Udgifterne til efterløn og overgangsydelse er nu for første gang større end udgifterne til dagpenge. Det viser nye tal fra Økonomiministeriet. I år vil efterløn m.v.. koste 20 milliarder kr., mens dagpengene koster 19,8 milliarder. Det historiske skift får den tidligere socialdemokratiske socialminister Bent Rold Andersen til at advare politikerne. “Efterlønsordningen bør afskaffes,” siger han og tilføjer, at efterlønnen fra starten var forkert tænkt. “Nu smækker det tilbage i hovedet på os”. Rold Andersen frygter, at samfundsøkonomien kører af sporet, hvis politikerne ikke snart griber ind. Udviklingen skyldes ikke kun faldende dagpengeudgifter, men også stærkt stigende udgifter til efterløn. På baggrund af de historiske tal er det bemærkelsesværdigt, at regeringen i årevis nærmest har fredet efterlønnen, mens den har gennemført gentagne stramninger i dagpengesystemet.