Energi- og klimapolitik i Danmark handler i 2018 mere om ideologiske partipolitiske positioneringer, end det handler om det reelle indhold, som der stadig er udsigt til bred enighed om.

Det står klart, efter at regeringen i torsdags fremlagde sit udspil til det kommende energiforlig, der skal gælde fra 2020.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) kaldte udspillet det grønneste fra en dansk regering nogensinde, da han præsenterede det sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), energiminister Lars Christian Lilleholt (V) og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

Forud for fremlæggelsen har ikke mindst Venstre vist, at man satser offensivt på den grønne omstilling, der med regeringens egne ord har tjent Danmark, danskerne og dansk erhvervsliv rigtig godt og gjort Danmark anerkendt ude i verden.

Partiet har sågar midlertidigt skiftet partifarve fra blå til grøn, hvilket ses af partiets annoncer i aviser og på nettet, ligesom partiets topfolk i en kronik i Berlingske direkte skriver: ”Vi blå er også grønne”.

Kernen i udspillet er, som statsminister Lars Løkke Rasmussen understreger, at man sænker afgiften på el både til almindeligt forbrug og til brug for opvarmning, hvor der ligger en ekstra lempelse. Når strømmen bliver mere grøn, er det kun godt, at der bliver brugt mere af den, lyder argumentationen.

Den udvikling vækker glæde hos Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi.

”For første gang står vi med et energiudspil, hvor det grønne går op, mens danskernes elregning går ned. Det er et tiltrængt nybrud, som bør kunne samle bred politisk opbakning hurtigt,” lyder det fra Aagaard, der er en af Danmarks mest indflydelsesrige energilobbyister.

Strid om elafgift

I brancheorganisationen Vindmølleindustrien kalder direktør Jan Hylleberg energiaftalen ”en flot buket”, og det overrasker ikke, at han gerne så, at der blev satset endnu hårdere på vindmøller.

En detalje i udspillet er, at vindmøller på land efter regeringens opfattelse skal konkurrere med sol og andre vedvarende energikilder.

Det kan svække udbygningen af vindmøller på land, som i forvejen møder betydelig folkelig modstand ude i kommunerne. Og det er netop, hvad regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ønsker sig.

Her er ønsket først og fremmest billig energi til borgerne, færre vindmøller på land og gerne en yderligere forsinkelse af udbygningen af havvind end den, regeringen lægger op til.

I både Enhedslisten og SF kritiserer man regeringen for først og fremmest at sænke afgiften på el, selvom denne afgiftslempelse primært kommer almindelige lønmodtagere til gode. Erhvervslivet betaler i forvejen kun en minimal elafgift, efter at regeringen sammen med DF, S og SF i 2016 besluttede at fjerne den såkaldte PSO-afgift.

Ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, vil udspillet øge elforbruget og mindske incitamentet til at lave energieffektiviseringer for virksomheder, hvilket vil give færre penge til den helt nødvendige udbygning af vedvarende energi.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr¸, mener, at det giver god mening at sænke elafgiften, men hun foreslår samtidig, at man ”brandbeskatter” kul, sådan at man ikke risikerer, at den billigere el og det dermed større forbrug fører til øget fyring med kul på kraftværkerne.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der kan komme til at stå med det endelige ansvar for Danmarks energipolitik efter et kommende valg, er mere forsigtig i sin kritik af udspillet.

”Hvis jeg skal være lidt direkte, har især Venstre og Liberal Alliance været mere optaget af at sikre skattelettelser end at sikre klimaet, og det er altså ikke det, der er opgaven her,” sagde hun torsdag.

Udsigt til bredt forlig

Bag udfaldene mod regeringens udspil tegner der sig et billede af, at Danmark endnu en gang får et bredt og langvarigt energiforlig, der både giver danskerne billigere el og sikrer, at Danmark lever op til de klimaforpligtelser, man har påtaget sig i EU.

Ganske vist vil oppositionen og de stærke grønne lobbyorganisationer kræve, at Danmark skal gå endnu længere ved dels at bygge endnu flere vindmøller og gøre det billigere at køre i elbil, dels at stramme skruen over for både industrien og landbruget.

Men det kommer ikke til at ske. Socialdemokratiet vil næppe gå med til at forringe industriens og landbrugets konkurrencevilkår og fratage vælgerne udsigten til en lavere elregning i jagten på en endnu mere ambitiøs national klimapolitik, som i sidste ende ikke vil batte det store set i europæisk eller globalt perspektiv.

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen så demonstrativt iklæder sig den grønne førertrøje, virker det som en rød klud for de mest klimaengagerede stemmer i rød blok. Det vil øge det interne pres mod Mette Frederiksen i rød blok, og det er noget, statsministeren – global opvarmning eller ej – ikke er utilfreds med.

Set udefra er der ingen i hverken EU eller FN, der vil kunne finde på at løfte et øjenbryn over Danmark, der fortsat opfattes som et succesrigt og pragmatisk grønt foregangsland, uanset hvad den hjemlige opposition måtte mene. Og realiteterne er, at Danmarks resultater på det grønne område netop bygger på de lange og brede forlig i Folketinget.

Den politiske stabilitet og troværdighed er forudsætningen for, at private investorer vil finansiere de store havvindmølleparker, der har udviklet sig til Danmarks nye store erhvervseventyr, efter at både Maersk og Ørsted har droppet olie og gas fra Nordsøen.

Og det er da ganske historisk, at Danmarks borgerlige regering nu er klar til at gå til valg på følgende mærkesag:

”Stop for al efterforskning og boring efter olie, gas og skifergas på land og indre danske farvande.”