David William Donald Cameron. Født 1966 med en sølvske i munden og uddannet i Oxford. Konservativ partifunktionær og politiker hele sit liv bortset fra syv år som privatansat lobbyist i London og Westminster. Storbritanniens 49-årige premierminister er i disse uger Europas mest centrale politiker.

Hele Europa og resten af verden vil i de kommende ti uger følge med i, om David Cameron bliver manden, der giver det kriseramte EU en kærkommen og højst tiltrængt opmuntring ved at sikre et fortsat britisk medlemskab af unionen. Eller om han derimod går over i historien som den britiske premierminister, der tabte og dermed ledte Storbritannien ud af Den Europæiske Union efter 43 års medlemskab af Europas helt centrale og – alle fiaskoer ufortalt – usædvanligt succesrige politiske samarbejdsforum.

Ti uger før afstemningen, der finder sted 23. juni, er der ingen afgørende tendens i meningsmålingerne. I den ene måling fører The Brexiteers med det højrenationale UKIP og mange af David Camerons ministre i spidsen, mens Cameron og hans støtter i kampen for at forblive i EU fører i andre målinger. Websitet WhatUkThinks’ seneste gennemsnit af seks meningsmålinger viser dødt løb. 50 pct. ja, og 50 pct. nej.

Den britiske afstemning følges intenst over hele verden. Politikere, finansverdenens risikoanalytikere og militære strateger analyserer mulige scenarier i tilfælde af, at Storbritannien med dets 64 millioner borgere stemmer sig ud af EU. Det siger noget om situationens alvor, at USA’s præsident Barack Obama i denne uge kommer til London, tilsyneladende primært for at støtte David Cameron, hvad angår EU-afstemningen. Obama har flere gange tidligere gjort det klart, at USA ser både amerikanske, britiske og europæiske interesser bedst tjent ved, at Storbritanniens forbliver medlem af EU.

Umulig kamp

På den økonomiske side har det britiske pund allerede tabt betydeligt i værdi efter offentliggørelsen af datoen for afstemningen. Den private finanssektor, Bank of England og IMFforventer yderligere tab for den lavere og lavere britiske vækst, hvis det bliver et nej. Politisk set vil det for EU som helhed og for alle Europas lande hver for sig være et historisk tab, hvis Storbritannien melder sig ud. EU-landene vil ikke længere tilsammen udgøre verdens største økonomi. Og alle EU’s regerende politikere – måske bortset fra Ungarns Viktor Orbán – vil frygte, at et britisk nej vil sprede yderligere EU-skepsis blandt deres vælgerbefolkninger med samme hastighed, som influenza breder sig på et plejehjem i februar.

I EU’s institutioner og blandt nationale politikere rundt om i Europa er der stor vrede over, at den britiske premierminister overhovedet har foranstaltet folkeafstemningen. Bendt Bendtsen, konservativ som Cameron, dansk vicestatsminister 2001-2008 og medlem af Europa-Parlamentet siden 2009, er kritisk over for sin britiske partifælles kurs i europapolitikken.

”Cameron er gået ind i et rum uden at vide, hvor udgangen er. Han har løbet en helt unødvendig risiko, og nu risikerer vi, at de europæiske fremskridt, der er skabt over syv årtier, går tabt,” siger Bendtsen, der er skeptisk over for Camerons muligheder for at sikre et ja.

”Ingen kan vinde en folkeafstemning om EU, som tingene er nu. Tag Holland. Tag Danmark. Hvis man ikke kunne vinde en folkeafstemning om et styrket retsforhold i Danmark, så kan man ikke vinde en afstemning, der siger ja til noget fra EU,” siger han.

Den konservative danske europaparlamentariker er langt fra alene med sin skepsis. Natalie Nougayrède, udenrigspolitisk lederskribent på den EU-venlige London-avis The Guardian konstaterer, at ”Brexit-mareridtet er ved at blive til virkelighed”.

”Fragmentation spreder sig alle steder, i takt med at nationerne bliver mere indadskuende og bekymrede over, hvordan verden forandrer sig. I det britiske tilfælde får denne generaliserede følelse af afmagt nu muligheden for at komme til udtryk ved en folkeafstemning,” skriver Guardian-redaktøren, der spår et nej.

