Der er ikke noget, der tyder på, at det er dårlige personlige erfaringer med “de fremmede”, der får vælgerne til at stemme på Dansk Folkeparti. Selv i Hovedstadsområdet og de tre største provinsbyer er der kun en svag - omend stigende - sammenhæng mellem antallet af indvandrere og antallet af “folkepartister”. Og i resten af landet eksisterer “indvandrer-effekten” stort set ikke. Det viser en beregning, som professor Jørgen Goul Andersen, Ålborg Universitet, har udført for Mandag Morgen. Sammenhængen mellem andel indvandrere og Dansk Folkepartis tilslutning har påkaldt sig særlig interesse, fordi det kunne være vidnesbyrd om en ny geografisk polarisering i indvandrerspørgsmålet, sådan som det kendes fra en række andre lande.