Der kan siges meget om Helle Thorning-Schmidts første 17 måneder som statsminister. Men én ting kan man ikke tage fra hende:

Hun er kolossalt modig.

Der er stort set ikke en gruppe af kernevælgere, som hun ikke har været i konflikt med i forbindelse med regeringens forsøg på at rette op på dansk økonomi og skabe nye job.

[quote align="right" author=""]På hendes venneliste optræder efterhånden kun erhvervsorganisationerne DI og Dansk Erhverv samt en stor gruppe af landets mest fremtrædende økonomer.[/quote]

På hendes ”venneliste” optræder efterhånden kun erhvervsorganisationerne DI og Dansk Erhverv samt en stor gruppe af landets mest fremtrædende økonomer, hvilket må siges at være temmelig usædvanligt for en socialdemokratisk statsminister.

I sidste uge blev der føjet endnu flere grupper på den lange liste af kernevælgere, som føler sig som ofre for regeringens beslutninger.

De studerende er rasende over regeringens forslag om at skære i SU’en, der først og fremmest har til formål at få dem hurtigere gennem uddannelsessystemet. De betegner udspillet som et frontalangreb på deres levegrundlag og har svært ved at forstå, hvorfor de skal bidrage til at forkæle erhvervslivet med nye skatte- og afgiftslettelser. Og ikke uden grund anklager de en række fremtrædende ministre – uddannelsesminister Morten Østergaard, undervisningsminister Christine Antorini samt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager – for at være på vild flugt fra deres tidligere løfter.

Nye fjender på listen

Det kan godt være, at Helle Thorning har ret i, at Danmark efter en reform, som der synes at være bred politisk opbakning til, forsat vil have verdens mest generøse studiestøtte. Men det vil ikke være budskabet fra de mange studerende, som på torsdag vil møde op til den store planlagte demonstration i København.

Morten Østergaard har allerede fået en forsmag på, hvad der venter ham og den øvrige del af regeringen, da han i sidste uge blev mødt af en skov af sure, buh-råbende og konfetti-kastende studerende under sine besøg på universiteterne i Aarhus og København.

En anden stor gruppe af Helle Thornings kernevælgere, som i den kommende tid vil blive ramt af regeringens nærmest maniske reformiver, er de svageste ledige på kontanthjælp. En kommende reform vil afskaffe de såkaldte matchgrupper, så folk med f.eks. stofmisbrug, psykiske problemer og andre sociale udfordringer bliver omfattet af ”aktiv indsats” i forsøg på at sluse dem tilbage på arbejdsmarkedet.

Det kan godt være, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har mange gode argumenter – både menneskelige og samfundsøkonomiske – for at tage fat i denne store gruppe i forbindelse med kontanthjælpsreformen. Men for mange af de over 140.000 mennesker, som det berører, vil reformen med garanti blive opfattet som en drastisk forringelse af deres dagligdag.

Alt tyder tilmed på, at der snart vil blive tilføjet nye grupper på ”fjendelisten”. Det gælder f.eks. folkeskolelærerne. Deres arbejdsgivere i KL vil have dem til at bruge mere tid sammen med eleverne, og skulle de forhandlinger bryde sammen, har regeringen klart signaleret, hvor dens sympati ligger. Og det er ikke hos lærerne.

Skulle lærerforeningens forhandlere være i tvivl, kan de blot se på forløbet af overenskomstforhandlingerne på statens område, hvor finansminister Bjarne Corydon med samme udgangspunkt fik vredet armen rundt på gymnasielærerne.

Gået til stålet

I forvejen er Helle Thorning-Schmidt gået til stålet på mange andre områder, som har generet store dele af hendes vælgerkorps.

Hun har reelt afskaffet førtidspensionen for alle under 30 år. Hun har taget skraldet for VK-regeringens dagpengereform og afvist enhver tanke om at øge dagpengeperioden igen trods måneders kritisk mediedækning. Ligeledes har hun – som annonceret før valget – måttet eksekvere den forrige regerings efterlønsreform, fordi der ikke blev flertal for at fjerne den.

Hun har nappet en del af folkepensionen, så grundbeløbet ikke længere stiger i samme takt som tidligere – skønt antallet af pensionister og dermed potentielle vælgere stiger betydeligt de kommende år. Andre overførselsindkomster som dagpenge, kontanthjælp og førtidspension kommer fremover heller ikke til at stige i takt med den almindelige lønudvikling.

