Så kom den: Regeringens 2025-plan, eller som den hedder officielt ”Helhedsplan for et stærkere Danmark”. Den er mange steder beskrevet som gigantisk. Og det er den også, i forhold til hvad vi er vant til at se i dansk politik. Regeringen betegner den selv ydmygt som at ”justere kursen med rettidig omhu”. Og det er nok den rigtige betegnelse, taget i betragtning hvad planen samlet set har af ambitionsniveau.

Det kedelige er, at de politiske udfordringer med planen åbenbart er så store, at selv en lille flig af udspillet – lettelser i topskatten – truer med at vælte regeringen. Hvis så lidt kan udløse så stort et politisk kaos, rejser det i sig selv spørgsmålet, om de folkevalgte overhovedet mestrer det politiske lederskab, der skal til for at fremtidssikre Danmark og sætte os i stand til at modstå de næste ti års globale udfordringer.

Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussens helhedsplan lykkes, så kandiderer han efter normal, dansk politisk målestok til en plads i historiebøgerne. Taget hver for sig er mange dele af helhedsplanen udtryk for et mere end almindeligt stort politisk mod, mandshjerte og statsmandskab. Problemet er, at der skal mere til.

Spørgsmålet er, om planen med dens mange ”justeringer” kommer til at efterlade et stærkere Danmark i 2025 med højere vækst, bedre velfærd og mere rigdom? I forsøget på at finde svaret har Mandag Morgen i dette nummer kritisk vurderet hovedpunkterne i helhedsplanen. Konklusionen er, at de alle er behæftet med større eller mindre usikkerheder og bekræfter regeringens egen karakteristik af tiltagene som ”justeringer”.

Der findes næppe én økonom i landet, der vil sige, at det ikke er en fantastisk god idé at flytte beskatning fra arbejde til boliger i en globaliseret verden. En bydende nødvendig reformproces, som Løkke med udfasningen af rentefradraget og sløjfningen af skattestoppet fra 2021 fortjener al tænkelig ros for at tage hul på. Tilsvarende roser kan tildeles statsministerens vilje til at tage hånd om bl.a. den finanspolitiske hængekøje, fremtidssikringen af det danske pensionssystem, vækstpakken m.v.

Men vi er nødt til også at pege på nogle af problemerne ved planen. Bortset fra fem linjer i indledningen, forholder den sig ikke seriøst til de forandringer, der komme væltende ind udefra og kan ændre alle forudsætninger for alle planer. Den form for navleskuende, national strategi ville ikke have mange chancer i nogen international virksomhed, der skal forsøge at navigere i et stadig mere foranderligt globalt farvand.

Her savner vi et forsøg på at indkredse mere præcist, hvilke globale udfordringer Danmark skal ruste sig til og hvordan. Det kan enten skyldes, man ikke tror på, at de får nogen indflydelse, at der allerede er taget højde for dem, at ministerierne ikke har kompetencerne til at identificere og prioritere dem, eller at de økonomiske modeller ikke kan beregne dem. Måske en kombination af alle forhold.

Her forekommer det især mærkværdigt og uforståeligt, at helhedsplanen intet sted forholder sig til klimaforandringerne og behovet for at omstille Danmark til helt nye økonomiske vilkår og investeringskrav. Det er uforståeligt af flere grunde: For det første fordi det forekommer indlysende, at klimaforandringerne vil accelerere det kommende tiår og stille nye krav til både infrastruktur, energiinvesteringer etc.

For det andet, at det netop er i det tiår, at Danmark på linje med andre lande har forpligtet sig til at opfylde FN’s 17 bæredygtighedsmål. Planen indeholder intet om, hvordan vi har tænkt os at opfylde de målsætninger.

For det tredje fordi netop omstillingen til en ny bæredygtig økonomi og udviklingen af grønne løsninger hidtil har placeret Danmark i en international førerposition og kunne have skabt en spændende vækstplatform for Danmark.

Ud over klimaforandringerne kunne nævnes de omvæltninger, som den digitale udvikling medfører, og som i sig selv kan udfordre arbejdsmarkedet og vores forståelse af fuld beskæftigelse. Men sammenfattende mangler planen en langt mere seriøs tilgang til forhold af den karakter, som inden for de sidste tiår har ændret en række basale betingelser for, hvilken politik vi skal føre, og hvordan vi skal prioritere vores ressourcer.

Poul Hartlings smalle Venstre-regering ville i sin tid sætte gang i dansk økonomi med en helhedsplan og store skattelettelser. Planen strandede, udløste valg og blev begyndelsen på syv års uafbrudt socialdemokratisk styre under Anker Jørgensen. Igen vil en smal Venstre-regering med en storstilet helhedsplan sparke væksten i gang med historisk store skattelettelser. Igen kan udfaldet af efterårets forhandlinger blive et valg og måske et regeringsskifte fra blåt til rødt.

For oppositionen – og særligt Socialdemokraterne – er planen umådeligt svær at komme igen på, fordi SR-regeringen selv forringede SU’en og lempede topskatten. Og risikoen for, at de Radikale går med – og dermed de facto gør reformerne irreversible ved et evt. regeringsskifte – er stor, for så vidt at en række af planens forslag synes taget ud af de Radikales partiprogram.

Løkke har lagt sin fulde politiske kapital i planen. Rent politisk har helhedsplanen en mere klar, ideologisk og borgerlig-liberal profil end set i mange år. Taktisk og strategisk er planen en Løkke Classic. Når tingene strammer til, hæver han indsatsen for alle involverede. Lykkes planen, lykkes Løkke som en meget markant, borgerlig statsmand og statsminister. Men dansk politik har brug for mere end justeringer med de internationale udfordringer, vi står med.

LÆS OGSÅ: 10 udfordringer for Løkkes masterplan