Socialt udsatte Organisationer advarer: Ny satspuljemodel vil rive tæppet væk under det frivillige Danmark Det skal være slut med tilfældigheder, socialt lotteri og lobbyvælde i den sociale indsats. Velfærdsministeriet har lanceret et helt nyt sæt spilleregler for den årlige fordeling af milliarderne i den såkaldte satspulje. Men de foreninger, humanitære organisationer og andre private aktører, der hvert år får støtte fra satspuljen, advarer om, at den nye ansøgningsmodel kan undergrave indsatsen for svage og udsatte grupper. De frygter, at den nye model vil føre til mere bureaukrati og centralisme, og at nye tildelingskriterier vil svække den frivillige sociale indsats. De hæfter sig især ved, at støtten til organisationerne falder bort, hvis opgaverne overlapper med det kommunale ansvarsområde. “Hvis man ikke længere vil give driftsstøtte på de områder, hvor kommunerne har forsyningsansvaret, risikerer man at fjerne stort set hele NGO-grundlaget i Danmark, ” siger Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.