Hjælpepakke til udkantsdanmark
Planloven skal liberaliseres, så 29 kommuner i Vestjylland og andre udkantsområder får større frihedsgrader til at etablere virksomheder, butikker og boliger. Det er hovedindholdet af regeringens såkaldte hjælpepakke til udkantsdanmark, “Danmark i balance”.
Hjælpepakken, der blev offentliggjort i fredags efter et regeringsseminar, er efter alt at dømme et forsøg fra regeringen på at øge Venstres vælgertilslutning i partiets kernebagland i Vestjylland.
Her har partiet haft store problemer med voksende utilfredshed og medlemsflugt, siden statsministeren for et års tid siden bakkede op om Region Midtjyllands beslutning om at placere et nyt supersygehus i Gødstrup ved Herning.
Hjælpepakken, der omfatter 37 forskellige initiativer, indebærer også, at der etableres en afdeling af Vækstfonden i Vestdanmark. Den får 150 millioner kr. til at investere i initiativer, der kan skabe innovation og vækst.
Samtidig lemper initiativet kommunernes muligheder for at udstykke nye sommerhusområder.
Indtil videre har pakken fået en blandet modtagelse. Den er bl.a. blevet kritiseret for at være en dråbe i havet. Hvis udkantsdanmark for alvor skal løftes, skal der mange flere penge til, hedder det. Den generelle opfattelse synes dog at være, at lidt er bedre end ingenting.
Det er bl.a. den voksende tilslutning til partiet Fælleslisten, der har fået alarmklokkerne til at ringe i regeringen.
Ved kommunalvalget i 2009 fik det helt nystartede parti to medlemmer valgt ind i regionsrådet i Region Midtjylland.
Meget tyder dog på, at truslen fra den kant bliver mindre. Samme dag, som regeringen indledte sit seminar, blev det klart, at Fælleslistens repræsentation i regionsrådet er halveret.
Efter et møde i Holstebro valgte den ene af listens to medlemmer, Poul A. Kristensen, at forlade partiet og smække med døren pga. personlige uoverensstemmelser med partiformand, Leif Hornshøj.
Partiet, der blev stiftet i protest mod sygehuset i Gødstrup, har dog endnu ikke opgivet at samle de ca. 20.000 underskrifter, der skal til for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.





