Innovation er svaret på det demografiske pres

Danmark har en af verdens største og mest velfungerende velfærdssektorer. Selvom den også er en af verdens dyreste, nyder den stor opbakning hos de skatteydere, der i sidste ende betaler gildet. Men den danske velfærdsmodel er under voldsomt pres.

Se grafik over den samlede SWOT-analyse af dansk velfærd i bunden af artiklen.

Den demografiske udvikling betyder, at arbejdsstyrken skrumper i forhold til den samlede befolkning. Det gør det ikke bare svært rekruttere til en række af velfærdssamfundets kernefunktioner, men udhuler også velfærdens finanseringskilder. Samtidig øges befolkningens forventninger til de offentlige velfærdstilbud, ligesom det voksende antal ældre i sig selv trækker nye udgifter med sig, ikke mindst i sundhedsvæsenet.

Befolkningens kærlighed til velfærdsstaten gør enhver velfærdsreform til en potentiel politisk tabersag.  Men skal den danske velfærdsmodel overleve i længden, er der brug for fundamental nytænkning, der ikke bare handler om finansiering, organisering og effektivisering, men også om at mobilisere nye ressourcer og bruge velfærdssektoren langt mere offensivt som motor for innovation og vækst i hele samfundet. 

Mange styrker

En af styrkerne ved den danske velfærdsmodel er den relativt store og stabile opbakning i befolkningen gennem alle årene med jordskredsvalget i 1973 som en klar undtagelse.

En anden af styrkerne er danskernes bemærkelsesværdigt afslappede holdning til at betale verdens højeste skat mod til gengæld at modtage “gratis” sundhedsydelser, ældrepleje, uddannelse og andre velfærdsydelser. Når vælgerne bliver spurgt, om de foretrækker, at overskud på statsbudgettet bruges til skattelettelser eller forbedringer af den offentlige velfærd, foretrækker et klart flertal velfærd. Sådan har det været siden 1990, og flertallet er vokset betydeligt med tiden.

Forudsætningen for et konkurrencedygtigt erhvervsliv og høj beskæftigelse er en velfungerende offentlig sektor. Derfor er den berømmede flexicurity-model og arbejdsmarkedets parters samspil med politikerne også en af de store styrker ved den danske velfærdsmodel.

“Arbejdsmarkedets parter har påtaget sig et betydeligt ansvar for at hæve den danske økonomis konkurrenceevne ved f.eks. at føre en ansvarlig lønpolitik og forhandle sig frem til en række velfærdsløsninger som arbejdsmarkedspension, efteruddannelse, fratrædelsesgodtgørelse, forebyggelsespolitikker og integration,” siger professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School og en af ordførerne i Fremtidens Danmark.

Omfordelingen mellem rige og fattige via det primært skattefinansierede velfærdssystem, der giver lavindkomstgrupper adgang til bl.a. et åbent uddannelsessystem og fri sygehusbehandling, er også en af de største styrker ved det danske velfærdssamfund. Den skaber en høj grad af økonomisk lighed. 

“Den gennemsnitlige indkomst for lavindkomstgrupperne i Danmark er den relativt højeste i perioden 1979-2007 blandt alle sammenlignelige lande, og lavindkomstgrupperne har også en højere beskæftigelsesgrad end andre lande,” siger Ove Kaj Pedersen.

Den betydelige udbygning af velfærdssamfundet med omfattende børnepasningstilbud, omsorg og ældrepleje har også gjort den danske model meget kvindevenlig. Det har betydet, at danske kvinders erhvervsfrekvens hører til blandt de højeste og dermed skaber øget vækst. Men samtidig bliver arbejdsmarkedet stærkt kønsopdelt. Kvinderne dominerer offentlige områder som børnepasning, ældrepleje og andre opgaver, som familien traditionelt har taget sig af, mens mændene sidder på de relativt mere velbetalte jobs på det private arbejdsmarked.

Det er allerede i dag svært for den offentlige sektor at rekruttere mænd, og udfordringen ser ikke ud til at blive mindre, når mange ansatte i børnehaver, skoler, plejehjem og sygehuse går på pension de kommende år.

Medierne bringer ofte historier om manglende effektivitet og produktivitet i den offentlige sektor. Men rent faktisk har Danmark i ti år ligget i toppen af Verdensbankens liste over lande med de mest effektive offentlige sektorer. Regionerne har øget produktiviteten med knap 2 pct. i snit de senere år, mens der dog er et betydeligt potentiale for at forbedre produktiviteten på især uddannelsesområdet. 

Velfærdskoalition

Man skelner sædvanligvis mellem tre velfærdsmodeller i de vestlige industrilande. Den universelle model, der også bliver betegnet som den “skandinaviske”, med et højt offentligt velfærdsniveau til alle, hovedsagelig finansieret over skatterne, den korporative eller “kontinentale” model baseret på obligatoriske forsikringer på arbejdsmarkedet, samt den residuale eller “angelsaksiske” model, hvor offentligt betalte velfærdsgoder er rettet mod de allersvageste grupper.