David Cameron har i de seneste uger kæmpet med historierne fra de såkaldte Panamapapirer om sin nu afdøde faders brug af skattely i forvaltningen af familieformuen. Nogle analytikere mener, at sagen skader Camerons bestræbelser på at holde Storbritannien inde i EU. Mens andre mener, at den alt andet lige vil forsvinde fra mediernes radar. Under alle omstændigheder er David Cameron først og fremmest kendt som en politiker, der er mere end almindeligt dygtig til at føre valgkamp.

EU-skepsis en vindersag

Et ofte overset og ganske særligt fænomen hos politikeren David Cameron er, at han hele vejen gennem sin politiske karriere netop har forstået at bruge den interne splittelse om EU-spørgsmålet i det konservative parti til sin egen fordel. Se tidslinje. Han har så at sige formået at placere sig lige præcist på så EU-kritisk en position i det konservative parti, at han har kunnet samle både proeuropæiske konservative og de mindst rabiate skeptikere.

Mens David Cameron ikke er så konservativ, at det gør noget, og ligesom Poul Schlüter synes, at ideologi er noget bras, har han en usædvanligt dyb og professionel indsigt i de vælgeranalyser og digitale værktøjer, der i højere og højere grad præger moderne politik. Cameron arbejdede i fem år i det konservative partis analyseafdeling, hvorefter han i 1994 fik karrierens eneste job i den private sektor. Som kommunikationschef og cheflobbyist i tv-selskabet Carlton frem til 2001 lærte David Cameron professionel virksomhedskommunikation i en sådan grad, at hans kritikere siden hen har kaldt ham prime spinner i stedet forprime minister.

Camerons første succes med at bygge bro mellem EU-tilhængere og EU-modstandere i sit eget parti kom i 2005, da han blev valgt som formand for partiet. Her lovede han sine partifæller at trække de britiske konservative medlemmer af Europa-Parlamentet ud af den store EPP-gruppe, der er domineret af meget proeuropæiske tyske og franske medlemmer i Europa. Mens det ifølge Bendt Bendtsen har kostet de britiske konservative indflydelse i EU, at Cameron i 2009 indfriede dette løfte, gav det Cameron sejren tilbage i 2005 på bekostning af den hårdnakkede EU-modstander David Davis.

Før valget i 2010, der gjorde Cameron til premierminister, lovede den konservative leder briterne at tage ’den nationale kontrol over al social- og arbejdsmarkedslovgivning’ tilbage til Storbritannien fra EU. Samtidig lavede han en massiv sanering af den kriseramte offentlige økonomi, alt imens han, hvad angik en række samfundsmæssige spørgsmål, var stærkt midtsøgende. Det drejede sig både om ligestilling af homoseksuelle, klima- og energipolitik, barselsorlov til mænd og et forsøg på at skabe en velfærdsrevolution gennem en massiv mobilisering af det britiske civilsamfunds mange frivillige organisationer. Det lykkedes på den måde Cameron at trække det konservative parti langt ind mod midten, og han kunne glæde sig over, at partiet fik stemmer fra mange vælgere, som ikke tidligere havde stemt konservativt.

I god tid før valget i 2015 kom så det udspil, der er baggrunden for den kommende folkeafstemning. I sin såkaldte Bloomberg-tale i London i januar 2013 afgav Cameron et løfte til den britiske befolkning om, at hvis de genvalgte ham, så ville de til gengæld få lov til at stemme om det britiske medlemskab af EU. Dermed lykkedes det Cameron at stoppe blødningen til UKIP, der ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 havde chokeret hele Storbritanniens politiske establishment ved at blive størst med næsten 27 pct. af stemmerne. Camerons komfortable valgsejr i 2015, som gav ham absolut flertal, var en stor overraskelse – ikke mindst for meningsmålingsinstitutterne.

Nyt EU efter afstemning

I Bloomberg-talen, der har navn efter nyhedsbureauet Bloombergs lokaler i London, hvor Cameron holdt talen, gjorde den britiske premierminister det klart, at han er tilhænger af, at Storbritannien forbliver i EU. Men han understregede samtidig, at Storbritannien efter hans opfattelse en gang for alle bør lægge afstand til den centrale formulering i Lissabontraktaten om, at EU-landene altid vil arbejde for ’en stadigt tættere union’.

