Han vil åbne samfundets øjne for værdien af mennesker med handicap

Et samfund skal ikke bare bedømmes på BNP-vækst og bekæmpelse af arbejdsløshed. Det skal bedømmes på, hvordan det behandler dem, der har mest brug for hjælp.

Så hvordan hjælper det danske velfærdssamfund egentlig mennesker med handicap til at leve aktive og meningsfulde liv?

”Det har set bedre ud end i dag. Det er, som om vi ruller tilbage,” siger Jackie Lehmann Hansen, formand for DøvBlinde Danmark og bestyrelsesmedlem i Danske Handicaporganisationer.

”Vi ønsker at være en del af samfundet, men vi får ikke altid mulighederne. Det skal vi som samfund gøre noget ved,” siger Jackie, der er 36 år og funktionelt døvblind.

Han er født hørehæmmet og er i dag afhængig af tegnsprog, sine kraftige høreapparater og en gang imellem også en kontaktperson til at indgå i krævende sociale sammenhænge.

Forestil dig, hvis man nu sagde, at mennesker med handicap skal der investeres i. Ligesom med ’ældrebyrden’, der er blevet til en ’ældrestyrke’, kunne man gøre det samme på handicapområdet.

Jackie Lehmann Hansen
Formand for DøvBlinde Danmark

Og så har han også kun to-tre procent af sit syn tilbage – et snævert kikkertsyn, der svarer til, at han kan se gennem hullerne på et par femkroner.

Men han vil gerne bidrage til samfundet.

Ligesom mange andre mennesker med handicap skal han bare have hjælp til at bidrage, forklarer han. Men det er ikke sådan, systemet er indrettet i dag.

”Når vi i samfundet snakker om mennesker med handicap, snakker vi ikke om investeringer. Vi snakker om udgifter. Men forestil dig, hvis man nu sagde, at mennesker med handicap skal der investeres i,” siger Jackie Lehmann Hansen

”Ligesom med ’ældrebyrden’, der er blevet til en ’ældrestyrke’, kunne man gøre det samme på handicapområdet. Det er jeg sikker på.”

Lad os nu bidrage, hvor vi kan

Som 20-årig blev Jackie tilbudt førtidspension, da han blev mødt af et kommunalt velfærdssystem, der ikke anede, hvad det ellers skulle stille op med ’hans slags’. 

Det kunne meget let være blevet meget dyrt for samfundet.

”Hvis ens ønske er at komme på førtidspension, så fair nok. Men hvis ens ønske er at bidrage til det danske samfund, som mit ønske var, da jeg var 20 år, så skal vi også have muligheden, og så må vi finde ud af, hvordan vi så gør det. Hvad er det, der skal til? Fordi den investering, der ligger i det, kommer så mange gange igen,” siger han.

”Vi har også mange ældre døvblinde medlemmer, der bidrager med frivilligt arbejde eller ved at rådgive andre døvblinde. Den indsats er også virkelig meget værd, selv om den ikke tæller i skattesystemet.”

Hvis ikke dette anerkendes, er risikoen, at systemet skubber borgere med handicap længere væk fra at kunne bidrage til samfundet.

”For hvis vi rigtig gerne vil være en del af samfundet, men ikke får muligheden, så kan det udvikle sig til depressioner, ensomhed, isolation og lignende. Og så bliver det dyrt,” siger han.

Jackie sagde i sin tid nej til tilbuddet om en førtidspension og fik i stedet tilkæmpet sig et fleksjob i virksomheden All Ears, der åbnede livsbanen til et mere aktivt og engageret samfundsliv.

I dag har han både et fleksjob som formand for DøvBlinde Danmark og fire andre bestyrelsesposter. Og så har han lige besluttet sig for at gå ind i politik.

Fra udgift til investering

Et af problemerne er, at der er meget store forskelle på den hjælp, man som døvblind tilbydes fra den ene kommune til den anden, viser rapporten ’Mellem to Stole’, der er udgivet af DøvBlinde Danmark og rummer et survey blandt danske døvblinde om den hjælp, de tilbydes i kommunerne.

Rundspørgen hos 146 ud af de i alt cirka 500 medlemmer af DøvBlinde Danmark viser blandt andet, at knap hver tredje døvblinde ikke har fået den hjælp fra kommunen, som de har haft behov for. Og en anden tredjedel er i tvivl, om de har fået den rette hjælp. 

En respondent i rapporten kalder kommunen ”en organisatorisk hvepsesværm”, som ikke selv aner, hvad der foregår.

”Man skifter sagsbehandler hele tiden. Så skal man starte forfra med at fortælle, hvem man er, hvad man har behov for og hvorfor,” siger en anden.

“Hvis man anker en sag, kan man ofte få det, man har søgt om, fordi kommunen måske lige vil spare de penge ved ikke at give dem første gang,” lyder svaret fra en tredje.

Jackie Lehmann Hansen kalder det et postnummerlotteri.

”Der er meget stor forskel på den hjælp, man bliver tilbudt, og den hjælp, der er til rådighed, afhængig af hvilken kommune og hvilket postnummer man bor i,” siger han.

”På et tidspunkt skulle min kæreste og jeg finde et nyt sted at bo. Og der var simpelthen kommuner, jeg fravalgte, fordi jeg ved, at de har lidt svært ved at følge noget af den lovgivning, der findes,” siger han.

”Så vi valgte en kommune, hvor jeg var ret sikker på, at døvblinde i hvert fald får en smule hjælp. Men jeg vil sige, at vi er lidt stavnsbundne nu,” siger han.

