Illusionen om to-graders-samfundet

Partiet Alternativet leverede i maj 2014 et lille, men slående bevis på det umulige i at holde den globale temperaturstigning på under to grader. Partiet blev gjort til grin på grund af dets forslag om én kødfri dag om ugen. Baggrunden var den kendsgerning, at verdens kødforbrug er en af de største enkeltkilder til klimaforandringerne, og at danskerne ved at afstå fra at servere kød på bare én ud af ugens syv dage kunne levere deres om end beskedne bidrag til at begrænse temperaturstigningen.

Hvis man i et klimabevidst land som Danmark bliver latterliggjort over et forslag, der hverken er outreret eller specielt ambitiøst i bestræbelserne på at løse klimaforandringerne, rejser det mindst ét centralt spørgsmål: Er vi som mennesker overhovedet indstillet på den radikale omlægning af vores levevis, som er en afgørende forudsætning for at holde temperaturstigningen på to grader eller derunder?

Alternativets forslag rører ved den oversete dimension ved alle COP-forhandlinger, inklusive den 21.: Menneskets omstillingsvilje. Én vigtig part har nemlig aldrig siddet med ved forhandlingsbordet, og det er forbrugerne.

Vi forbrugere opfattes som rationelle individer, der lystrer politikere og eksperters rationelle indgreb. Men det rationelle menneske er for længst afgået ved døden, hvis det da nogensinde har eksisteret. I den økonomiske verden er troen på de traditionelle finansielle redskaber så småt ved at blive afløst af adfærdsvidenskabens tænkning, i en erkendelse af at menneskets veje er mere uransagelige, end de kan beskrives i et regneark.

Men menneskets adfærd, og hvordan den påvirkes, er paradoksalt nok den blinde vinkel i løsningen på menneskehedens største udfordring. Ikke desto mindre kan ingen af klodens dominerende problemer, herunder klimaforandringerne, løses uden befolkningernes aktive medvirken. De har nøglen til de nødvendige forandringer.

Dette helt afgørende forhold er ikke levnet mange linjer og megen interesse i de tusinder af analyser og reportager, der er udarbejdet i forbindelse med klimaforhandlingerne. Her foregår drøftelserne i deres eget lukkede univers ud fra troen på, at de politiske ledere fortsat har magten til at ændre udviklingen i verden.

For det første bliver verdens ledere næppe enige om forhold, der sikrer det store gennembrud. For det andet er deres magt og indflydelse parkeret hos de mennesker, der har valgt dem – eller hvis støtte de er afhængige af.

COP-processen er vigtig, men…

Det er to af mange grunde til, at man hverken kan fæstne lid til, at målet om en to-graders-temperaturstigning bliver indfriet, eller at resultatet af COP21 i sig selv løser klimaproblemet.

Dermed ikke påstået, at COP-processen er nytteløs endsige ligegyldig. Den opfylder en vigtig mission om vedvarende at skabe opmærksomhed omkring klimaproblemerne og presse nationer til at handle. Hvad man end måtte mene om COP-møderne, bidrager de til at holde momentum, og de fungerer desuden som katalysator for lancering af en række internationale initiativer. Det er blot vigtigt at anskue betydningen i et langt mere afdæmpet og realistisk perspektiv, herunder at forholde sig kritisk til, hvor meget det er muligt at påvirke de globale temperaturforhold.

Der er tre primære grunde til, at to-graders-samfundet indtil videre må opfattes som en illusion. Og de handler om den reelle forandringsvilje hos politikere, forbrugere (læs vælgere) og hele den fossile industri. Er den vilje stærk nok til inden for relativt få år at knække en temperaturkurve, der har udviklet en selvforstærkende og accelererende kraft?

Politikernes og vælgernes forandringsvilje

Fremtrædende klimaforskere indrømmer uden for citat, at de to grader er politisk fastsat udelukkende for at tvinge de enkelte lande og deres regeringer til at handle. Alligevel er tallet nu steget til 2,7 grader, efter at 135 lande forud for COP21 indrapporterede, hvor meget de ville reducere deres CO₂-udslip. Deres mål viste sig nemlig ikke ambitiøse nok til fortsat at tro på de to grader. Det gælder bl.a. store nationer som Rusland, Japan, Sydafrika, Canada og Australien.

