Hospitaler begrænser efterlønstilgangen

“Skævt.” Sådan lød kommentaren for nylig fra overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der sigtede til, at de danskere, der i dag er mellem 40 og 60 år, kan se frem til 22 års otium betalt af det offentlige.

Den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd har givet nyt brændstof til debatten om efterlønnen. Diskussionen kredser især om, hvorvidt det overhovedet er en politisk mulighed at pille ved den omdiskuterede ordning eller ej, eller om der skal gives andre økonomiske incitamenter for at få seniorerne til at blive på arbejdsmarkedet.

Men ny forskning viser, at det ikke nødvendigvis er størrelsen på de økonomiske gulerødder, der gør den største forskel for, om de ældre bliver et år eller to ekstra på arbejdsmarkedet. Det er først og fremmest de ældres helbredstilstand, der afgør, om de planlægger at gå på efterløn eller venter til pensionsalderen med at forlade jobbet.

Her gør det en væsentlig forskel, om skavankerne er objektivt diagnosticeret på hospitalet, eller om de er “selvrapporterede” – dvs. at de ifølge den enkeltes eget udsagn er blevet konstateret af den praktiserende læge. Hvis man har været på hospitalet med sine dårligdomme, bliver man typisk længere på arbejdsmarkedet. Det er konklusionen på et nyt stort forskningsprojekt, som professor Nabanita Datta Gupta fra Aarhus School of Business har lavet sammen med seniorforsker Mona Larsen fra SFI. Resultaterne offentliggøres i næste måned i det internationale tidsskrift Health Economics.

“Det lyder underligt, at folk, som får stillet en diagnose ved indlæggelse, bliver længere på jobbet. Men det kan skyldes, at skavanker, der ikke er udredt på hospitalet, kan opfattes værre, end de egentlig er. Det kan også have at gøre med usikkerhed på grund af manglende sygdomsudredning. Dermed opstår der en risiko for, at diffuse og ikke klarlagte symptomer gøres mere alvorlige, end de egentlig er,” siger Nabanita Datta Gupta.

Det er dog den konkrete sygdomsdiagnose, der afgør, om den ramte trækker sig før eller senere end planlagt. Mænd, der ved indlæggelse får konstateret lidelser i muskler og led, planlægger at blive op til 22 måneder længere på arbejdsmarkedet end mænd, der har fået at vide af deres praktiserende læge, at de har lignende lidelser. Omvendt forholder det sig for mænd med gigt eller sygdomme i luftvejene.

Blandt  kvinderne planlægger sygdomsramte at blive på arbejdsmarkedet i op til 16 måneder længere, hvis det er hospitalet, der har stillet diagnosen gigt, mens det omvendte gælder i forhold til hjerte-kar-sygdomme. Det kan bl.a. skyldes, at hjertekar-problemer opdages senere hos kvinder, så sygdommene er alvorligere, når de opdages.

Generelt er det de danske folkesygdomme rygproblemer og slidgigt, der gør de ældre usikre på, hvor alvorlige deres lidelser er. Og når de ældre får stillet en konkret diagnose ved indlæggelse, så bliver de beroliget i en grad, at man fortsætter på jobbet i stedet for at forlade arbejdsmarkedet. “Man får ro på, når sundhedsvæsenet har tilset en, og man får vished om, hvad det egentlig er, man fejler, og hvordan det kan holdes i ave,” siger Nabanita Datta Gupta.

Kilde: Nabanita Datta Gupta & Mona Larsen: The Impact of Health on Individual Retirement Plans: Self-reported versus Diagnostic Measures.