’Forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn’ lyder som en sag, der kalder på fælles fodslag på tværs af lande og politiske skel. Derfor kunne det let være gået under offentlighedens radar, at EU-Kommissionens forslag om at forebygge børneporno samtidig lægger op til et brud med grundlæggende retsprincipper, der beskytter alle borgere i EU.  

Spørgsmålet er, om Kommissionen har taget det gode formål som gidsel i en langt større agenda, nemlig politiets ønske om at afsløre kriminelle ved at gennemtrawle private samtaler versus borgernes grundlæggende ret til at tale og skrive frit med hinanden uden statens overvågning. 

Det er et markant brud på den beskyttelse af borgernes privatliv, som EU sædvanligvis kæmper for. 

KORT FORTALT foreslår EU-Kommissionen at oprette en ny EU-myndighed, der i samarbejde med Europol kan pålægge techvirksomheder at scanne europæiske statsborgeres digitale samtaler og rapportere til EU, hvis samtalerne bonner ud på bestemte indikatorer, som EU dikterer. Begrundelsen er, at det vil gøre det muligt for politiet at gribe hurtigt ind mod børneporno og afsløre pædofile, allerede før de begår en forbrydelse.  

Det nye center for forebyggelse af børnemishandling skal placeres samme sted som Europol i Haag. Det skal understøtte et tæt samarbejde mellem centret og det europæiske politiagentur og sikre, at det bliver let at udveksle data og personale, skriver Kommissionen. 

Mens ingen kan være uenige i målet om at bekæmpe og forebygge børnemishandling, så rejser metoden flere principielle spørgsmål. Findes der andre – mindre indgribende – måder at forhindre børnemishandling på? Overholder Kommissionen basale principper om proportionalitet i lovgivningen, hvis man krænker millioner af borgeres privatliv for at jagte nogle få pædofile? Og hvordan harmonerer det med EU’s nærhedsprincip, at noget så følsomt som overvågningen af danskeres samtaler skal foregå i Haag? 

KOMMISSIONEN FORESLÅR tre niveauer af overvågning, hvoraf det tredje er langt det mest vidtgående. 

Det mindst indgribende tiltag er at pålægge de digitale platforme at fjerne materiale, der allerede er identificeret som børneporno. For eksempel fordi det har optrådt i en retssag. 

Næste trin er at kræve en kontinuerlig scanning efter materiale, der kan mistænkes for at være børneporno. Det er den slags filtre, vi kender fra Facebook og TikTok. 

Det mest vidtgående skridt er Kommissionens forslag om at pålægge techvirksomhederne at forebygge såkaldt ’grooming’, hvor gerningsmanden langsomt vinder en mindreårigs tillid for til sidst at muliggøre et overgreb. Her er målet altså at forebygge en kriminel handling, der endnu ikke er sket.  

For at finde nålen i høstakken – eller børnelokkeren i strømmen af beskeder – skal teleselskaber og beskedtjenester pålægges systematisk scanning af al digital korrespondance mellem borgere i EU. Et markant brud på den beskyttelse af borgernes privatliv, som EU sædvanligvis kæmper for. 
 
ALLE TRE NIVEAUER AF OVERVÅGNING kræver, at de tjenester, der i dag tilbyder brugerne krypterede samtaler, skal bygge en bagdør, så indholdet kan overvåges. Det gælder også tjenester som Telegram og Signal,

Hidtil har politiske flertal i Europa dog holdt fast i borgernes principielle ret til privatliv. For selvom platformene kan misbruges, så er der også helt legitime grunde til at sikre brugerne mod overvågning. Telegram bruges for eksempel af russiske dissidenter, så det bliver sværere for Putin at overvåge deres samtaler. Også undertrykte mindretal i andre autoritære stater har glæde af platforme, der giver dem mulighed for at tale frit sammen. 

Læs også: Den sidste bastion for privatlivets fred er under angreb

EU har i årtier været global frontløber i beskyttelsen af borgernes privatliv og data på nettet, og retten til at kommunikere uovervåget anses som så basal for et frit retssamfund, at den beskyttes af EU’s charter for grundlæggende rettigheder. 