Taget i betragtning af hvor meget mange lande, herunder især Kina og Indien, har kæmpet imod forslag om løbende at indberette, hvordan målene overholdes, kan man have sine tvivl om, med hvilket engagement og hvilken disciplin de enkelte lande overholder deres egne målsætninger.

Det kan der være gode realpolitiske grunde til. Den usikre faktor er netop nationale hensyn, hvad der er politisk muligt, og hvor langt de enkelte statsledere tør udfordre deres vælgere. En betingelse for at nå det nye mål på 2,7 grader er bl.a. en hurtig og dramatisk omlægning af den måde, vi producerer og forbruger fødevarer på. CO₂-udslippet alene fra vores indtagelse af landbrugsprodukter vurderes til at stige med 80 pct. inden 2050 med uændrede spisevaner og en befolkningsvækst på de forventede 36 pct.

Det sætter tallet i relief, at fødevareproduktion er en af klodens største udledere af CO₂, og kødet er her den dominerende synder. Men hvilken regering tør lovgive om at nedsætte kødforbruget drastisk til f.eks. én køddag om ugen eller regulere forbruget igennem stærkt forhøjede afgifter – jævnfør latterliggørelsen af Alternativets beskedne forslag? Det er en politisk tabersag, ikke alene i Danmark men i lande verden over. Politikerne har den magt, folket giver dem – i hvert fald i alle demokratiske lande.

Det bliver helt forudsigeligt en svær balanceakt for de politikere, der både vil signalere klimabevidsthed og lytte til vælgerne – og til den jobskabende industri. Herhjemme er klimaambitionerne omdøbt til ’grøn realisme’ – underforstået at nok skal vi være grønne, men ikke på bekostning af den kortsigtede konkurrenceevne. Men den form for ’realisme’ kan også oversættes til løbende kompromiser og given køb på de ambitioner, som ifølge klimavidenskaben er afgørende, hvis vi skal vinde kampen mod klimaforandringerne.

Dette er blot små eksempler på den hverdag og de udfordringer, der skjuler sig bag de store hensigtserklæringer og flotte målsætninger fra klimaforhandlingerne – uanset om man bor i Danmark, England, USA eller Indien. Nationale hensyn og respekten for folkets ønsker vil altid veje tungere end international solidaritet. Ingen politiker bliver valgt på at kæmpe for et to-graders-samfund, hvis det betyder, at vælgerne samtidig skal ændre spisevaner.

Fossilindustriens forandringsvilje

Men ligesom mennesker elsker kød, elsker de også biler – for at nævne endnu et eksempel på hverdagens pres på temperaturen. Inden for de næste 15 år vil antallet af biler i verden blive fordoblet. Konkret vil det indebære, at der ruller 1 milliard flere biler rundt på verdens veje – især de kinesiske og indiske – i 2030.

Alle ekspertvurderinger tilsiger, at langt hovedparten af bilerne til den tid fortsat kører på benzin og diesel. Det gælder i dag for 95 pct. af verdens bilpark, men fordi elbilen stadig er i udviklingsfasen, og infrastrukturen med opladestationer ikke er tilstrækkeligt udbygget, vil gennembruddet til en fossilfri bilpark næppe ske på denne side af 2030. Selv om der sker en løbende forbedring af bilernes energieffektivitet, forventes det ikke at kunne kompensere for væksten i antallet af nye biler.

Derfor forudses det, at en af verdens helt store CO₂-syndere fortsat vil presse den globale temperatur opad. Problemet blev i sidste uge udfoldet i en stor analyse i New York Times. Heri påpeges også, at eksplosionen i antallet af biler også har en række indirekte effekter, herunder at mange af bilerne produceres med elektricitet fra kulfyrede kraftværker.

Og netop kullene og forbruget af fossile brændsler frygtes at blive en afgørende og uforudsigelig joker i kampen for et renere klima. I en ny rapport – ’The Heat is on’ – fra november i år forudser organisationen Critical Ressource, at den samlede fossile industrisektor inden for få årtier skal gennemføre en dramatisk omlægning. Det er en betingelse, hvis sektoren ikke skal presse temperaturen over to grader.

