Kalenderen har skiftet til august, og en ny politisk sæson skydes i gang i denne uge med de første sommergruppemøder i partierne og de første forhandlinger hos statsminister Mette Frederiksen om pension og tilbagetrækningsalder med arbejdsmarkedets parter. Scenen er sat til et spændende politisk efterår, hvor det skal vise sig, hvad den nye regering og dens støttepartier kan præstere af ny retning for Danmark, når dagligdagen afløser valgkamp og det overordnede politiske forståelsespapir, der danner sikkerhedsnet under regeringen.

Sommeren har til gengæld været noget af det mest triste for politiske nørder. Nådesløs afvænningskur. Ingen vilde sommerballoner eller skarpe meningsudvekslinger af betydning. Ingen politiske styrkeprøver mellem den nye regering og den nye opposition. Det synes, som om både regeringen og oppositionen trak stikket og tog på sommerferie efter regeringsdannelsen. Tilbage efterlod de nogle stakkels få ordførere, der så fik til opgave at kommentere alt mellem himmel og jord. Morten Messerschmidt (DF) står til en flidspræmie i den disciplin.

Første prøve på egentlig materialisering af den nye aftale mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten med titlen ”Retfærdig retning for Danmark” bliver finanslovforslaget for 2020, der fremlægges om få uger, og forhandlingerne om kommunernes økonomi, som går i gang meget snart. Det bliver et knivskarpt politisk slagsmål om velfærdsløfterne fra valgkampen.

Forståelsespapiret mellem de fire partier fastlægger rammerne for en ny kurs for klimapolitikken, velfærdspolitikken, uligheden i Danmark, et opgør med centraliseringen, bedre integration og flere penge til uddannelsesområdet. Men hovsa? Der mangler da vist lige noget.

Hvordan kan en ny regering og dens støttepartier skrive 18 sider med ambitioner for fremtiden uden at nævne digitalisering og den teknologiske udvikling med et eneste ord? Hvad med dataetik? Hvad med udviklingen af og kontrollen med vores digitale infrastruktur? Med retten til egne persondata? Med udviklingen af kunstig intelligens og dansk erhvervslivs udviklingspotentiale med de nye teknologier? Hvad med skabelsen af de nye job, som skal erstatte de job, som robotterne overtager?

Ingen af ordene digital, digitalisering, robotter, teknologi, disruption eller lignende optræder i papiret. Hvordan kan omtalen af de helt fundamentale forandringer af det danske samfund, som alene kunstig intelligens betyder, få NUL omtale, selv om det ikke er et regeringsprogram?

I denne udgave af Mandag Morgen beskriver vi, hvordan Estland er blevet en digital stormagt på politisk vilje, innovation og respekt for den menneskeret, det er suverænt at have kontrol over egne data og indsigt i, hvad de bruges til og af hvem. Estlands flotte resultater er ikke uden svagheder, men der er en ambition om 1) at gøre livet lettere for borgerne 2) at give borgerne transparens i forhold til beskyttelsen af egne data og 3) at lette arbejdet for både virksomheder og offentlig sektor og 4) at gøre det muligt at bruge data på tværs af systemer i den offentlige sektor og mellem offentlig sektor, privatsektor, banksektor og så videre.

Vi har det med at prale af, at vi i Danmark ligger højt på både den ene og den anden internationale skala, når det handler om digitalisering, befolkningens digitale parathed samt den offentlige sektors digitalisering.  Den forrige regering nedsatte Disruptionsrådet og samlede samfundsaktører om at drøfte fremtidens digitale udvikling. I foråret enedes den daværende regering, KL og Danske Regioner om en såkaldt ”digitaliseringspagt”, der skal give det offentliges digitale services en ordentlig opdatering i de kommende år. Og det trænger de voldsomt til.

Hvor er lige den nye regering og dens støttepartier? Næst efter klimaet eller lige på siden af det, så kommer måden, hvorpå vi tackler den teknologiske udvikling som samfund, til at få den mest skelsættende betydning for os mennesker. Det havde været på tide at få en digitaliseringsminister, der centralt kunne lægge en kurs for et retfærdigt Danmark på den digitale front. Men i mangel af sådan en, så må man håbe, at statsminister Mette Frederiksen har en eller flere markante strategiske overvejelser om det med i sin åbningstale til oktober.