Den indiske regerings centrale teknologiske værktøj under epidemien er appen Aarogya Setu, der blev lanceret 2. april, og som per 20 april var downloadet af omkring 60 millioner mennesker. Appen er tilgængelig på 11 forskellige sprog.   

Når man installerer appen, bliver man bedt om at svare på en række spørgsmål om sit helbred og sin familiestatus. Derefter modtager man en risikovurdering og nogle råd, alt efter om man får grøn lys som rask, gult lys som mistænkelig eller rødt som smittet.

For at bruge appen skal bluetooth og GPS-tracking være slået til. Appen kan derefter fortælle, om man har været i nærheden af andre, der har rød status, og den kan vejlede en i at undgå områder, hvor der er smittede. 

Aarogya Setu minder i udgangspunktet meget om de tracking-apps, der bruges i eksempelvis Singapore og Kina, men det er tanken, at funktionaliteten i de kommende uger skal udbygges, så Aarogya Setu bliver den centrale app for officiel information om krisen og en portal videre til behandling og lægekonsultation.

Det er ikke tvunget at installere appen, men i praksis kan Aarogya Setu snart være obligatorisk, for det er tanken, at den også skal fungere som et E-pass, som man skal vise, når man eksempelvis tager fly eller tog, går ind i offentlige bygninger eller passerer kontrolposter.               

Der har naturligvis været en del betænkelighed ved, at staten med appen får et meget detaljeret indblik i borgernes aktiviteter. I den forbindelse skal man huske, at der i mange indiske delstater er seriøse politiske uroligheder og militær undtagelsestilstand.

Regeringen forsikrer, at appen skal afvikles igen, så snart epidemien er vel overstået.

Udfordringen er at sprede helt grundlæggende viden

Aarogya Setu er beregnet til smartphones, og selv om der er en meget høj udbredelse af mobiltelefoner i Indien, er der hundreder af millioner, der ikke har råd til en smartphone, især ude i landsbyerne. 

For at nå den fattige del af befolkningen er man nødt til at bruge andre kanaler. Myndighederne sender sms-beskeder med råd til forholdsregler, og når man ringer op med telefonen, får man i mange områder, inden ringetonen begynder, afspillet en kort besked om covid-19.

Anil Nair, der er direktør i et af Mumbais største reklamebureauer, VMLY&R, peger på udfordringerne med at nå hele befolkningen med kampagner om coronavirus:

”Der er mennesker, der ikke kan læse, og som ikke forstår, hvad virus og bakterier er. Hvordan skal de afkode de her beskeder? For mange er begreber som håndsprit og ansigtsmasker helt nyt. Mange indere skal først have en grundlæggende forståelse for hygiejne.”

Hvordan holder man social afstand i et slumkvarter?

Og så er der slumkvartererne. Dharavi i Mumbai er ikke alene en af Asiens største slumkvarterer, det er også et af de tætteste befolkede områder i verden. 700.000 mennesker bor på bare 2,1 kvadratkilometer.

”Det er lidt af en vittighed at opfordre til at holde afstand, når der bor ti personer i et rum, og de bruger offentlige toiletter,” siger Anil Nair: ”Man kan ikke vaske hænder hele tiden, når man skal vente i timevis på at få nogle spande vand, som skal bruges af hele familien.” 

Rygter og fake news er et særligt problem, i et land, hvor en stor del af befolkningen ikke har en længere uddannelse. Der har for eksempel været rygter om, at togene begynder at køre igen, og folk er strømmet til stationen.

Det kontantløse samfund er kommet tættere på

Indiens premiereminister Modi var længe om at reagere på den eskalerende epidemi. Da der endelig blev erklæret lockdown, skete det meget pludseligt, og resultatet var temmelig kaotisk, hvilket siger en del i Indien. 24. marts blev det annonceret, at alle skulle holde sig inde og hjemme – med fire timers varsel. De færreste var forberedt på at klare sig hjemme.

En af de katastrofale følger var, at mange såkaldte migrant workers, der rejser ind og tager løst arbejde i byerne, når der ikke er sæsonarbejde på landet, mistede jobbet. Men fordi busser og tog ikke kører, valgte mange simpelthen at gå hundredvis af kilometer hjem.

Hvis man skal købe ind, må man i princippet kun gå til den nærmeste butik. Anil Nair fortæller, at det også har givet nyt liv til de mange små lokale dagligvarebutikker, der har skrantet i de senere år, fordi supermarkeder begynder at brede sig. 

E-handel boomer, men med det interessante tvist, at det især er de lokale indiske tjenester, der trives. Regeringen har sat en begrænsning på 900 forskellige essentielle varer, som må leveres, og det betyder, at udenlandske tjenester som Amazon ikke har haft så meget at tilbyde.

Den indiske regering har i de senere år skubbet kraftigt på for at gå over til digitale betalinger, og det ser ud til, at krisen vil bringe den udvikling langt videre.

”Vi plejer at have respekt for penge. Der er en overtro, at hvis man taber en seddel, skal man holde den op til panden for at sikre sig mod uheld. Nu, når vi får kontanter mellem hænderne, er det som om de er spedalske og smitter. Her under krisen lærer vi at bruge digitale betalinger til så meget som muligt, også småbeløb,” fortæller Anil Nair.

Telemedicin er en indisk styrkeposition  

Indien er ret avanceret inden for telemedicin, som i Indien kaldes M-health, og det kan vise sig at være et af de områder, hvor landet vil stå endnu stærkere efter coronakrisen.   

Mange indiske hospitaler har i forvejen veludbyggede systemer til at lave konsultation på afstand, enten gennem smartphones og apps, eller fra små klinikker i de mindre byer, assisteret af en sygehjælper lokalt. 

En af udfordringerne er, at det skal være ekstremt billigt. Sundhedsplatformen Practo i Bangalore har netop lanceret en abonnementsordning med ret til et ubegrænset antal onlinelægekonsultationer for knap 40 kroner per måned.

En startup inden for sundhedsforsikring, Digit Insurance, sælger forsikringer til behandling af coronavirus med startpriser på lidt over 25 kroner om måneden.

Generelt går det dog ikke godt for Indiens techindustri. Fra februar til marts tabte Indiens største bilfabrikant, Tata Motors, 51 procent af aktieværdien. I samme periode mistede Indiens største it-selskab, Wipro, 25 procent af aktieværdien. 

Epidemien har også konsekvenser, som vi næppe ville overveje som danskere, for indernes brug af teknologi. Det er ret almindeligt, selv i middelklassen, at have hushjælp til rengøring og madlavning. Nu oplever mange familier, at de godt selv kan lave mad. Men de opdager også, at det er besværligt, hvis man ikke har en opvaskemaskine og en støvsuger. 

Fra sin position i reklamebranchen forventer Anil Nair, at der vil komme et boom i efterspørgslen efter husholdningsapparater. Men han frygter, at det samtidig vil føre til, at mange ufaglærte og sårbare mister deres job, hvis husarbejdet bliver mere automatiseret.  

Og sådan kan det have de mest uforudsigelige konsekvenser, at der en dag opstår en lille mutation af en virus et sted i Kina.