Hun aflyste trepartsforhandlingerne, som især LO-fagbevægelsen forventede kunne blive den eftertragtede adgangsbillet til øget indflydelse. Ligeledes blev fagbevægelsen holdt helt ude af forhandlingerne om de 12.500 såkaldte akutjob.

Hun har lagt landets borgmestre i økonomiske jernlænker med sin budgetlov og har dikteret en vækst i velfærdsudgifterne de kommende år, som ligger betydeligt under det, som hun lovede i valgkampen. Den udbredte sanktionspanik betyder tilmed, at politikerne i kommuner og regioner formentlig har brugt omkring 19 milliarder kr. mindre i 2011 og 2012, end de havde fået lov til af regeringen.

Det rammer ikke blot de over 800.000 offentligt ansatte, men også de endnu flere brugere af de mange varer på velfærdssamfundets hylder – lige fra børnefamilier til ældre, der har behov for hjemmehjælp.

Dertil kommer, at den kommende refusionsreform også er gjort af et stof, som med garanti vil føre til ballade blandt borgmestrene, da de, som vinder på reformen, føler de har fået for lidt, og de, som taber, pr. definition er sure over at skulle af med flere penge.

Det spildte årti

Helle Thornings modige reformtornado står i skærende kontrast til ”de fede tider” op gennem 00’erne, hvor Anders Fogh Rasmussen og til dels også Lars Løkke Rasmussen strøg næsten alle med hårene.

De mange vidtgående forslag fra både Velfærdskommissionen i 2005 og Arbejdsmarkedskommissionen i 2009, der skulle få bugt med fremtidens økonomiske og demografiske udfordringer, blev stort set alle sammen hældt ned ad brættet samme dag, som de blev offentliggjort. Og hver gang VK-regeringen havde besluttet at bruge 1 kr. ekstra til offentligt forbrug, brugte kommunerne reelt 2 kr. Talrige opfordringer fra økonomiske eksperter om at ophæve skattestoppet blev også overhørt.

Først i slutningen af sin regeringsperiode tog Lars Løkke Rasmussen fat på de benhårde reformer – såsom efterlønsreformen og dagpengereformen – der gjorde ondt på mange vælgere.

VK-regeringens passivitet sættes yderligere i relief af, at det er ulige lettere at gennemføre stramningen af f.eks. dagpenge og kontanthjælp i de gode økonomiske tider, hvor knap så mange bliver berørt, og hvor arbejdsgiverne er mere ivrige for at ansætte folk, der ikke er topkvalificerede.

Derfor bevæger regeringen sig ud i et meget følsomt politisk minefelt, når den om kort tid spiller ud med sit nye forslag til en reform af kontanthjælpssystemet, der formentlig også kommer til at omfatte forskellige ydelsesniveauer.

Bare siden krisen brød ud i 2008, er antallet af kontanthjælpsmodtagere vokset med godt 51.000 fuldtidspersoner, så der i dag er ca. 142.000 fuldtidspersoner på kontanthjælp, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Helle Thorning har dermed gode muligheder for at skabe sig endnu flere fjender end det antal, som Fogh risikerede at få, hvis han var gået til stålet i sin tid som statsminister.

Venner og fjender

I forhold til vælgerflugten er Helle Thornings problem naturligvis, at mange af de store og nødvendige reformer ikke just harmonerer med hendes valgløfter om bedre velfærd frem for skattelettelser. Og i forhold til den populære landsfader Fogh, har hun tilsyneladende slet ikke nogen fornemmelse for, at man i høj grad kan anvende sine fjendebilleder til at skabe sig flere venner.

Det spil magtede Anders Fogh Rasmussen til perfektion. Han brugte bl.a. smagsdommere, rundkredspædagoger og ”får og bukke” til at male forskellene op på lærredet. Han gjorde det nærmest til en dyd ikke at få for mange officielle roser fra de store arbejdsgiverorganisationer, da det kunne give et indtryk af, at han var for meget på deres side, og derfor kunne skræmme midtervælgerne bort.

