Flere end 700 russere og hviderussere med tætte bånd til Putin og Lukasjenko er på EU's sanktionsliste og skulle egentlig have indefrosset deres værdier. Men vestlige demokratier har selv opbygget et system, der gør den mission særdeles vanskelig. Tag nu Aleksej Mordasjov. Han topper Forbes’ liste over Ruslands rigeste og er blandt andet aktionær i det, der kaldes oligarkernes personlige bank. Og så er han tæt på Putin og derfor på EU’s sanktionsliste. Det har foreløbigt kostet ham et konfiskeret hus på Sardinien til 770 millioner kroner og en lystyacht til 480 millioner.

Grunden til, at vi hører så meget om luksushuse og luksusbåde, er, at de er svære at gemme. Anderledes ser det ud med selskaber og formuer. Det gælder for eksempel Mordasjovs ejerandel på 1,4 milliarder kroner i turistimperiet TUI. Efter invasionen i Ukraine overførte Mordasjov noget af sin ejerandel i TUI til et selskab på De Britiske Jomfruøer. Kun fordi dette selskab findes i det omfattende læk kaldet ’Pandora Papers’, kunne journalistsamarbejdet ICIJ i sidste uge afsløre, at den nye storaktionær i TUI er en kvinde ved navn Marina Mordasjova, også kendt som moren til Aleksej Mordasjovs børn.

Vestens politikere kunne, hvis de ville, gøre den slags skjul umulige ved at kræve fuld transparens om ejerskab, inklusive beneficial owners.

Gid sanktionerne mod oligarkerne må blive startskuddet til et opgør med de samfundsskadelige skattely og de gyldne visa, der har sat ultrariges omgåelse af migrationsreglerne i system. 

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Og det er ikke kun pengene, der har rigeligt frit spil. Mens EU har bygget stadig højere grænsehegn for flygtninge, har medlemslandene i al diskretion bygget stadig flere gyldne broer, der giver klodens ultrarige migranter fri adgang til Europa.

‘GOLDEN VISAS’ kaldes disse løsninger for folk, der kan sætte store nok beløb ind på en bankkonto, har råd til at købe dyre ejendomme eller investere stort i lokale virksomheder eller statsobligationer. For bare ti år siden fandtes den slags ordninger kun i tre EU-lande – Malta, Cypern og Bulgarien. I dag har gyldne visa spredt sig til 13 EU-lande. Tilsammen har de ifølge en EU-rapport udstedt pas til 132.174 mennesker, der i dag kan rejse frit i Europa med udgangspunkt i lande som Spanien, Portugal, Italien, Irland, Estland, Grækenland, Letland og Nederlandene. En meget stor del af disse millionærmigranter kommer fra Rusland.

Landene har pligt til at undersøge, om de gyldne visaindehavere er risikable at få ind i Europa, for eksempel fordi, de er involveret i korruption. Men det tjek har ikke forhindret kendte oligarker i at få europæisk pas. Måske fordi flere lande overlader kontrollen til de samme private serviceproviders, som tjener penge på at fikse de gyldne visa.

EU forsøger nu at få overblik over, hvor mange russere og hviderussere der er udstyret med gyldne visa, og opfordrer medlemslandene til at inddrage dem, ligesom Kommissionen opfordrer til et stop for nye udstedelser til velhavere fra de to lande. De kan dog stadig smutte gennem to huller i hegnet til Europa: Malta og Cypern.

MEN OGSÅ ANDRE end de russiske oligarker nyder godt af de gyldne visa og den vestlige finansverdens udstrakte service. Nyrige kinesere ankommer i næsten lige så stort antal. Sammen med ultrarige arabere og afrikanere med behov for at sætte deres penge et sted, hvor deres egne myndigheder ikke kan nå dem. Undersøgende journalister har igen og igen dokumenteret, hvordan kleptokrater og kriminelle fra hele kloden benytter de samme finansielle arrangementer og gyldne broer til et jetset-liv i Vesten. Det er meget vanskeligt at finde de moralsk holdbare argumenter for, at rige, demokratiske lande på denne måde hjælper korrupte magthavere fra fattige lande med at tømme deres lande for værdier.

Mangler man stadig argumenter for at skrotte de gyldne visa i en fart, så oplistede Europa-Parlamentets researchenhed for nylig disse gode grunde:

• Almindelig grænsekontrol bliver sat ud af spil, når enhver slyngel kan betale sig til et europæisk pas.
• EU-borgerskabet devalueres, når fremmede kan købe sig til samme rettigheder som EU’s egne borgere.
• EU’s principper for fairness og antidiskrimination undergraves, når fattige migranter afvises, mens rige kan købe sig adgang.
• Risikoen for hvidvask, korruption, skatteunddragelse og sikkerhedstrusler øges, når kontrollen med, hvem der kommer ind i EU, de facto overdrages til private service providers.
• De gyldne visa giver uhensigtsmæssig skattekonkurrence og en skyggeøkonomi udenfor makroøkonomisk kontrol.
• Boligpriser risikerer at stige voldsomt i storbyerne. London ses som skræmmebilledet på en by, hvis centrum nærmest er overtaget af globale ultrarige.

Gid sanktionerne mod oligarkerne må blive startskuddet til et opgør med de samfundsskadelige skattely og de gyldne visa, der har sat ultrariges omgåelse af migrationsreglerne i system. Timingen har aldrig været bedre.