Forbruget af kul illustrerer i sig selv udfordringens omfang. I øjeblikket planlægges der opført 2.440 nye kulkraftværker inden for de næste 15 år. Det vil i givet fald betyde, at CO₂-udledninger fra kulafbrænding bliver 400 pct. højere end de mål, der er afsat for at holde os under de to graders temperaturstigning. Hvis industrien med øjeblikkelig varsel standser alle planer om flere kraftværker, vil effekten ’kun’ blive 150 pct. over de fastsatte mål. I dag sikrer kullene 39 pct. af USA’s elektricitet

Rapporten konkluderer endvidere, at den fossile industri indtil nu kun har taget små skridt for at omstille sig til en fossilfri fremtid. Kun få selskaber har strategier, der retter sig mod et to-graders-samfund, og den omstilling, der hidtil har fundet sted, er mere drevet af reguleringer end af en proaktiv frivillig indsats. Med andre ord: Den industri, der mere end nogen anden har bidraget til udledning af CO₂, er knap nok begyndt at omstille sig til fremtidens energisamfund og gør det kun tøvende. Det er også den fossile industri, der har investeret flest milliarder i den ’sorte lobby’. Der er altså ikke alene behov for en teknologisk revolution, men også en mental revolution – inden for meget få år.

Tre forslag til at knække koden

Ovenstående er ikke et argument for at give op i kampen mod klimaforandringerne. Tværtimod. Det er et argument for at arbejde med en ny form for ’klimarealisme’. Den handler bl.a. om at indfri mindst tre krav:

Sæt realistiske mål: De to grader forekommer stadig mere urealistiske og mister i samme takt troværdighed. Meget tyder på, at 3,6 grader er tættere på virkeligheden. Det vil betyde voldsomme klimaforandringer og vil udfordre vores hverdag og levevis. Men så har vi i det mindste et opdateret billede af, hvad vi skal forholde os til og forberede os på. Målene skal ikke fastsættes ud fra øjeblikkelige politiske hensyn, men ud fra den virkelighed såvel klimavidenskaben som adfærdsvidenskaben opererer med. Til gengæld bør udsigten til 3,6-graders-samfundet i sig selv provokere og motivere til hurtig og disruptiv nytænkning.

Engager forbrugerne: Netop adfærdsvidenskaben bør spille en stor rolle i omstillingen af samfundet til nye klima- og livsbetingelser. Forbrugernes deltagelse og forandringsvilje bestemmer, hvor omfattende og hvor hurtigt vi kan løse klimaudfordringerne. Det betyder, at vi skal udvikle et helt nyt sprog – en helt ny fortælling – som forbrugerne kan relatere sig til og blive motiveret af. Ingen af de rapporter, der beskriver menneskehedens fremtid, kan forstås og læses af samme menneskehed. Så længe den forståelseskløft ikke lukkes, bliver der ingen gennemgribende forandringer. Til gengæld rummer den kimen til den nødvendige revolution.

Skab nye alliancer – og rollemodeller: Et af de mest interessante og perspektivrige udspil under COP21 var Bill Gates´ lancering af projektet ’Mission Innovation’ med støtte fra præsident Barack Obama, 20 lande og 38 fremtrædende forretningsfolk og investorer. Ud over projektets mulige gennemlagskraft kan den form for partnerskaber blive katalysatorer for en ny ambitiøs klimarealisme og bryde den inerti, der knytter sig til COP-processens tunge politiske bureaukrati. Der er hårdt brug for nye overbevisende rollemodeller. I Paris demonstrerede byerne, at de både har evnen og viljen til at tage lederskab i klimakampen. Det er blot afgørende, at partnerskaberne i betydeligt omfang vil inkludere den finansielle sektor og de største investorer. Et dobbelt pres fra forbrugere og investorer kan skabe den altafgørende forskel og det nødvendige gennembrud. Den gode nyhed er, at også finanssektoren er begyndt at indse, at den nye ’klimarealisme’ ikke mindst handler om deres langsigtede bæredygtige investeringer.

Status efter COP21: Verden har sat den rigtige kurs, men forhandlingerne i Paris har for 21. gang bevist, at hele processen skal nytænkes, hvis ikke vi skal være den sidste generation, der kan fastholde håbet om, at vi øver en vis indflydelse på vores egen fremtid. Indtil videre har klimaforandringerne bevæget sig hurtigere end forandringsviljen, men med en ny realitetssans er det fortsat muligt at indhente klimaets forspring.