Historisk nedtur med lyse udsigter
Symptomatisk for Danmarks store vækstproblemer og vanskeligheder ved at slippe fri af den internationale krise, landede Danmarks absolut største virksomhed i sidste uge sit hidtil dårligste regnskab.
Danmarks industrielle flagskib, A.P. Møller–Mærsk-koncernen, måtte for første gang i sin 100-årige historie bide i græsset og rapportere om røde tal på bundlinjen. Hele 5,5 milliarder kr. gik selskabet i rødt ud af en omsætning, der i kriseåret 2009 blev barberet ned med over 50 milliarder kr. til 260 milliarder.
Mærsk i knibe
Figur 1 | Forstør
A.P. Møller-Mærsks resultater gennem 40 år, mia. kr.
Danmarks industrielle flagskib A.P. Møller-Mærsk landede sidste uge et historisk dårligt regnskab.
Kilde: Reuters Ecowin.
Mærsks voldsomme deroute er en direkte effekt af den globale krise, der har skåret 13 pct. af det internationale marked for containerfragt og sendt oliepriserne i bund. Det fik Mærsks største og i forvejen hårdtprøvede forretningsområde, containerrederiet Maersk Line, til at styrtbløde.
Samtidig bevirkede de lave oliepriser, at Mærsks Olie og Gas trods en produktion på 2008-niveau næsten halverede sit overskud.
De voldsomme tal til trods er selskabet dog sluppet billigt. Faktisk er det lykkedes Mærsk at forbedre sin konkurrenceevne og markedsandel i forhold til andre aktører i den kriseramte fragtbranche.
Inden for forretningsområderne detailhandel og terminaler er det trods krisen lykkedes at forbedre sidste års overskud. Og faktisk ser topchef Nils Smedegaard Andersen lyst på fremtiden. “Vi står tilbage med en virksomhed, hvor vi internt gør tingene bedre end før,” erklærede Smedegaard Andersen i fredags. Årsagen til de positive toner er, at Mærsk har brugt kriseårene til en omfattende omstilling og effektivisering. Mærsk har i 2009 barberet ikke mindre end 10 milliarder kr. af sine omkostninger i 2009.
Samtidigt har selskabet skiftet ud på både ledelses- og bestyrelsesposter, så koncernen møder fremtiden med en både mere international og mere kompetent profil inden for olie- og energiområdet, der skal gøres til koncernens fremtidige vækstmotor.





