Hverdagens innovatører

Med udgangspunkt i hvad der driver velfærdsinnovation, har Mandag Morgens Rasmus Bebe spurgt tre af hverdagens sociale iværksættere om, hvad der egentligt driver dem:

“Jeg kan godt lide modvind”

Da ledere og ansatte i svømmehallerne i Aarhus Kommune satte sig for at gennemtænke deres kerneydelse, indså de, at brugere ikke bare er besøgende, men gæster som har krav på gode værter. Det gav en helt ny forståelse af det produkt, svømmehaller leverer, fortæller Anders Seneca Dall, oplevelsesleder i Aarhus Kommune:

“De fleste vil nok mene, at der ikke er noget særligt innovativt ved at drive en kommunal svømmehal. Lidt firkantet drejer det sig om at sikre, at der er vand i bassinet, toiletterne er rene, og folk ikke drukner. Det var den traditionelle forståelse af arbejdsområdet, der tændte mig, da jeg startede som oplevelsesleder. Jeg kan lide at se muligheder, hvor de ikke umiddelbart er, og jeg så det som en kæmpe udfordring at prøve at nytænke en meget traditionel ydelse som svømmehalsdrift. Helt konkret var opgaven at højne medarbejdertilfredsheden og kvaliteten af gæsteoplevelsen. Det er lykkedes, viser vores tilfredshedsundersøgelser.

Innovation er et mønsterbrud. Det skal støje lidt, og det kan føre til konflikter. Der er udbredt inerti på mange kommunale arbejdspladser, derfor skal man være klar til at udfordre det etablerede. Medarbejderne skal gives ejerskab, så de forstår meningen med forandringerne, ellers er det svært at implementere nye rutiner og værdier. Hvis innovation skal give nogen mening og være mere end bare et buzzword, skal man se resultater, og innovationen skal kunne måles. Målet skal være kvalitetsforbedringer. Derfor skal man også passe på med at sammenblande kreativitet og innovation. Vi kan være nok så kreative, men hvis løsningerne ikke øger kvaliteten, skal de ikke gennemføres.

Det er først i tilbageblikket, at man kan se innovationen. Derfor opfatter jeg heller ikke mit daglige arbejde som udpræget innovativt. Jeg forsøger i stedet at stille spørgsmål til den etablerede praksis. Innovation starter nemlig med spørgsmål. Vi lagde ud med at spørge hinanden om, hvad vores kerneopgaver egentlig er, og kom frem til den noget simple, men betydningsfulde konklusion, at svømmehallens brugere ikke blot er besøgende – de er gæster. Den erkendelse var vigtig, for den tvang os til at definere, hvad det gode værtskab er, og hvad der ligger i værtens rolle. Det har fuldstændigt ændret måden, vi driver svømmehal på. Vi har skrottet de fleste af de mange regler, der var ophængt rundt omkring i svømmehallen, og smil og godt humør er blevet et aflønningskriterium. Du sidder altså ikke bare og sælger billetter. Du er vært og skal påtage dig værtens rolle. Resultatet har været, at svømmehallens medarbejdere ikke blot udfører en prædefineret funktion, de udfylder en rolle, der er essentiel for hele svømmehallens virke. Det har fået trivslen til at stige."

“Målet er social værdi med kommercielle midler”

I sundhedsloungen Props & Pearls får brystkræftramte kvinder særlige hjælpemidler og rådgivning i et miljø, der ikke emmer af sygdom og handicap. Udviklingen af projekterne sker i samarbejde med kunderne og udspringer af deres behov. Men selvom stedet primært har et socialt sigte, er det også en solid forretning, pointerer indehaver Birgitte Baht:

“Jeg fik ideen til Props & Pearls i mit tidligere job hos Coloplast, hvor jeg som chef for produktudvikling og international markedsføring fik til opgave at se på nogle udviklingsmuligheder for vores brystproteseforretning. Det førte til en række besøg i bandagistforretninger rundt omkring i Europa. Det var lidt af et chok for mig at se brystproteser placeret side om side med rullestole og stomiposer. Jeg har selv kendskab til brystkræft igennem min familie og ved, hvilken sårbar tilstand man befinder sig i efter at have fået fjernet et bryst. At vælge en brystprotese og vænne sig til den er en stor prøvelse. Derfor ønskede jeg at skabe et sted, der virkede trygt og appellerde til kvinderne, og som ikke associerede deres tilstand med handicap og hjælpemidler til pensionister.

