Hvor går Bosse nu hen?
Minister i en eventuel kommende S-SF regering? Bestyrelsesformand for en eller flere af Danmarks største erhvervsikoner? Global frontkæmper i kampen mod fattigdom og social uretfærdighed? Afslappet familiemenneske og hyggebedstemor?
De fremtidige beskæftigelsesmuligheder for den netop afgåede topchef for forsikringskoncernen Tryg, Stine Bosse, er tilsyneladende mangfoldige.
Det samme er spekulationerne om, hvorfor hun pludselig sidste tirsdag valgte at opsige sin chefpost efter en 23 år lang karriere hos Tryg – heraf de sidste 8 som koncernchef.
Et troværdigt bud er, at Bosse ganske enkelt, som de mangfoldige jobspekulationer antyder, har haft for mange jern i ilden ud over sit CEO-job. Og at det i sidste ende har ført til for store uoverensstemmelser med Tryg-koncernens bestyrelse, der, efter et år med flere nedjusteringer og en langt dårligere performance end konkurrenterne, er bekymret for den fremtidige økonomi.
I den situation kan en mangfoldig topleder med overskud til et stort udadvendt socialt engagement være en rød klud for bestyrelse og hovedaktionærer. Over ugen er det i hvert fald blevet klart, at bestyrelsen flere gange har opfordret Stine Bosse til at skrue ned for mangfoldigheden for at vende blikket indad og koncentrere sig om at rette op på Trygs usikre økonomiske situation.
Bosse har tilsyneladende taget opfordringerne som et ultimatum – og fravalgt tilværelsen som anonym, bundlinjefikseret virksomhedsleder.
Bosse begrundede sin opsigelse med, at hun vil have mere tid til bestyrelsesarbejde, til frivilligt arbejde og ikke mindst til familien, som blandt andet tæller to børnebørn.
Det har næppe været helt uden betydning, at Stine Bosse også bedst kan bevare sit internationale brand ved at satse på sit sociale engagement. Det sendte hende i 2008 ind på listen over verdens 50 mest magtfulde forretningskvinder (som nr. 40).
I foråret 2010 håndplukkede FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon, hende til at være en af 20 særlige FN-ambassadører, der skal promovere FN’s kamp mod fattigdom.
Mange andre har bud efter Bosse. Bl.a. har Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup udtalt, at partiet vil tage imod hende “med kyshånd”. Og der er efter sigende en ministerpost på spil, hvis hun melder sig under de røde faner.
Flere headhuntere ser Bosse som et oplagt emne, når erhvervsikoner som Nordea, FLS og Novo om føje tid står foran at skifte bestyrelsesformand.
Den tidligere Tryg-boss er endnu uafklaret. “Nu vil jeg foreløbigt bruge tid på at tænke mig godt om og på familien,” siger hun.





