Den digitale medie-fremtid åbner enestående muligheder for de store morgenaviser, hvis de ellers når at udnytte dem. To vurderinger af dagspressens fremtid forudser henholdsvis en renæssance for dagbladene og en omfattende bladdød. Den mest optimistiske vurdering kommer paradoksalt nok fra internetbranchen, nemlig fra stifteren af CyberCity, Klaus Riskær Petersen. Det uredigerede bombardement af internet-information øger ifølge Riskær behovet for at fortolke nyhederne ud fra overordnede værdier og holdninger. Den prognose finder også støtte hos medieeksperter. Men spørgsmålet er blot om branchen formår - og når - at udnytte sine nye muligheder. Medieforskeren professor Frands Mortensen forudser nemlig, at en række dagblade vil dø inden for de næste to-tre år. Alene på rubrikannoncemarkedet vil dagbladene miste omkring en milliard kr., og det vil kraftigt underminere branchens i forvejen anstrengte økonomi.