Den slags snedige overvejelser har Helle Thorning tilsyneladende ingen fornemmelse for.
Mens de studerende landet over hakker løs på regeringen over SU-reformen, høster Thorning stor anerkendelse fra arbejdsgiverne for sine planer om en ny, stor konkurrenceevnepakke.

Mens vælgerne i stigende grad vender hendes regering ryggen, bliver hun rost af økonomerne for at føre en ansvarlig økonomisk politik. Ni ud af ti økonomer vurderer, at regeringen enten er lige så økonomisk ansvarlig eller mere ansvarlig end den tidligere VK-regering, fremgik det af Ritzaus rundspørge blandt 36 af landets fremtrædende økonomer. Kun en enkelt mente det modsatte.

Samtidig har Lars Løkke Rasmussen haft stort held til at plante en række nålestik i den danske politiske debat, hvilke kan tære på vælgernes tillid til Helle Thorning-Schmidt som landets regeringschef.

Hans forslag om en ”timeout” for at undersøge, hvordan dansk erhvervsliv kan blive en del af det grønlandske råstofeventyr, skabte stor opmærksomhed i medierne, på trods af at strategien på det område blev formet i VK-regeringens tid. Således eksploderede antallet af efterforskningstilladelser op gennem 00’erne. Hvor der i 2003 var givet efterforskningslicenser til et samlet areal på 5.000 kvadratkilometer, var dette område på blot fem år vokset til 25.000 kvadratkilometer.

Da Helle Thorning holdt møde med 19 tillidsfolk fra hele landet i Statsministeriet i sidste uge for at få deres input til den kommende vækstpakke, stjal Lars Løkke Rasmussen atter rampelyset og bragte Thorning i defensiven. Efter en frokost hos LO’s formand, Harald Børsting, slog han til lyd for at frede erhvervslivet for nye skatter og afgifter i resten af valgperioden, på trods af at Løkke og Fogh i deres tid som statsministre selv indførte 231 forskellige skatte- og afgiftsforhøjelser, der berører erhvervslivet.

[quote align="left" author=""]Hendes eneste håb i forhold til et kommende valg er formentlig, at hendes standhaftige reformkurs på et tidspunkt begynder at kunne mærkes på beskæftigelsen, og at de internationale konjunkturer vender.[/quote]

En omvendt Fogh

Foreløbig har Helle Thorning ikke rystet på hånden på trods af sin nærmest kamikazeagtige reformiver. På japansk betyder kamikaze den guddommelige vind og hentyder til den storm, der i det 13. århundrede reddede Japan fra en invasion fra den mongolske flåde, men under Anden Verdenskrig blev ordet knyttet til selvmordspiloterne, hvis mission var at forhindre det forestående militære nederlag for nationen. Foreløbig må man konstatere, at Helle Thorning ikke har oplevet en guddommelig medvind i meningsmålingerne.

Hendes eneste håb i forhold til et kommende valg er formentlig, at hendes standhaftige reformkurs på et tidspunkt begynder at kunne mærkes på beskæftigelsen, og at de internationale konjunkturer vender. Lav arbejdsløshed er nøgleopgaven for enhver socialdemokratisk regering, og det vil givetvis også være det ultimative parameter, hun vil blive målt på ved næste valg.

Lykkes det hende at skabe nye job og vækst, vil hun få tilgivelse fra mange vælgere for de ofre, de er blevet påført, siden hun overtog regeringsmagten.

Indtil videre har hun ikke haft held til at kickstarte økonomien og skabe de mange tusinde job, som hun har stillet vælgerne i udsigt. At dømme ud fra de nuværende skøn og konjunkturer, bliver det også mere end svært – i hvert fald i 2013. Beskæftigelsen er faldet med hele 22.000 personer i det forløbne år. Og intet tyder på, at det bliver i år, at regeringen får medvind fra et internationalt økonomisk opsving.

Regeringen forventer en ledighed ved årets udgang på 158.000 personer. Holder den prognose, vil hun i givet fald have forkortet arbejdsløshedskøen med ca. 3.000 personer, siden hun overtog regeringsmagten. Det er næppe nok til at blive udnævnt til kurveknækker eller få medvind i meningsmålingerne.

Helle Thorning kan derfor ende som en omvendt Fogh: Hvor hans popularitet steg i takt med ikke at gennemføre omfattende reformer, falder Helle Thornings, i takt med at hun gør det.