Icesave-skandalen

Den islandske præsident Ragnar Grimsson udløste et ramaskrig i sidste uge, da han afviste en lov om at betale cirka 30 milliarder kr. til Holland og Storbritannien. Penge, som landene under finanskrisen måtte bruge på at redde borgere, der havde mistet sparepengene på indlån hos islandske Icesave.

En britisk minister har truet med, at Island bliver ekskluderet fra det globale finanssystem, hvis ikke landet opfylder sine forpligtelser. Og Finland signalerede, at selv nordiske lån  kan blive forsinket, hvis ikke krisen løses.

Meldingerne fra de øvrige nordiske lande har været tvetydige og afventende. De befinder sig nemlig i et reelt dilemma mellem solidaritet til det nødstedte nordiske broderfolk og hensynet til partnerne i EU.

Man kan diskutere, om det er rimeligt, at islandske borgere skal betale regningen for ansvarsløse forretningsfolks spekulative forretninger. Men de islandske myndigheder havde forpligtelse til at føre tilsyn med Icesave, og de svigtede.

Fremadrettet er der brug for at ændre den finansielle regulering af EUs indre marked, som Icesave også opererede inden for. Men man kan ikke regulere med tilbagevirkende kraft. Derfor falder ansvaret tilbage på Island, og islændingene bør betale regningen. De kan ikke med rimelighed sende den videre til de hollandske og britiske skatteydere.

På Island ser mange anderledes på det, for parlamentets lov kan udløse en regning på op imod 90.000 kr til hver enkelt borger. Derfor er der risiko for et nej ved den kommende folkeafstemning om parlamentets lov.

Men nej’et kan blive dyrt. Island kan ende med at få paria-status på det internationale finansmarked. Et nej kan også sætte en stopper for Islands ambitioner om at blive medlem af Den Europæiske Union. Samtidig kan det få konsekvenser for Nordisk Råd. Vælger de nordiske lande side til fordel for Holland og Storbritannien, kan det slå skår i det nordiske broderskab. Det er der ingen grund til at skjule.