Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Højden til loftet og længden til døren
KOMMENTAR: Der er blevet iltfattigt i folketingsgrupperne med den meget stramme styring af den eksterne kommunikation, der er lagt ned over alle partierne i dag.
Der har sneget sig en interessant ny målestok ind i dansk politik, efter at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, forleden greb ud efter det store baseballbat og sendte den tidligere næstformand i partiet, Kristian Jensen, helt ud af banen med et højlydt drøn – plukket for alle ordførerposter og udvalgsmedlemskaber og fundet skyldig i at have overtrådt interne spilleregler.
Venstreformænd og Venstrepolitikere har ellers gennem en årrække rådyrket udtrykket, at ”i Venstre er der højt til loftet og langt til døren”. Her skulle man ikke have kaffeklubber eller fraktioner og heller ikke straffeaktioner, som det er oplevet i S, SF og andre partier.
Så sent som i sin tiltrædelsestale på landsmødet dyrkede den nye formand udtrykket og understregede værdien af forskellighed og debat i partiet, selv efter en opslidende intern tumult og et formandsskifte. Som hans forgænger, Lars Løkke Rasmussen, understregede han, at Venstre er et så stort og bredt parti, at uenighed kan forekomme. Men samme Ellemann-Jensen har nu med vanlig sans for onelinere føjet en ny dimension til yndlingsudtrykket.
Man må forstå, at Kristian Jensen ikke bare testede loftshøjden i Venstre med sit forslag om flerårige reformer med bredt flertal hen over midten i Folketinget. Han ”bragede hovedet igennem” det højtliggende loft med den udtalelse, mente Ellemann.
NU ER DET SÅ LIDT INTERESSANT at finde tilbage til tidligere Venstre-minister Søren Pinds, udlægning af det med loftshøjden, da han i sine yngre dage indtog en udfordrende holdning til den daværende Venstre-ledelse og blev straffet for det. Der opfandt han tilføjelsen: ”Det er ikke, fordi der ikke er højt til loftet i Venstre. Der er bare aldrig nogen, der hopper!”
Adspurgt om Kristian Jensen nu er en færdig mand i politik svarede samme Ellemann-Jensen: ”Nej, selvfølgelig ikke. Kristian Jensen har været medlem af Venstres folketingsgruppe i 20 år og har været næstformand i ti år, han har været gruppeformand, han har været finansminister. Han er en fremragende kapacitet.” Enhver anden ville nok tolke formandens præcise forhånd som en klar besked om at smutte ved først givne lejlighed. Man sætter vel ikke en kapacitet til at trille tommelfingre.
Blot et V-medlem har prøvet samme tur som Kristian Jensen. Det er Leif Mikkelsen, snart afgående formand for Liberal Alliance, men tidligere fremtrædende kommunalordfører i Venstre.
”En folketingspost uden ordførerskab eller udvalgsposter har ingen værdi overhovedet – man kan knap nok finde folk, der vil spise frokost med en,” har han sagt om sine bitre erfaringer.
Samme oplevelse har den tidligere SF'er Özlem Cekic haft. ”Det, man oplever, når man får frataget sin ret til at tale på partiets vegne, er altomfattende på Christiansborg. Man kommer til at spise frokost alene. Ingen vil sidde sammen med en. Man er som et spøgelse på borgen,” har hun sagt.
MAN MÅ FORUNDRES OVER, at en erfaren mand som Kristian Jensen, i forvejen i en skrøbelig ny rolle som eksnæstformand, tog den tåbelige chance at udtale sig om de store politiske sigtelinjer på Venstres vegne, vel vidende at der ved siden af stod en spritny formand, som både havde brug for ro i båden og tid til at statuere sit eget lederskab. Når det er sagt, så rejser straffeaktionen en principiel debat om partiernes kadaverdisciplin og frirummet til en substantiel politisk debat internt i partierne. Alle er blevet så skræmt af mediehistorier om splittelse og ballade, som vælgerne normalt ikke belønner, at de fleste folketingsmedlemmer holder deres mund, hvis de er uenige med ledelsen. Også andre steder end i Venstre.
Grundlovens paragraf 56 fastslår, at medlemmerne af Folketinget frit kan stemme efter deres overbevisning. De har ikke pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger. De kan så risikere ikke at blive genopstillet, hvis de går imod partilinjen. Forligskulturen i Folketinget går i opløsning, hvis partierne ikke kan levere stemmerne til en indgået politisk aftale, og en folketingsgruppe ikke kan enes om en fælles retning. Men der er godt nok blevet iltfattigt i folketingsgrupperne, meget lidt spillerum til nuancer og ekstrem styring af al kommunikation. Hvordan får nye vilde, kreative ideer nogensinde plads i det mediestyrede rum, hvor al debat kan blive udlagt som splittelse og illoyalitet?