International pris til Mandag Morgen-direktør

Fredag blev Laura Storm, direktør for Mandag Morgens grønne tænketank Sustainia, udpeget som vinder af den internationale pris Worldchanger 2013.

Det er det anerkendte amerikanske medie Greenbiz, der en gang om året uddeler prisen til personer, virksomheder og organisationer, som yder en særlig indsats for at sikre fremdrift i den bæredygtige omstilling. Fredag morgen dansk tid blev nyheden offentliggjort i San Francisco, USA.

Laura Stom under sidste års Sustainia Award-ceremoni.

I Greenbizs begrundelse for udnævnelsen lyder det, at Laura Storm modtager prisen ”for sin evne til at gøre bæredygtighed håndgribeligt og handlingsorienteret ved at oplyse løsninger på tværs af industrier.”

Laura Storm har været en drivende kraft i etableringen af Sustainia, der siden marts 2012 har arbejdet for at identificere og sprede kendskabet til eksisterende bæredygtige løsninger i hele verden. Som direktør har Laura Storm stået i spidsen for dette arbejde, siden organisationen blev grundlagt.

”Ud over at prisen selvfølgelig er en personlig ære, er det først og fremmest et kæmpe skulderklap til Sustainias arbejde for at sætte fokus på bæredygtige løsninger over hele verden. Vi arbejder tæt sammen med vores partnere for at gøre beslutningstagere verden over opmærksomme på potentialet i en bæredygtig omstilling. At vi får tildelt Worldchanger-prisen efter blot halvandet år på banen, giver os virkelig blod på tanden til at fortsætte vores udbredelse af Sustainias arbejde globalt,” siger Laura Storm.

Og direktøren er ikke sen til at sende æren videre:

”Dette er en pris til alle Sustainias partnere – virksomheder, organisationer og vores store globale community. De arbejder hver dag på at udvikle, implementere og kræve bæredygtige løsninger, og de har i dag fået det klap på skulderen, som de fortjener,” siger hun.

Laura Storm er 32 år, uddannet fra CBS og har arbejdet for Mandag Morgen samt på en række internationale projekter, bl.a. World Business Summit under FN’s klima-topmøde i København i 2009. Den 7. november 2013 står hun på scenen i Det Kongelige Teater i København sammen med kunstneren Olafur Eliasson og formanden for FN’s klimapanel, Rajendra Pachauri, for at hylde grøn innovation fra hele verden og uddele den årlige Sustainia Award.

Køb billetter til Sustainia Award her

Sustainia samarbejder med en række fremtrædende globale aktører som f.eks. Arnold Schwarzenegger, Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland, EU-kommissær Connie Hedegaard samt organisationer som FN’s virksomhedsinitiativ UN Global Compact, WWF, Novo Nordisk, Realdania, Philips, Brunata m.fl.

Sustainia arbejder med bæredygtighed inden for en række områder som modebranchen, byggeindustrien, byer, sundhed og mange andre.

Se nyheden om Worldchanger-prisen på Greenbiz
Læs mere om Laura Storm og Sustainia her


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu