To oplevelser gjorde stort indtryk på mig i denne uge. Begge relateret til stenrige mennesker, der deler penge ud. Den første er den mest tåkrummende, så lad os få den overstået med det samme.

Ved årets TechBBQ – en hastigst voksende konference for tech-startups og investorer i København – kom jeg uforvarende til at blive del af et tv-show med titlen ’Meet the Drapers’, hvor milliardærfamilien med efternavnet Draper deler penge ud til de iværksættere, der er bedst til at overbevise familiemedlemmerne og publikum om, at deres idé er værd at investere i. Showets vært er Tim Drake, en venturekapitalist i sin bedste alder med spredte ben, velvoksne øjenbryn og store armbevægelser. Og i denne uge var optagelserne altså henlagt til Lokomotivværkstedet i København – scenen for årets TechBBQ.

De fire danske iværksættere på scenen havde muligheden for at vinde venturekapital på op til en million dollars, hvis de gik helt til finalen i showet. Om de skulle videre, blev blandt andet afgjort af publikums reaktioner. Det vil sige: Størrelsen af det “Cooooooool!” vi skulle råbe efter hvert pitch.

Iværksætterne var velforberedte og professionelle. Og det samme var de fleste af de spørgsmål, som Tim Draper og hans datter Jesse Draper havde med i manuskriptet. Men andengenerations-venturekapitalisten og bitcoinmilliardæren er også prototypen på en mand, der har haft magt og penge så længe, at han helt har mistet fornemmelsen for, om det, han siger, er sjovt eller betydningsfuldt. Så de ambitiøse danske stiftere af lovende vækstvirksomheder måtte én for én finde en grimasse, der kunne passe, til milliardærens farjokes og kommentarer i høhø-genren. 

”Du får penge! DU får penge. Og DU får penge! Høhø!,” råbte han, mens han pegede ud på de få modige, der vred sig lodret over deres konferencestole.

Mellem hvert pitch skulle publikum op af konferencestolen og danse med armene i vejret. Tim Draper dansede selv for. Har du nogensinde været til en dansk konference? Så vil du ikke have svært ved at forestille dig stemningen på stolerækkerne. Men de fire-fem stykker, der dansede, fik til gengæld den anerkendelse af Draper, som, han ved, plejer at virke: ”Du får penge! DU får penge. Og DU får penge! Høhø!,” råbte han, mens han pegede ud på de få modige, der vred sig lodret over deres konferencestole.

DENNE OPLEVELSE sad stadig i kroppen på mig, da jeg dagen efter på LinkedIn læste myriaderne af hyldestopslag til en anden milliardær, den smilende, rundhovede Yvon Chouinard, der altid lader sig fotografere udendørs i naturen.

Udover at sælge udendørstøj og klatre i bjerge har Chouinard siden 70’erne været foregangsmand inden for purpose-drevede virksomheder. Han har arbejdet med bæredygtighed i tøjindustrien siden 90’erne og er medstifter af organisationen 1 % for the Planet, der forpligter medlemmerne til at donere en procent af indtjeningen til klodens bevarelse. 

I denne uge offentliggjorde han så sin beslutning om, at planeten fremover skal være den eneste aktionær i Patagonia – en overskrift, der strøg direkte ind på nyhedsmedier i hele verden.

Det er ikke svært at have sympati for den afdæmpede Yvon Chouinard, som ikke kun bekymrer sig om miljø og klima, men også om sine medarbejderes ve og vel. Læs bare hans bog ’Let My People Go Surfing’ eller se hans kampagner, der fortæller kunderne, at de skal lade være med at købe nyt tøj og hellere lade hans butikker reparere det gamle eller sælge dem noget brugt.

MEN DEN MAGT, pengene kan købe, har han ikke helt sluppet – trods den fyndige framing om planeten som aktionær. I den nye selskabskonstruktion deles Patagonias ejerskab i A- og B-aktier med og uden stemmeret. 98 procent af aktierne er uden stemmeret, og de placeres i en slags privatejet ngo ved navn Holdfast Collective, hvis eneste formål er at passe på planetens natur og klima.

100 procent af stemmerne knyttes imidlertid til de sidste to procent af aktierne, der placeres i Patagonia Purpose Trust, hvor Yvon Chouinard og hans familie har magten. Deres opgave er at sikre, at både virksomhed og godgørenhed drives efter Chouinards værdier, ligesom Patagonia Purpose Trust år for år vil afgøre, hvor mange midler, der skal geninvesteres og spares op i virksomheden, og hvor mange, der skal kanaliseres videre til planeten via Holdfast Collective.

