Kommentar af 
John Wagner

Hjælp nu regeringen med at begrænse grådighed og ulighed i stedet for at stritte imod

KOMMENTAR: Harmonien i vores velfærdssamfund og den politiske stabilitet er truet af ulighedsskabende svindel og grådighed. Det er en dagsorden, som regeringen vil rykke på. Hvis Venstre og Konservative vil tages seriøst, bør de gøre det samme.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af John Wagner
Adm. direktør for De Samvirkende Købmænd, tidl. politisk kommentator på Berlingske og generalsekretær for Konservative.

Glem alt om lavere topskat og registreringsafgift på dieselbiler, flere privatiseringer, yderligere nedskæring af DR, nye hypermarkeder, afskaffelse af helligdagslovgivning, lagkager i Integrationsministeriet, og hvad der ellers kunne være lagt op til i en blå åbningstale og finanslov.

Med en ny regering følger en ny dagsorden og dermed en række tiltag, som VLAK-regeringen forsømte og derfor tabte junivalget: en mere offensiv klima- og miljøpolitik, en mere humanistisk tone i udlændingedebatten og et opgør med ulighedsskabende svindel og grådighed i dele af erhvervslivet.

Hvis borgerlige partiledere og løjtnanter vil tilbage til regeringsbænkene, bør de tale mere om disse politiske udfordringer og mindre om lederskab. Jo mere de taler om fortidens synder og uafklarede ledelsesforhold og – ikke mindst – kritiserer hinanden, desto længere går der, før de vinder magten tilbage. Hvis det overhovedet er realistisk mange år frem? Venstre (og ikke bare den nu tidligere statsminister) og Konservative bør erkende, at vejen til indflydelse går hen over midten og ikke gennem gold blokpolitik.

Alternativet er, at den socialdemokratiske regering tvinges i armene på Enhedslisten, og hvad deraf følger.

Beskæmmende reaktioner fra V og K

Derfor er det beskæmmende at se VK-politikere fra første færd, per refleks tyder det på, meget voldsomt lægge afstand til stort set alle de i øvrigt sparsomme meldinger, som er kommet fra den nye regering. Eksempelvis: Ja til et beskedent antal kvoteflygtninge, undskyldningen til Godhavn-drengene, indgreb mod internationale bolighajer.

Lad os nu for søren høre Mette Frederiksens åbningstale til Folketinget den første tirsdag i oktober, se lovkatalog og finanslovsforslag, inden vi dømmer og taler os bort fra mulighederne for et bredt samarbejde – i hvert fald på en række områder.

Tag for eksempel, apropos det tidligere nævnte ”opgør med ulighedsskabende svindel og grådighed i dele af erhvervslivet”, de tiltag, som regeringen helt sikkert kommer med for at forebygge, opklare og sanktionere ulovligheder. Men ikke nok med det: Regeringen påtænker formentlig en vis offentlig repræsentation i dele af erhvervslivets bestyrelser og grænser for aflønning af topledelse. Symbolpolitik? Jaa, tjaa, bum, bum, bum. Løn som fortjent? Ja.

Advarsler mod grådighed og ulighed

Min sommerlæsning var blandt andet Thomas Larsens ’Mette Frederiksen – Et politisk portræt’ og Kirsten Jacobsens ’Befrielsens øjeblik – Samtaler med Lars Løkke Rasmussen’, som begge kan anbefales, hvis man søger dybere forklaringer på dansk politiks to hovedpersoners politiske adfærd. De er uenige om meget, men måske i virkeligheden enige om mere – og det sidste gælder i hvert fald holdningen til eksorbitante lønninger, gyldne håndtryk og særlige bonusordninger til erhvervslivets topledere:

Mette Frederiksen: ”I dele af erhvervslivet er der kommet en uforståelig grådighed. Vi taler om summer, som de chefer aldrig vil kunne nå at bruge. Den slags er udtryk for en mangel på respekt for det skabende lag i virksomhederne. I mine øjne er det også udansk. Jeg besøgte engang Linak, som er en stærk dansk virksomhed i Sønderjylland. Uden at fornærme ejeren kan jeg godt sige, at man ikke kunne se på ham, at han ejede virksomheden. Han var præget af ansvarlighed og ydmyghed over for opgaven. Men så ser man andre ledere, der hiver lønninger og bonusser hjem, som på ingen måde klæder dem og deres virksomheder. Det er skadeligt.”

