Håndværkeren fra Græsted

Regeringens forslag til finanslov ligner en lyserød invitation til de blå partier. Med sin første finanslov er det helt afgørende, at Lars Løkke Rasmussen kan demonstrere, at han har sit regeringsflertal på plads. Og det tyder alt på.

Forslaget er kyndigt designet, så det både dækker Venstres behov på Christiansborg og tilsyneladende får regeringens to vigtigste støtter, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Liberal Alliances Anders Samuelsen, til at klappe i hænderne. Sammen med det nye kontanthjælpsloft og udflytningen af de statslige arbejdspladser, leverer Løkke samtidig på de valgløfter, der bragte ham til magten. Det viser, at statsministeren i den grad lever op til sit image som en af landets fremmeste politiske håndværkere.

Desværre rækker det gode håndværk ikke ud på den anden side af Christiansborgs mure. Der er mest af alt tale om et stykke dansk politisk håndværk, der primært er rettet mod livet inden for den osteklokke, Christiansborg befinder sig i.

For at finansiere sine valgløfter har Løkke først og fremmest skåret i ulandsbistanden, uddannelserne og forskningen. Besparelserne giver kortvarig økonomisk varme, men langsigtet underminerer de Danmarks muligheder for at skabe ny vækst.

[quote align="right" author=""]Desværre rækker det gode håndværk ikke ud på den anden side af Christiansborgs mure.[/quote]

Besparelserne på ulandsbistanden er velkendte, omfattende og problematiske. Løkke henter bl.a. millioner til sygehusene ved at skære på bevillingerne til FN-organisationen UNDP, der støtter udviklingen i nærområder. Hvis regeringen ønsker at leve op til sine mange henvisninger til, at flygtningekrisen skal løses i nærområderne og dermed begrænse migrationen mod Danmark, virker netop den besparelse uforståelig og kan ikke berettiges af omprioriteringer. At en målrettet indsats i nærområderne samtidig kunne inddrage dansk knowhow og styrke væksten herhjemme, sætter besparelsens tåbelighed yderligere i relief.

Christiansborg-håndværket møder for alvor sine begrænsninger, når der spares 2,5 milliarder kr. om året på uddannelser og forskning. Det kan ikke undgå at gøre ondt. Og selv om de fleste er enige i, at der nok kan spares på universiteternes administration, samt at regeringen selv kan bidrage ved at luge ud i unødvendig regulering og bureaukrati, er der stadig et stykke vej op til den bebudede besparelse.

Der er naturligvis ingen undskyldning for ikke at gå administration og regulering efter i sømmene, men så skulle besparelserne ske målrettet – og anderledes velforberedt end nu. Resultatet risikerer i stedet at ramme de uddannelser og dermed de kompetencer, Danmark skal bygge fremtiden på. Det virker utilgivelig kortsigtet.

Det samme gælder besparelserne på 1,1 milliarder kr. på forskningen. Og for at forsvare dem, henviste Claus Hjort Frederiksen ved fremlæggelsen af forslaget til, at Danmark jo allerede ligger over EU-landenes fælles målsætning om at prioritere 1 pct. af BNP til forskning. Men der må man spørge, om det virkelig kan være rigtigt, at Danmark partout skal skære ned, bare fordi vi ligger over et internationalt gennemsnit? Kunne man ikke forestille sig, at det netop var her, at Danmark skulle ligge foran andre nationer for at opnå en konkurrencefordel? Nej, bare vi ligger på niveau med andre lande, er alt godt, lyder svaret fra regeringen. Danmark skal åbenbart kun være et gennemsnitsland.

Direktøren for DI, Karsten Dybvad, er ikke i tvivl. I en usædvanlig hård kritik siger han, at ”forskning og udvikling er en helt central del af, hvad vi skal leve af i Danmark. Derfor vil vi advare imod, at vi investerer mindre i den forskning, som er relevant for det erhvervsliv, der skal trække vækst og arbejdspladser til Danmark.”

Mandag Morgen er på det punkt helt enig med Karsten Dybvad.

Det er til gengæld symptomatisk for håndværkeren Lars Løkke, at han godt kan finde 800 millioner kr. til håndværkerfradrag, der skal hjælpe os alle sammen med at renovere vores badeværelser, køkkener og carporte en smule billigere. Det er et politisk håndværkertilbud, der skriger til himlen.

Samtidig er timingen påfaldende. Løkke Rasmussen har netop deltaget i FN’s generalforsamling og udpeget en stribe globale udfordringer, der skal adresseres i et globalt fællesskab. Her var han for en stund verdensmanden, der talte varmt for fælles løsninger, bl.a. til håndtering af flygtningekrisen og kampen mod verdens fattigdom. Men tale er ét, handling noget andet. Ud fra hans optik henter man heller ikke mange stemmer på store taler i internationale forsamlinger. Så hellere satse på bedre badeværelser til danskerne end mad til Afrika og husly til flygtninge.

