Når man tager et blik på overskrifterne på regeringens tretrinsudspil med skattereform, vækstpakke og finanslov i sidste uge, så fristes man til at tænke på en tidligere konservativ statsminister, Poul Schlüter, som vi netop i disse uger har lejlighed til et glædeligt gensyn med i tv-serien om de danske statsministre. Han lancerede i 1980’erne sætningen ”Det går ufatteligt godt”, på et tidspunkt hvor genopretningspolitikken nok var ved lige at begynde at virke, men Schlüter fik også skylden eller æren for rent faktisk at tale opsvinget i gang med sin smittende optimisme og sine retoriske oneliners velegnet til moderne kommunikation. Og rigtigt mange husker så nok også, at en overophedning af økonomien oven på optimismen derefter udløste den barske kartoffelkur i 1986.

Den nuværende finansminister, Kristian Jensen (V), nøjedes i forbindelse med finanslovforslagets fremlæggelse i torsdags at sige, at ”det går godt” med dansk økonomi. Men overskrifterne på regeringens augustpakke har en tydelig klang af valgplakater over sig: ”Det skal være lettere at være dansker”. ”Det skal kunne betale sig at arbejde”. ”Det skal kunne betale sig at spare op til pensionen”. ”Et trygt og sammenhængende Danmark”. ”En rig og beskyttet natur” – og der er mere at hente af den slags sætninger med indbygget politisk varmeblæser.

Regeringens augustpakke afspejler meget klart, hvad det er for nogle politiske prioriteringer, de tre regeringspartier har og har kunnet blive enige om. Og det er jo fuldstændig fair, og som det skal være. Modtagelsen af augustpakken viser lige så klart, at regeringen har et smalt mandatgrundlag, og at pakken vil komme til at se helt anderledes ud, når Dansk Folkeparti har haft fingrene i den i de kommende måneder. Det er Thulesen Dahls enestående chance for at vinde noget af det tabte vælgerterræn tilbage, at han får sat nogle solide velfærdsaftryk på finansloven og får givet trygheds- og sikkerhedsdelen af pakken til forsvaret, politiet og kriminalforsorgen en ekstra omgang lak.

Problemet med regeringens augustpakke er en lang række usikkerhedsfaktorer, uklarheder i tallene og manglende politisk ærlighed. Hvorfor ikke sige lige ud, at et skatteudspil udformet på den beskrevne måde på grund af progressionen i beskatningen øger uligheden, så direktøren får mere ud af lettelserne end HK’eren? Og hvorfor ikke sige lige ud, at der i pakken ikke er en reel velfærdsvækst overhovedet, fordi det man kalder generationstrækket med stigningen i antallet af ældre mere end opbruger den stigning i de offentlige udgifter, som regeringen lægger op til.

Det med uligheden har økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) faktisk som den eneste haft modet til at sige klart og tydeligt, mens både finansministeren og erhvervsministeren har danset lidt rundt om det og kastet alle mulige beregninger på bordet, der skulle vise, hvorfor HK’eren og LO-arbejderen burde falde bagover af begejstring for det her. Problemet er bare, at det ikke er skattelettelser, men derimod mere velfærd, som folk efterspørger i LO-familien som den er flest.

At Simon Emil Ammitzbøll så senere rodede sig ud i, at hans gamle mor, der som pensionist til gengæld ingen fornøjelse af skattelettelserne får, jo kunne købe sig en ny bil meget billigere end før var måske mindre elegant. Lige som erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) sørgede for regeringens største retoriske selvmål ved denne udtalelse: ”Hvis man f.eks. vil købe en lækker Lamborghini, så må man godt gøre det, fordi det er ens egne penge”. Og så fik Socialdemokratiets og fagbevægelsens øgenavn til augustpakken – Lamborghini-reformen – ben at gå på.

Politisk ærlighed er der også brug for, når det gælder det såkaldte økonomiske råderum frem til 2025 og den økonomiske sammenhæng i regeringens tre-i-en-pakke. Hvor mange penge er der egentlig i råderummet, og hvor meget af det kan egentlig bruges på forskud? Der mangler fuldstændig afklaring af, hvor regeringen vil finde godt fem milliarder kr. på overførselsindkomsterne. Der er tilsyneladende en række regeringsforslag og reformer, der skal lægges på bordet bag lukkede døre, som befolkningen i første omgang ikke kan få besked om.

Der er uklarhed om den mere langsigtede finansiering ud over 2018 af et nyt forsvarsforlig. Og der er uklarhed om, hvordan regeringens beskæftigelsesmål på 55.000-60.000 nye jobs rent faktisk skal nås. På erhvervsområdet savnes en sammenhæng mellem de flotte ord om, at digitaliseringen skal have topprioritet og den kendsgerning, at kun tre af vækstpakkens 22 nye initiativer understøtter mulighederne for at udnytte ny teknologi og afprøve nye forretningsmodeller.

Den politiske debat om augustpakken bør ikke forenkles til at være et valg mellem skattelettelser og mere velfærd. Den burde være en ærlig diskussion om, hvad det er for et Danmark, vi gerne vil have i 2025, på velfærdsområdet, på erhvervsområdet og den grønne omstilling. Og hvad vi helt ærligt har råd til. Bolden er givet op til et politisk efterår, der i høj grad rykker ind bag de lukkede døre i Finansministeriet, og hvor store og små deldramaer efter sædvanligt Christiansborgsk mønster vil udspille sig i de kommende uger og måneder. Og først når den proces er slut, kan regnebrættet gøres op, og vi får at se, hvad det er for et Danmark, vi kigger ind i de kommende år.