Ministerrådets juridiske tjeneste er da også usædvanligt hård i sin bedømmelse af forslaget, som den vurderer som både uproportionelt og i strid med en hel stribe paragraffer i den europæiske lovgivning. Også det Europæiske Databeskyttelsesråd og Parlamentets forskningstjeneste har advaret om, at pålæg om masseovervågning af borgerne i den skala, der lægges op til i det aktuelle forslag, formentlig er ulovlig.  

Her i Danmark advarer juridiske eksperter om, at forslaget også strider mod Grundloven, som eksplicit forbyder myndighederne at undersøge borgernes private breve uden retskendelse. Og en række erhvervsorganisationer har kritiseret forslaget i et åbent brev til justitsministeren.

Derfor kan det undre, at SVM-regeringen nu bruger sit snævre flertal til at insistere på at støtte forslaget i EU’s ministerråd – uden opbakning fra nogen af Folketingets øvrige otte partier og under heftige protester fra en stribe ordførere i Folketingets Europaudvalg. 

 
SKAL MAN OVERVÅGE, BARE FORDI MAN KAN? Den teknologiske udvikling åbner hele tiden for nye muligheder for at samle data om borgerne. Det betyder, at vi stadig oftere vil stå i dilemmaer mellem det mulige og det ønskelige. Det bliver vi nødt til at finde måder at få en ordentlig demokratisk samtale om. 

Den teknologiske udvikling åbner hele tiden for nye muligheder for at samle data om borgerne. Det betyder, at vi stadig oftere vil stå i dilemmaer mellem det mulige og det ønskelige. 

Den aktuelle sag rejser fem centrale spørgsmål:  

1. Ønsker vi et samfund, hvor private samtaler systematisk overvåges af myndighederne uden retskendelse eller individuel mistanke? 
2. Hvis vi giver myndighederne ret til at overvåge vores private samtaler, hvad må de så lede efter?  
3. Hvem skal have mulighed for at udvide eller indskrænke denne ret? 
4. Hvem skal løse opgaven? Og hvordan er den demokratiske kontrol med dem?  
5. Findes der et bakgear, hvis det viser sig, at vi gik for langt?

Hvis regeringen ikke har gode svar på de spørgsmål, er det nu, justitsminister Peter Hummelgaard og resten af regeringen skal trække i håndbremsen. For når loven først er vedtaget i EU, fanger bordet.  

For at sikre en ensartet implementering har Kommissionen valgt at fremsætte forslaget som en forordning og ikke som et direktiv. Det betyder, at EU’s ret til at overvåge borgernes kommunikation får umiddelbar retsvirkning i medlemslandene, og at vi ikke her i Danmark kan lave vores egen version, der tager hensyn til danske forhold. Det skal forhindre, at landene stiller forskellige krav til de digitale platforme, som ville besværliggøre og fordyre opgaven for både myndigheder og techvirksomheder. Derfor bliver det fremover i EU og ikke i det danske folketing, at debatten om grænserne for overvågning skal foregå. Og noget tyder på, at de grænser er i gang med at rykke sig, allerede inden den nye lov er vedtaget.

PÅ PAPIRET ER FORORDNINGEN udelukkende målrettet ’Forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn’. Men Ministerrådets diskussioner om forslaget er nu udvidet til også at omhandle landenes holdning til at forebygge online radikalisering af mindreårige. Det fremgår af dagsordenen for de europæiske justitsministres møde den 19. oktober. 

Når overvågningen og filtrene først er installeret, vil det være op til det politiske flertal at skrue på dem med nye stikord eller sproganalyser, der kan afsløre de mennesker, staterne betragter som afvigere og potentielt kriminelle. 

Selvom også bekæmpelse af online radikalisering er et ædelt mål, så er det ikke svært at få øje på glidebanen. For hvem definerer, hvad der er for radikalt til, at man frit må tale sammen om det? Ungarns Victor Orbán, der mener, at transpersoner fordærver ungdommen? Polske politikere, der jagter læger, som udfører aborter? Begge lande kan blive toneangivende i et udvidet EU nogle år ude i fremtiden.

Og hvorfor stoppe her? Hvad med planlagte mord? Landsskadelig virksomhed? Racistiske ytringer? Når overvågningen og filtrene først er installeret, vil det være op til det politiske flertal at skrue på dem med nye stikord eller sproganalyser, der kan afsløre de mennesker, staterne betragter som afvigere og potentielt kriminelle.