Som en lille krølle på konstruktionen, har den klimaaktivistiske tøjproducent valgt at etablere den nye fond på en måde, der betyder, at han mister skattefordele – men som til gengæld sikrer, at han uhindret kan bruge fondens midler til at støtte politikere. Et tydeligt signal om at den arv, 83-årige Chouinard har været optaget af at overdrage til sine voksne børn, i mindre grad er pekuniær og i langt højere grad handler om at sikre dem indflydelse på verdens fremtid.

Ligesom George Soros (med helt andre, mere skattefordelagtige konstruktioner) har sørget for, at hans formue bliver brugt på at sikre menneskers personlige frihed og åbenhed på nettet, og Bill Gates har sørget for, at hans formue bruges til at påvirke sundhedssystemer i hele verden til at prioritere vacciner.

For Yvon Chouinard er nok en ener, men Patagonias ejer er ikke alene om at ville bruge sin formue til at skabe en bedre verden. Indtil videre har 228 af klodens superrige underskrevet et løfte om, at mindst halvdelen af deres formuer skal gives til godgørenhed, enten mens de lever eller efter deres død. Det er, forklarede Bill Gates, da han skulle overtale andre til at skrive under på The Giving Pledge, fantastisk meningsfuldt at bruge sine penge på at forandre verden til det bedre.

Og nu er jeg ked af at ødelægge den gode stemning. For der er et ’men’, og det handler om den magt, der følger med at være på den givende side. En magt, der lige nu vokser voldsomt i takt med at verdens formuer samles på stadig færre hænder.

NÅR ULTRARIGE beslutter sig for at forandre verden med filantropi, omsætter de samtidig magten over markedet til en magt, der kan bruges i andre sektorer. Det betyder, at nogle af de beslutninger, der før lå i demokratiets rum, kan glide over i fondenes lukkede verden. Og der er ingen garanti for, at den kultur, den version af frihed på nettet, den forskning eller de klimaløsninger, som de godgørende fonde ønsker at fremme, også er de bedste for samfundet som helhed.

Også i Danmark fylder fondes donationer stadigt mere i alt fra kulturliv til sundhed og sociale indsatser. Sidste år uddelte fondene omkring 20 milliarder kroner. Støtten til bæredygtigt byggeri fra Realdania, levende musik fra Tuborgfondet, demokratifremmende aktiviteter fra TrygFonden, folkeskoleprojekter fra A.P. Møller Fonden og ungdomsaktiviteter fra Nordea-fonden skaber enorm værdi for samfundet hver eneste dag.

Danmarks særlige erhvervsstruktur med mange erhvervsdrivende fonde er en af hemmelighederne bag vores samfunds succes og resiliens i krisetider. Donationer fra nogle af landets største virksomheder rækker i dag langt ud over deres egne brancher og er med til at skabe udvikling og fremdrift på måder, som det offentlige system ikke evner.

Samtidig har de ligesom Chouinard, Gates og Soros et forståeligt ønske om, at deres donationer får den ønskede impact.

Penge er magt. Også når de gives med gode intentioner til et godt formål. Og når de private fonde vokser hurtigere end de offentlige budgetter, så vokser deres indflydelse på samfundet også. 

PENGE ER MAGT. Også når de gives med gode intentioner til et godt formål. Når de private fonde vokser hurtigere end de offentlige budgetter, så vokser deres indflydelse på samfundet også. Derfor har vi brug for en debat om, hvad det betyder for magtbalancen i vores demokratier, at fonde stadig mere selvbevidst og målrettet ønsker at påvirke samfundet i det, de opfatter som den mest positive retning.

Ophobningen af de globale ressourcer på stadig færre hænder er ikke kun et ulighedsproblem. Det handler også om en koncentration af magt. Hvis demokratiet ikke skal udhules, må fonde, der ønsker at vise samfundsansvar, finde ud af hvordan de kan give ikke kun penge - men også noget af magten - tilbage til fællesskabet. 

Hvordan får vi langt mere transparens om uddelingerne? Hvordan sikrer vi, at de løsninger, der fremmes, virkelig er til det fælles bedste? Hvordan kan der skabes en større folkelig forankring? Og kan man udvikle noget, der ligner brugerdemokrati, på nogle af de områder, hvor fondene påvirker folks liv direkte?

Alternativet er, at stadig flere borgere må indfinde sig på tilskuerrækkerne og vente på, at de næste milliardærarvinger siger: “Du får penge!’ DU får penge! Og DU får penge!”