perspektiv med et velrettet skud indignation.
VELFÆRD
Af Jens Reiermann, velfærdsredaktør, Mandag Morgen
1. Hvad F* er (kommunal) forebyggelse?
Torsdag 13:00 - 13:45 / Arrangør: Odense Kommune / F9
I Odense har et enigt byråd netop vedtaget, at kommunen skal sikre borgerne flere sunde leveår. Både i Odense og i de fleste andre kommuner går det lige nu den modsatte vej. Danskerne lever længere, men har færre sunde leveår. Der er noget at tage fat på. Vigtig debat om et svært emne.
2. Oversete faktorer spænder ben for folkesundheden
Torsdag 16:30 - 17:30 / Arrangør: Institut for Folkesundhed, SDU / N1
Vi ved, at danskerne spænder livremmen ud og ud. Samtidig er der flere og flere unge, der bruger nikotinprodukter. To sundhedsudfordringer, hvor dygtig markedsføring desværre hjælper til at gøre usunde valg nemmere. Hvad skal der til for at vende den udvikling? Det sætter en perlerække af forskere er til debat.
3. Hvad kan velfærden lære af forretningsverdenen?
Fredag 15:30 – 16:00 / Arrangør: Dansk Erhverv / G7
Her skal man lægge mærke til ordvalget. Der er ikke tale om den klassiske diskussion for og imod udlicitering, men om, hvordan man kan investere i at skabe effekter for borgerne. Ser man ud over det kommunale landskab, er det tydeligvis lettere sagt end gjort. Interessant debat, som rejser gode spørgsmål.
UDDANNELSE
Af Signe Løntoft, redaktør, Altinget Uddannelse
1. Epx som førstevalg
Torsdag 12:00 – 12:45 / Arrangør: NEXT Uddannelse København, Copenhagen Skills, Region H / F34
En ny forkortelse er født i uddannelsesskoven. Nu kommer det svære - nemlig at få unge og deres forældre til at vælge noget andet end det almene gymnasium. Der er en del epx-paneler på årets folkemøde. I denne debat håber jeg, de unge deltagere betyder, at der også bliver luftet nogle ubekvemme sandheder om unges uddannelsesvalg.
2. Elevmagt eller stokkeslag?
Torsdag 14:00 – 14:45 / Arrangør Danmarks Lærerforening / G26
Lige nu taler mange politikere højstemt om at genetablere lærerens autoritet – men hvordan ser dilemmaet ud ude i klasselokalerne i krydsfeltet mellem antiautoritære, selvstændige elever og deres lærere? Man kunne godt have ønsket sig et par politikere i panelet, kan der er lagt op til en sjov idedebat om pædagogik, samfund og politik.
3. Modstrømsk Morgen
Torsdag 9:45 – 12:00 / Arrangør Modstrøm - foreningen for FGU-elever / B13
De folkemødeøjeblikke, jeg husker, er sjældent kendisser, der professionelt argumenterer fra hvert sit ringhjørne - men snarere det uventede sjove, skæve eller sårbare perspektiv. Det kan man måske være heldig at støde på, når Modstrøm holder samtalesalon og udforsker, hvordan det er, når man ikke har noget at stå op til om morgenen.