Traditionelt opfattes den danske velfærdsmodel som universel, men det er en sandhed med store modifikationer. De internationale studier viser, at Danmark er et af de lande i verden, der specielt gennem 1990’erne har taget et af de største og mest radikale skridt væk fra universalismen til fordel for mere målrettede velfærdsydelser.

“Vi er løbet fra det universelle princip med meget positive konsekvenser til følge,” siger Ove Kaj Pedersen.

En af de mest markante skridt væk fra den lighedsorienterede velfærdsmodel i de seneste årtier er arbejdsmarkedspensionen, der blev indført i 1991. Med omlægningen af folkepensionen i forbindelse med skattereformen i 1993 kom de indtægtsafhængige pensionstillæg samtidig til at veje tungere i forhold til folkepensionens grundbeløb. Denne manøvre betyder, at flertallet af danskerne om nogle år vil få deres primære pensionsindkomst fra arbejdsmarkedspensionerne, mens de offentlige udgifter til folkepension bliver reduceret.

Brugerbetaling på børnepasning i daginstitutioner er et andet brud med den universelle model.  Det samme er i princippet den danske arbejdsløshedsforsikring med a-kasser og frivilligt medlemskab, om end der er en stor offentlig medfinansiering af dagpengene. Siden 1998 har danskerne også selv været med til at betale for at kunne gå på efterløn . Omkring 1,7 million danskere har købt sig ret til at blive behandlet på private hospitaler og klinikker via private sundhedsforsikringer. Og flere fagforbund tilbyder deres medlemmer lønforsikring, så de kan købe sig til ekstra høje dagpenge, hvis de mister jobbet. 

Den nødvendige vækst

En af velfærdssamfundets største udfordringer de kommende år er de stigende sundhedsudgifter. Antallet af personer, der hver dag modtager offentlig forsørgelse på grund af helbredsproblemer, er steget fra ca. 280.000 til ca. 445.000 personer på bare 25 år. Dansk Arbejdsgiverforening anslår i sin nye arbejdsmarkedsrapport, at de samlede udgifter til helbredsbetinget forsørgelse nu er oppe på 110 milliarder kr. årligt. Og udgifterne vil stige år for år.

Hvis ikke sundhedsudgifterne skal slå bunden ud af de offentlige pengekasser, er der behov for at sætte massivt ind på forebyggelsesområdet, mener professor på Rigshospitalet Bente Klarlund Pedersen, der er en af ordførerne i Fremtidens Danmark.

“Sundhed og øget forebyggelse udgør et kæmpe økonomisk potentiale. Man kan jo nærmest droppe forslaget om at afskaffe efterlønnen, hvis det lykkes at få danskerne til at leve sundere,” siger hun.

Danskerne kan også forvente at leve længere. Hver anden danske pige, som bliver født i dag, kan forvente at blive mindst 100 år. Det antal år, vi arbejder og dermed bidrager til at finansiere velfærdssamfundet, står derimod stort set stille. Skal det gigantiske potentiale blandt ældre udløses, forudsætter det en radikal tilbagetrækningsreform og en grundlæggende revision af en række velfærdsområder som sundhed, arbejdsmarked og uddannelse, som slet ikke er skruet sammen til at tackle danskernes højere levetid.

Vækst i økonomien er en grundlæggende betingelse for et sundt velfærdssamfund. Derfor er den lave vækst inden for især den private servicesektor alarmerende. Både den offentlige og private sektor har en gensidig interesse i at opbygge stærke partnerskaber som OPI i forsøg på at skabe nye velfærdsindustrier på et hastigt stigende globalt marked.

Alene EU-landene skønnes at have behov for at øge udgifterne til sundhed og ældrepleje med 1.600 milliarder kr. frem mod år 2040  og har derfor et skrigende behov for bl.a. nye velfærdsteknologiske løsninger, der kan reducere behovet for arbejdskraft, holde udgifterne i tømme og imødekomme et stigende behov fra ældre og kronisk syge.

Og meget tyder på, at Danmark har gode forudsætninger for at erobre store markedsandele. Det offentlige er den absolutte storforbruger og indkøber årligt varer og tjenesteydelser for ca. 270 milliarder kr. fra private virksomheder. Det svarer til ca. en tredjedel af den samlede efterspørgsel. Det astronomiske beløb viser, at der er et kæmpe potentiale for at udvikle nye innovative produkter og løsninger inden for en række velfærdsområder som sundhed, miljø og service, og som samtidig vil bidrage til at skabe øget vækst i Danmark og dermed fremtidssikre velfærdssamfundet.