Fra starten var vi klar over, at Props & Pearls skulle etableres som en socialøkonomisk virksomhed. Målet var ikke kommercielt. Vi ville skabe social innovation og social værdi for vores kunder. Den kommercielle del af forretningen er kun et middel til at gøre det. Det betyder, at vi kan prioritere anderledes end kommercielle virksomheder. Vi har frihed til at igangsætte projekter, som vi kan se har stor social værdi, men som i udgangspunktet ikke nødvendigvis er en god forretning i klassisk forstand. Eksempelvis fordi den potentielle kundegruppe er for smal. Samtidig er det dog vigtigt at pointere, at vi ikke laver frivilligt arbejde, men er afhængige af at skabe en solid forretning for at kunne fortsætte med at levere flest mulige ydelser til vores kunder.    

[quote align="right" author="Birgitte Bath, Props & Pearls"]Hvis vi kendte procesejerne i kommunerne, ville vi kunne skabe langt mere innnovation[/quote]

Når man driver socialøkonomisk virksomhed, støder man på en række barrierer, fordi potentielle partnere og kunder ikke helt er klar over, hvem man er, og hvad man helt præcist gør. Der er et stort behov for at udbrede ideen om, hvad en socialøkonomisk virksomhed er, og hvilken funktion vi udfylder. For vi befinder os imellem de klassiske sektorer og er ikke så lette at putte i en kasse. Investorerne finder os for lidt kommercielle, og de forskellige fonde, som vi ansøger om projektmidler, finder os modsat for kommercielle. Når man ikke udelukkende er et almennyttigt foretagende, kan man ikke få del i fondsmidlerne. Der er dog langsomt ved at ske noget på det område. Flere fonde diskuterer i øjeblikket, om de skal ændre deres fundats, så socialøkonomiske virksomheder også kan modtage bidrag.

Et andet problem er kommunens manglende kendskab til os. I nogle tilfælde resulterer det i manglende samarbejdsvilje. Vi har endda oplevet, at det offentlige direkte lægger hindringer i vejen for vores arbejde. Flere kvinder er blevet modarbejdet, hvis de gerne vil have deres protese fra Props & Pearls og ikke fra en af de større bandagister, som deres kommune har indgået en licitationsaftale med. Ifølge loven må kvinderne selv vælge leverandør, og da vi følger priserne i aftalerne, er der ingen gode grunde til at gøre det svært for både kvinder, sagsbehandlere og os. Løsningen må være bedre vægtning af de sociale kriterier, der set med helhedsbriller sikkert også betyder bedre økonomi.

Der er behov for et forum, hvor de socialøkonomiske virksomheder kan mødes med det offentlige system, så vi kan vise, hvilken værdi vi kan levere. Hvis vi kendte proces-ejerne i kommunerne, ville vi kunne skabe langt mere innovation. I eksemplet med brystproteserne er der nogle helt åbenlyse muligheder for forbedringer. F.eks. kræver de fleste kommuner, at kvinden skal ansøge kommunen om en ny protese, hver gang den gamle er slidt op. Hvorfor ikke bare udskrive en godkendelse, som kan bruges år efter år, sådan som man gør i Sverige? Det er selvfølgelig helt forståeligt, at man gerne vil undgå svindel, men helt ærligt, hvem fanden beder om flere brystproteser, end de har brug for?"