Lars Løkke Rasmussen: ”Jeg er ikke ’ven’ med ham, der tjener 50 millioner kroner om året. Han rager mig en høstblomst, men hans løn kaster lange skygger ind over solidariteten i vores skattesystem, og det er fuldstændig skævt. Når vi med vores skatteudspil har tænkt, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde end at være på offentlig forsørgelse, har vi ikke tænkt, at det bedre skal kunne betale sig at være bryggeridirektør. Det kan vist fint betale sig, helt uden vores indblanding.”

Også de mangeårige ”chefideologer” i Venstre og Konservative, Bertel Haarder og Per Stig Møller, har gennem længere tid advaret mod den grådighed og på områder stigende ulighed, som truer harmonien i vores velfærdssamfund og den politiske stabilitet.

Her er altså en udfordring og en opgave, som partierne over midten burde have en fælles interesse i at håndtere hurtigt og bredt, hvad enten det handler om måske mere symbolske, præventive tiltag som offentlig repræsentation i bankbestyrelser og grænser for aflønning eller mere håndfast: et skattesystem, som er både dynamisk og retfærdigt, forståeligt og vandtæt. 

Ordentlighed og ansvarlighed

Min sommerlæsning inkluderede også den tidligere konservative partileder, økonomi- og erhvervsminister og medlem af Europa-Parlamentet Bendt Bendtsens erindringer ’Fra bondedreng til vicestatsminister’. Og heri adresserer han også den problemstilling. Han roser EU-kommissær Margrethe Vestager for hendes virke og skriver så:

”Der er udstukket bøder for masser af milliarder, hvilket blot understreger, at moral og ordentlighed blandt mange virksomheder er eroderet gennem de seneste år. Det er ikke kun uden for Danmarks grænser, dette er sket. Alle kender efterhånden de erhvervsskandaler herhjemme, hvor grådigheden blot er steget og steget. Sagerne understreger for mig endnu en gang, at det, at EU intet har at skulle have sagt på skattepolitikken, er problematisk. Det er op til det enkelte land at bestemme sin egen skattepolitik. Det er skidt, for de store snyder de små. Store virksomheder bruger formuleringen ’skatteoptimering’ – jeg vil kalde det det, som det er: skattesnyd. Vi har behov for, at der strammes gevaldigt op, og erhvervslivet må tilbage til gamle dyder som ordentlighed og ansvarlighed. Det er nok ikke muligt i øjeblikket, men så må vi til at regulere.”

Skriver altså Bendt Bendtsen – og med udtalelserne fra Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haarder og Per Stig Møller in mente burde der ikke være tvivl om, at politiske initiativer på dette felt, erhvervs- og skattepolitikken, bør komme fra og forliges hen over midten af den socialdemokratiske regering, Radikale, Venstre og Konservative.

At der ikke kunne etableres en bred regering, det er en kendsgerning. Desværre. Mette Frederiksen har formentlig fire, måske otte eller flere år foran sig som statsminister. Dem kan hun tvinges til at udfylde med politik på Enhedslistens præmisser – alternativt kan de ansvarlige, borgerligt-liberale partier byde sig til med en retorik og et indhold, som gør det svært for hende at afvise bredt samarbejde med også synlige borgerlige fodaftryk.

Det siges ofte, at regeringen har det privilegium at have ”serveretten”. Ja, men den ansvarlige del af oppositionen har muligheden for at returnere … Og så er forvaltningen af vores samfund i øvrigt ikke at sammenligne med en tenniskamp, men forhåbentlig en fælles opgave at løse.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu