Sygehusreform Flere enestuer, færre senge, hurtigere behandling Portræt af fremtidens sygehusvæsen Flere enestuer og patienthoteller, færre sengepladser og sygehusmatrikler, langt større brug af ambulant behandling og sammedagskirurgi. Det er nogle af elementerne i fremtidens sygehusvæsen. Ugebrevet har fået aktindsigt i det screeningmateriale, som regionerne netop har afleveret til regeringens ekspertpanel, og kan dermed tegne konturerne af de kommende års gigantiske modernisering af sygehusvæsnet. Set under ét er der tale om danmarkshistoriens største byggeri, og samtidig bliver det regionernes svendeprøve. Lykkes det at holde snor i det gigantiske omstillingsprojekt, kan det blive regionernes finest hour. Hvis projektet løber af sporet, kan det blive dødskysset til regionerne.