Det kan også undre, at regeringen vil fjerne afgiften på NOx, mens hele verden med tilbageholdt åndedræt følger udviklingen i VW-skandalen. Den handler netop om bilernes udledning af NOx, som påvirker både luftveje og hjerter negativt og ifølge et notat til Folketinget koster det danske sundhedsvæsen omkring 2 milliarder kr. om året. Der kan altså være gode grunde til at gribe ind over for udledningen af NOx. Ligesom med mange andre miljøafgifter er det bare ikke sikkert, at afgifterne er indrettet, så de giver den største effekt for miljøet. Hensynet til statskassen synes at spille den største rolle.

Derfor kan der være gode grunde til at gå en afgift som NOx-afgiften efter i sømmene og undersøge, om den regulerer den skadelige udledning bedst muligt. Er det ikke tilfældet, bør den laves om eller erstattes af et andet tiltag, der kan nedbringe udledningen af NOx. Men den diskussion tager regeringen ikke. Afgiften er kun en omkostning for virksomhederne og ikke et indgreb for folkesundhedens skyld.

Den gode forberedelse kendetegner i det hele taget ikke regeringens udspil i sidste uge.

Udflytningen af knap 3.900 statslige arbejdspladser er et godt eksempel. ”Den største nogensinde,” som Løkke selv siger. Men hvad er helt præcis meningen med at flytte arbejdspladserne? Er det aflad for de mange beslutninger om at centralisere og samle f.eks. politi og domstole, for slet ikke at nævne sammenlægningen af kommunerne, som Løkke selv har været med til at træffe? Eller sker udflytningen som led i en strategi for at skabe mest mulig vækst i Danmark? Det virker mest, som om afladstanken har været den vigtigste drivkraft, og det er både uambitiøst og potentielt set skadeligt.

Dele af udflytningen giver sådan set god mening. Det er i sig selv en rigtig strategi at decentralisere statsapparatet, og det giver for eksempel også god mening at flytte dele af Energistyrelsen til Esbjerg, der lever af offshore-energi fra både olie og vindkraft. Det er noget mindre indlysende at flytte Naturstyrelsen til Randbøl, en by med 325 indbyggere.

[quote align="left" author=""]Det kan godt være, at Løkke kan styre sit regeringsflertal og i al hast er i gang med at male Danmark mere blåt, men han mangler stadig at tage lederskab for hele Danmarks fremtid.[/quote]

En så omfattende udflytning af statslige arbejdspladser bør ikke ske blot og bart for at opfylde et valgløfte og købe aflad. Det skal ske som del af en langt mere velforberedt strategi for, hvordan hele Danmark kan øge væksten. Nu har vi drøftet den udfordring i flere år. Derfor er det uforståeligt, at lovforslaget skal hastes igennem på få uger blot for at demonstrere politisk handlekraft.

Forslaget til finanslov og udflytningen af de statslige arbejdspladser viser, at det ikke er nok at være en god politisk håndværker. Det handler også om at have visioner for Danmarks udvikling, så de initiativer, man fremlægger, ikke bare skal sikre hurtige politiske gevinster, men også gavner Danmark og dansk konkurrenceevne i morgen.

Det kan godt være, at Løkke kan styre sit regeringsflertal og i al hast er i gang med at male Danmark mere blåt, men han mangler stadig at tage lederskab for hele Danmarks fremtid.

Derfor vil det være velkomment, hvis Løkke bruger sine færdigheder til at lette lidt på Christiansborgs osteklokke og udvikle løsninger på morgendagens udfordringer. Dermed kan han bevise, at han også har både evne og vilje til at leve op til de mål for fremtidens Danmark, han selv udfoldede, umiddelbart efter at han blev valgt som statsminister første gang. Lige nu ser det desværre ud til, at håndværkeren er trådt i stedet for den politiske leder, Løkke også kan være.

Indtil videre mangler Løkke og hans regering at demonstrere, at de både har visioner og ideer til at give Danmark den internationale konkurrencekraft, som er garantien for en langsigtet vækst og udvikling. Med truslen om et nederlag ved folkeafstemningen den 3. december risikerer regeringen at cementere det ry, som blev skabt i starten af flygtningekrisen, nemlig at Danmark har nok i sig selv. Det er en farlig position for en nation, der i forvejen tælles blandt verdens mindste. Vi behøver ikke ligefrem at stræbe efter også blive en af de mindst betydningsfulde.