Uanset, hvilken regering, der står med ansvaret efter et valg, så bliver den vanskeligste balancegang denne: At finde den medicin, der afbøder virkningerne af inflationen, uden at kuren forværrer sygdommen. I den balanceakt, bliver det mere end svært for både røde og blå politikere at leve op til de løfter, de allerede har afgivet i valgkampens første døgn.

Lad os tage dem ét ad gangen:

Mette Frederiksen har gjort sygeplejersker og sosu’ers lønninger til valgkampsstof. Formentlig snart bakket op af den lønstrukturkomite, der lige nu analyserer lønstrukturer og lønudvikling i den offentlige sektor. Forslaget har meget for sig: De traditionelle kvindefag i velfærdssektoren har af historiske grunde uhensigtsmæssigt lave lønninger, som det er på høje tid at rette op på. Samtidig er det svært at rekruttere og fastholde sundhedspersonale, og – som forårets langvarige sygeplejerskestrejke viste – så er lønnen en ikke ubetydelig kilde til frustration blandt en faggruppe, der søger væk i bekymrende hast. Både på det principielle plan og det samfundsøkonomiske, giver løftet om et lønløft til velfærdens kernetropper med andre ord mening.

Hvis altså vi bare ikke samtidig stod med et akut inflationsproblem.

For hvad sker der, hvis landets sygeplejersker, plejepersonale, jordemødre og de mange andre underlønnede men efterstræbte velfærdshænder får et mærkbart lønløft? For det første vil det sende milliarder af kroner ud i samfundsøkonomien. Og eftersom modtagerne er relativt lavt lønnede, vil en stor del af de penge gå til forbrug og dermed virke som et øjeblikkeligt opadgående skub på inflationen. I værste fald kan det betyde, at lønstigningen vil blive ædt op af prisstigninger, før sygeplejerskerne overhovedet når at svinge dankortet i den lokale Brugs.

DET SER IKKE MEGET BEDRE UD med løfterne i blå blok, hvor Ellemann, Pape og Støjberg allerede under første partilederdebat nikkede ivrigt og samstemmende til skattelettelser i bunden. Også dette forslag har meget for sig: Lavere skat på de først tjente kroner betyder, at især de lavest lønnede vil opleve, at det bedre betaler sig at arbejde. Men det vil samtidig være en lempelse, der booster forbruget hos samtlige skatteydere på en gang – og særligt blandt de lavestlønnede, hvor forbrugskvoten ved en skattelettelse er allerhøjest. Præcis det modsatte af det, der er brug for, hvis man vil holde inflationen i ave.

Tilbage står altså, at tre af de mest populære løfter, der ramte vælgerne i valgkampens første døgn - flere penge til velfærd, højere løn til velfærdens kernetropper og skattelettelser til de lavestlønnede – alle øger risikoen for en galopperende inflation.

Men hvad så med venstrefløjens løfter om flere varme hænder i børnehaverne, skolerne, ældrecentre og hospitaler? Et forslag, der har så meget for sig, at man formentlig skal lede længe efter vælgere, der ikke finder det sympatisk. Allerede i 2025 vil der være 80.000 flere ældre end i dag, og samtidig bliver der flere børn under 6 år. Det kræver flere sosu’er, sygeplejersker og pædagoger. Men som Pia Olsen Dyhr belærte Søren Pape Poulsen om i valgkampens første partilederdebat, så arbejder velfærdens kernetropper ikke gratis, selvom deres hjerter banker for børn, syge og ældre.

En endnu større efterspørgsel efter offentligt ansatte på et arbejdsmarked, hvor ledigheden i forvejen er helt i bund, vil øge kampen om arbejdskraften i både den offentlige og den private sektor og alt andet lige give et opadgående lønpres – og dermed endnu et ryk opad til inflationen.

Tilbage står altså, at tre af de mest populære løfter, der ramte vælgerne i valgkampens første døgn - flere penge til velfærd, højere løn til velfærdens kernetropper og skattelettelser til de lavestlønnede – alle øger risikoen for en galopperende inflation.

INFLATIONEN skyldes mange forhold, som danske politikere ikke er herrer over. Det handler ikke kun om energipriserne og krigen i Ukraine. Også den underliggende inflation er vokset efter en årrække med historisk store økonomiske indsprøjtninger fra Europas og USA's centralbanker. Men selvom danske politikere ikke kan nulstille inflationen helt, så kan en uklog politik forværre den betydeligt og sætte gang i en nedadgående spiral, hvor lønstigninger og skattelettelser blot bidrager til flere prisstigninger.

Derfor er det allervigtigste spørgsmål til politikerne ved dette valg ikke, hvilke gaver de vil give den ene eller den anden vælgergruppe, men hvordan de vil løse velfærdssamfundets udfordringer på en nogenlunde retfærdig måde, uden at sparke til inflationen.

Derfor vil de politikere, der får ansvaret efter et valg, stå i en historisk trefoldig finanspolitisk klemme: For det første er finansieringen af velfærdsstaten udfordret - regnestykket går ikke længere op, som statsministeren udtrykte det i sin åbningstale forleden. For det andet mangler der arbejdskraft i stort set alle sektorer og særligt i velfærdssektoren. Og for det tredje sætter inflationsrisikoen i sig selv en bremse for, hvor meget man kan investere sig ud af problemerne – selv, hvis man finder pengene og hovederne til det.

Derfor er det allervigtigste spørgsmål til politikerne ved dette valg ikke, hvilke gaver de vil give den ene eller den anden vælgergruppe, men hvordan de vil løse velfærdssamfundets udfordringer på en nogenlunde retfærdig måde, uden at sparke til inflationen.