Der bliver ingen kartoffelkur på den anden side af corona
ØKONOMI Uden nævneværdig dramatik er statsgælden kravlet mod nye højder under coronakrisen. Lave renter er den nye normal, og derfor er gæld næsten gratis. Et lille år efter det globale pandemichok melder spørgsmålet sig, om vi er forberedte på det, de færreste økonomer forventer.
Simon Friis Date
JournalistMed ekstremt lave renter og en forventning om, at det fortsætter i lang tid fremover, så er statsgældsproblemet bare mindre, end det har været.
Jeppe Druedahl
Lektor i økonomi, Københavns Universitet
Det er den 1. februar 2017 i Washington, D.C. Der er høring i det amerikanske Senats budgetudvalg og ved vidneskranken sidder Erik Hall. Som direktør for Kongressens uafhængige budgetkontor, CBO, er han indkaldt for at fortælle om en ny rapport, som har vakt bekymring. Udvalgsformanden, den republikanske senator Mike Enzi, fortæller om en amerikansk statsgæld i ”mammutstørrelse”.
Ved Enzis side sidder senator Bernie Sanders. Han er ofte meget uenig med sin republikanske kollega, men erkender, at den amerikanske statsgæld ”tydeligvis er et stort problem”. Det er derfor, Erik Hall er indkaldt.
Halls rapport beskriver, hvordan gælden inden år 2027 vil vokse til historiske højder. Den vil nærme sig 150 procent af bruttonationalproduktet (BNP), og det er ”bestemt uholdbart”, advarer CBO-direktøren. I løbet af den halvanden time lange høring bliver den præmis ikke udfordret. Demokrater og republikanere forenet i bekymringen om den voksende statsgæld.