Kun et år før EU liberaliserer det europæiske gasmarked, er der optræk til åben strid mellem to af regeringens tungeste ministre om, hvem der skal eje den danske gassektor, og hvordan den skal organiseres. Der er milliarder af kroner på spil i opgøret mellem finansminister Mogens Lykketoft og miljø- og energiminister Svend Auken om gasselskabernes skæbne. Finansministeren søger i øjeblikket at samle sektoren i ét selskab - en gigant til en værdi af mere end 30 milliarder kr. Men i løbet af kort tid ventes Auken at spille ud med en model, der fastholder kommunernes ejerskab til gasnettet. Miljø- og energiministeren har på forhånd tilslutning fra kommunerne og flere af partierne bag den netop færdiggjorte elreform. Aukens løsning vil imidlertid koste statskassen 8-9 milliarder kr., fordi de kommunale gasselskaber ikke kan klare sig uden en betragtelig kapitalindsprøjtning fra staten. Ugebrevet Mandag Morgen beskriver scenen og aktørerne i årets næste store energipolitiske drama.