Annonce

Hvem er Watson?

21. februar 2011 kl. 22.14

Et laboratorium hos den amerikanske computergigant IBM satte i sidste uge scenen for en opsigtsvækkende kamp mellem menneske og maskine.

Et forskerhold havde sat Brad Rutter og Ken Jennings, stormestre i quiz-programmet Jeopardy, stævne for at prøve kræfter med IBMs nye supercomputer Watson.

Og hele verden kiggede med, da Watson, over tre dage, lammetævede dem eftertrykkeligt. Dermed gik de også glip af den såkaldte Champion Prize på én million dollar, som på forhånd var sat på spil til vinderen af den bizarre udfordring.

Begivenheden gav tv-selskabet CBS, der transmitterede direkte fra IBMs laboratorium, den største seertilslutning siden maj 2005. Men den er mere end et mediestunt. Den er et glimt ind i en helt ny it-æra, hvor computerteknologi kan bruges til at løse væsentlig mere komplicerede og “intelligente” opgaver end i dag.

Quiz-formatet Jeopardy repræsenterer nemlig en type opgaver, som kræver analytiske evner langt ud over computerteknologiens hidtidige formåen. Quizzen, der er kendetegnet ved at give svar, som deltagerne skal formulere spørgsmålene til, rummer således ofte finurlige ordspil, undertoner og dobbeltbetydninger, der ikke er ligetil at knække med almindelig computerlogik.

En almindelig computer ville formentlig give fortabt på formuleringer som: “En nyere bestseller af Muriel Barbery kaldes ‘Dette er pindsvinets’...” Inden for 2 sekunder svarede Watson korrekt: “Hvad er elegance?”

Computeren, der er opkaldt efter IBMs legendariske grundlægger Thomas J. Watson, er naturligvis heller ikke helt almindelig. Et forskerteam har brugt fire år og omkring 30 millioner dollar på at bygge den fra bunden. Den består af ikke mindre end 90 state-of-the-art-servere med sammenlagt næsten 3.000 processorer og rummer over 15 terabyte information, svarende til cirka en million bøger.

IBM har en vision om, at den kan udvikles til at knække komplicerede problemstillinger for offentlige myndigheder og bruges som ekspertsys­tem til brug for eksempelvis skatte­specialister og læger.

Man skal dog nok vente på version 2.0, før man afskediger de menneskelige specialister. Watson havde kun få Jeopardy-svipsere, men nogle var spektakulære. I kategorien ”Litteratur fra 1800-tallet” fik den eksempelvis svaret: “Forfatteren til Oliver Twist”. Stort set enhver folkeskoleelev i den engelsksprogede verden ved, at det er Charles Dickens. “Hvem er Pet Shop Boys?” spurgte Watson.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026