Olien og gassen i Nordsøen har i et par årtier givet en hjælpende hånd til den danske økonomi, og med indtægter på godt 20 mia. om året kan den i en rum tid endnu hjælpe budgetterne med at falde på plads. Men faktisk er der noget, der tyder på, at vi skal vænne os til, at olien er, hvis ikke ligefrem et problem, så i hvert fald en blandet fornøjelse.

Skal man tro OECD, tilhører fremtiden nemlig de lande, der ikke har nogen nævneværdige naturressourcer. En ny analyse offentliggjort i starten af marts tyder på, at der er en stærk modsatrettet forbindelse mellem de lande, der har mange ressourcer som olie, guld og mineraler, og så de lande, der klarer sig godt i de PISA-test, der måler, hvordan skolesystemet fungerer.

Og – påpeger OECDs vicedirektør og særlige rådgiver for uddannelse, Andreas Schleicher, i  analysen – resultaterne i test af landes skolevæsner giver en stærk forudsigelse af, hvilken grad af vækst og velstand disse lande kan forvente i de kommende årtier, underforstået at gode testresultater skaber vækst senere.

Statistikken fra PISA-undersøgelserne viser, at jo større en del af et lands BNP, der udgøres af indtægter fra naturressourcer, jo kraftigere tendens er der til, at samme lands elever klarer sig dårligt i PISA-test. Lande som Saudi-Arabien, Azerbaidjan og Oman er alle udstyret med righoldige olieressourcer, men det store overskud på handlen med olie omsættes ikke til et skolevæsen, der formår at lære eleverne synderlig meget af de ting, der testes for i PISA. Se figur.

I den anden ende af skalaen finder vi lande som Singapore, Korea og Finland. De har kun en meget ringe del af deres nationalindtægt fra naturressourcer – i nogle tilfælde nærmest intet – men lander til gengæld helt i top i PISA-statistikken.

OECDs toprådgiver vover pelsen og præsenterer en teori om, hvorfor store indtægter fra naturressourcer tilsyneladende ikke bruges til at skabe gode uddannelser: Uddannelse giver mere status i de lande, hvor det er den eneste reelle vej til mere velstand. Når du er tvunget til at blive dygtig til noget, sætter du med andre ord mere pris på en god lærer og den uddannelse, denne kan give dig.

Uddannelse er den sande valuta

Teorien er ikke ny, men statistikken bag den er. Andre har peget på den såkaldte ressource-forbandelse som en forklaring på, at f.eks. olierige arabiske lande ikke har formået at skabe udvikling og vækst i andre dele af samfundet end olieindustrien. Argumentet er, at de store olierigdomme skaber stor købekraft, der gør importvarer billige og dermed står i vejen for opbygningen af en hjemlig industri. Og når staten ikke behøver at kradse så meget ind i skat fra borgerne, kan de styre landet uden særlig fokus på at investere i fremtidens konkurrenceevne, lyder argumentet. Modsat er lande uden særlige naturressourcer, som f.or eksempel Singapore åbenlyst nødt til at gøre noget ved uddannelse, for de har ikke andet at leve af. Statistikken fra PISA-undersøgelserne tyder nu på, at der er noget om snakken.

Tre lande står dog ud i statistikken. Norge. Canada og Australien er eksempler på lande, der alle har godt med naturressourcer, og som faktisk klarer sig ret pænt i PISA-undersøgelserne. Det er, noterer OECD, fordi de lande ikke har kastet sig ud i at bruge pengene fra deres naturressourcer nu og her, men har fastholdt at udvikle og investere i en videnbaseret økonomi.

OECDs rådgiver slutter med en opfordring til verdens rige lande til ikke at spare på uddannelse, selv om den økonomiske krise kradser.

“Viden og færdigheder er den globale valuta i det 21. århundredes økonomi. Men der er ingen centralbank, der udskriver denne valuta, du kan ikke arve den, og du kan ikke producere den gennem spekulation. Du kan kun udvikle den gennem vedvarende indsats og investering af mennesker og for mennesker”.

Kilde: OECD – Knowledge and skills are infinite – oil is not.