Gymnasiereform
Gymnasiet mangler effektiv ledelse
Erhvervslivet kræver uegnede elever smidt ud
Hver enkel lærer skal kvalitetsvurderes
Erhvervslivet gør nu op med det, den kalder den blødsødne skolekultur i gymnasiet. Dansk Industri forlanger, at lærerne skal kunne smide de uegnede elever ud eller indføre stopprøver i det første skoleår. Rektor skal samtidig træde i karakter som leder. “Der er et akut behov for en opstramning. I dag er nogle elever jo travlt beskæftiget med at drikke øl, sende sms-beskeder eller høre MP3-afspiller i timerne, ” siger koncerndirektør i Chr. Hansen, Erik Sørensen, der også er formand for DIs uddannelsesudvalg. DI vil også give lærerne mere autoritet, ligesom der skal stilles klare krav til dem. “Gymnasierne har ikke turdet at foretage en systematisk evaluering af undervisningen, fordi rektorerne tør ikke tage konsekvenserne af resultaterne, ” siger Erik Sørensen. DI advarer regeringen om, at den bebudede reform af det almene gymnasium vil ende som en papirtiger, hvis ikke der indføres mere disciplin og øgede kvalitetskrav på skolerne. Undervisningsministeriet er senere på ugen vært for en konference om gymnasiereformen.