Det vil Storbritannien ikke være med til, sagde Cameron og understregede, at han ønsker, at EU-samarbejdet skal være åbent og fleksibelt, men også at de lande i eksempelvis eurozonen, som ønsker et tættere samarbejde, skal kunne gøre det, så længe det ikke fører til diskrimination mod de lande, som vælger fortsat at stå uden for euroen.

Selv om Bloomberg-talen ligger over tre år tilbage i tiden, har Cameron haft stor succes med at forfølge og realisere den game plan, som talen dybest set er. Cameron fik i februar i år de andre EU-landes accept af, at man kan stå uden for ’den stadig tættere union’, og at Storbritannien kan lave særlige undtagelsesbestemmelser vedrørende sin sociallovgivning, således at EU-borgere, der arbejder i Storbritannien, fremover skal optjene retten til det beskæftigelsesfradrag, som lavtlønnede britiske statsborgere nyder godt af.

Cameron konstaterede samtidig med stor præcision, at befolkningerne i EU-landene er dybt desillusionerede, hvad angår det EU-samarbejde, som efter deres opfattelse er på vej i en retning, som de aldrig har skrevet under på.

”De vender sig mod indblandingen i vores nationale lov med det, de ser som unødvendig love og regler,” hed det dengang fra Cameron, som bebuder, at han i de følgende uger, måneder og år vil kæmpe for den ’fleksible, smidige og åbne’ Europæiske Union, der efter hans opfattelse bedst vil tjene den britiske nations interesser.

Opgøret

Uanset om briterne ender med at stemme sig ud eller at forblive i EU, markerer afstemningen og Storbritanniens opgør med ’den stadig tættere union’ en skelsættende fase i EU’s historie.

Hvis Brexit bliver en realitet, vil landet uden tvivl få omfattende associeringsaftaler som dem, eksempelvis Norge og Schweiz har i dag. Det vil begrænse Storbritanniens politiske indflydelse i EU, men det vil næppe begrænse britiske virksomheders muligheder for at holde i EU’s indre marked. Men også selv om Storbritanniens vælgere skulle træffe den beslutning at forblive i EU, hvilket selv nationalkonservative partier som Dansk Folkeparti og Finnernes Parti i Finland håber på, vil den britiske afstemning markere en ny fase i EU-samarbejdet.

Og uanset det britiske resultat vil Tyskland og Frankrig umiddelbart efter afstemningsdagen fremlægge planer for et væsentligt dybere og mere forpligtende samarbejde i eurozonen, hvilket ikke på nogen måde vil reducere det europapolitiske dilemma, som statsminister Lars Løkke Rasmussen står med.

Danmark er i penge- og handelspolitisk forstand langt tættere knyttet til Tyskland og Eurozonen, end Storbritannien er. Både statsministeren og udenrigsminister Kristian Jensen har brugt danske diplomaters formulering om, at Danmarks interesser er bedst tjent med, at Danmark er ’så tæt på hjertet i EU’ som muligt. Men uanset om David Cameron bliver en vinder eller en taber den 23. juni, står det allerede i dag klart, at denne europapolitiske linje ikke længere har den samme opbakning, som den havde før folketingsvalget i 2015. Spørgsmålet er med andre ord, om Lars Løkke Rasmussen vil være i stand til at skabe flertal for en ny dansk europapolitik i Folketinget – og dét vel at mærke en europapolitik, som både Dansk Folkeparti og de europabegejstrede Radikale og SF kan leve med. Og er det en europapolitik, hvor Danmark i princippet fortsat har som mål at blive medlem af eurozonen? Eller er det en politik, hvor Danmark lægger sig fast i EU’s ydre ring sammen med briterne og svenskerne?

Tilbage i Storbritannien står det klart, at kun et ja fra de britiske vælgere kan sikre David Camerons forbliven på posten som premierminister. Han har sat så megen politisk prestige ind på at overbevise de britiske vælgere om fordelene ved en fremtid i EU, at en afvisning vil indebære så markant et tillidstab hos vælgerne, at David Cameron må trække sig, selv om dette netop er, hvad han har afvist.