“Vi får heldigvis plads til at lave vores arbejde”

Frivilligværket i Randers er det eneste frivilligcenter i Danmark, der er kommunalt drevet. Det servicerer og bistår organisationer, der bedriver frivilligt arbejde, og er blevet et vigtigt bindeled mellem kommunens mere formelle systemer og sprælske ildsjæle i civilsamfundet. Centeret bidrager til at udvikle den tredje sektor til glæde for kommune og de frivillige organisationers brugere, fortæller Ulla Skov Aldahl, projektleder, Frivilligværket i Randers Kommune:

“Frivilligværket blev oprettet i 2007, fordi Randers Kommune gerne ville sætte fokus på det vigtige arbejde, som de mange frivillige laver. Samtidig ville man gøre det lettere at være frivillig ved at give organisationerne ét kontaktpunkt i kommunen.

Vi er ikke bundet af noget formelt lovgrundlag, så derfor nyder vi stor frihed og fleksibilitet. Der er ikke noget prædefineret kvalitetskrav, vi skal leve op til, og det betyder, at vi kan lade vores arbejde styre af vores kunders – altså de frivilliges – behov. Det er unikt for en kommunal institution, og det er en stor del af drivkraften bag Frivilligværket.

Netop fleksibiliteten er bestemmende for mit personlige engagement i Frivilligværket. Jeg sætter stor pris på det aspekt og nyder, at vi har friheden til at gå i clinch med de frivillige organisationer. Vi kan give et kritisk modspil og hjælpe dem med at udvikle sig. F.eks. hjælper vi dem med at rekruttere. Det er vigtigt for at holde dem i gang. Samtidig bidrager vi med mere lavpraktisk assistance i form af kontorudlejning og konsulenthjælp, hvis de f.eks. skal søge fondsmidler og ministerielle puljer. Det er som sagt behovene, der er styrende.

Eksempelvis har vi lavet et projekt i samarbejde med Hospice Randers og den frivillige forening ”Aflastningstjenesten”, der har til formål at skabe en mere almindelig hverdag for hospicebrugerne. Også døende har brug for, at deres individuelle behov imødekommes. De ønsker sig f.eks. en portion frisk luft, hjælp til et indkøb, biblioteksbesøg eller en hel almindelig snak med et medmenneske. Konkret hjalp vi med at skrive projektbeskrivelse og søge midler til at få projektet ført ud i livet.

[quote align="left" author="Ulla Skov Aldahl, Frivilligværket Randers Kommune"]Faktisk har det været en styrke at høre under den kommunale forvaltning, for vejen mellem kommune og det frivillige miljø bliver meget kortere[/quote]

Andre frivillige centre er ofte lidt skeptiske, fordi vi som kommunalt center er underlagt det sociale udvalg. Vi kan let blive opfattet som en del af systemet. Men faktisk har det været en styrke at høre under den kommunale forvaltning, for vejen mellem kommune og det frivillige miljø bliver meget kortere. Vi repræsenterer de frivilliges ønsker og behov over for kommunen og bliver taget anderledes alvorligt, fordi vi er en integreret del af systemet. Succesen er især kommet i hus, fordi der er stor rummelighed i Randers – både i forvaltningen og blandt de politiske udvalgsmedlemmer. Vi får heldigvis plads til at lave vores arbejde.

Man har øje for, at vi har en vigtig opgave, fordi de frivillige organisationer er en forudsætning for, at en række kommunale opgaver bliver løst på kvalificeret vis. Organisationerne har en menneske-til-menneske-relation, og derfor er de et afgørende supplement til alt det, man ikke kan favne i det fagprofessionelle miljø. Mange af de frivillige har oplevet de problemer, som brugerne kæmper med, på egen krop. Det giver dem en helt anden motivation. Det er f.eks. tydeligt i de mange patientforeninger.

De frivillige tager ikke fri, bare fordi de har fyraften. Jeg har selv en fagprofessionel baggrund, og nogle gange tænker jeg, at man gør for meget ud af at have “sin ryg fri”, når man udfører sit arbejde. De frivillige og de fagprofessionelle arbejder ud fra to vidt forskellige værdigrundlag.

Som frivillig tager man afsæt i engagement, fællesskab, ligeværdighed, frivillighed og gensidighed, hvorimod de fagprofessionelles arbejde tager afsæt i effektivitet, lønsomhed, kontrol, dokumentation og evaluering. De frivillige har altså anderledes frie rammer, og ofte er de ret ustyrlige. Det er der brug for.