Det er dyrt for kommunen

Udfordringen for kommunerne er, at det specialiserede socialområde bliver dyrere og dyrere, og der kommer flere personer, der efterspørger hjælp, men kompensationen fra staten ikke følger med de stigende udgifter.

I perioden fra 2018 til 2023 har kommunerne hævet deres budgetter med 5,9 milliarder kroner til området, mens de ”kun er blevet tilført 1,6 milliarder til stigende udgifter”, lyder regnestykket i en analyse fra KL’s analysemagasin Momentum. Kommunerne oplever altså et stigende udgiftspres, mens ”borgere med handicap oplever, at kvaliteten i indsatserne, retssikkerheden og tilliden til kommunerne er under pres,” som der står i rammeaftalen for handicapområdet fra 2024. 

Jeg kunne godt tænke mig, at Guldborgsund Kommune bliver en foregangskommune for andre kommuner. Det kan godt være, det kommer til at koste lige til at starte med. Men det handler om at se mennesker som en investering.

Jackie Lehmann Hansen
Formand for DøvBlinde Danmark

Er det ikke også en svær prioritering for kommunerne, fordi de jo risikerer at skulle spare på andre områder for at hjælpe nogle få mennesker med svære behov?

”Jo, det er svært,” erkender Jackie Lehmann Hansen.

Men det skyldes måske netop, at ”kommunerne ser handicappede som udgifter frem for mennesker” og derfor forsøger at spare, hvis de kan slippe afsted med det, opsummerer han.

”Mennesker er blevet ødelagt på grund af systemet, fordi de ikke har fået den rette hjælp, første gang de havde brug for den. De skal tit kæmpe sig til hjælp.”

”Altså, det kan vi jo også se på mit område: At man virkelig skal kæmpe, man skal måske igennem Ankestyrelsen, man skal igennem alt muligt for overhovedet at få den hjælp, man faktisk har ret til,” siger Jackie Lehmann Hansen og henviser til, at DøvBlinde Danmark kører flere ankesager, fordi deres medlemmer ikke har fået tilstrækkelig hjælp.

”Og det synes jeg er så grotesk, fordi du taber så mange ressourcer i det danske samfund. Hvad nu hvis man i stedet gik ind og investerede i de mennesker, som faktisk har mulighed for at komme på arbejdsmarkedet, og som gerne vil på arbejdsmarkedet? Og investerede i dem som gerne vil bidrage med frivilligt arbejde? Hvorfor gør vi ikke det noget mere?”

Guldborgsund som en foregangskommune

Efter talrige opfordringer besluttede Jackie Lehmann Hansen sig for få måneder siden for at stille op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommune, hvor han bor.

Det var ikke en let beslutning. Men hans falmende syn lagde et tidspres på.

”Jeg talte med min kæreste om, at det måske ikke kan lade sig gøre at vente fire år. Mit syn bliver hele tiden værre. Så hvis jeg skal nå at gøre en forskel i politik, så haster det måske,” siger han.

Efter i årevis at have kæmpet for hjælp til døvblinde og andre mennesker med handicap som repræsentant i foreningslivet er han nu klar til også at komme over på den anden side af bordet og ind i politik.

Allerhelst ville han ønske sig, at kommunerne ikke skulle have ansvaret for de dele af det specialiserede socialområde, der er meget små og kræver dyb ekspertise. Men måske en enkelt kommune kan gå foran og vise vejen for andre?

”Jeg kunne godt tænke mig, at Guldborgsund Kommune bliver en foregangskommune for andre kommuner. Det kan godt være, det kommer til at koste lige til at starte med. Men det handler om at se mennesker som en investering. Og så, om 10-15 år, vil vi forhåbentligt se, at Guldborgsund har mange flere borgere, som faktisk bidrager til samfundet,” siger han.

Mit syn bliver hele tiden værre. Så hvis jeg skal nå at gøre en forskel i politik, så haster det måske

Jackie Lehmann Hansen
Kandidat til kommunalvalget for Socialdemokratiet i Guldborgsund

Det kræver også noget af erhvervslivet.

”63.000 mennesker med handicap står klar til at tage et arbejde inden for 14 dage. Giv dem en chance for at bidrage. Det gavner både det enkelte menneske, din virksomhed og samfundet,” skriver Jackie Lehmann Hansen i et opslag på LinkedIn direkte henvendt til danske virksomheder.

Der er mange døvblinde, der gerne vil arbejde. Det viser førnævnte rapport også. Næsten halvdelen af de adspurgte døvblinde har allerede haft arbejde. De har bare brug for nogle hjælpemidler. 

Andre vil gerne bidrage med frivilligt arbejde. Men også de har brug for hjælp til at gøre en forskel.

”Jeg vil jo også gerne gøre en forskel,” siger Jackie Lehmann Hansen.

Og hvis det ikke lykkes i kommunalpolitik, vil han ikke tøve med at forlade den arena igen og lægge kræfterne andre steder.

Det kunne også være andre steder i det politiske system.

”Lige nu er jeg i god dialog med flere politikere inde på Christiansborg. Og jeg synes, at de lytter, og de anerkender, hvad vi kommer med. Nu må de politiske forhandlinger jo så vise, om de har forstået det og helhjertet vil ændre på nogle af strukturerne.”

Ellers kunne du måske selv finde på at stille op?

”Altså, jeg kan ikke spå om min fremtid, men lad mig sige så meget: Jeg udelukker ikke noget.”