Af Andrew Billen, The Sunday Times

Bag en blank sort dør uden husnummer et sted i det vestlige London bor en mand med en blakket fortid som premierminister for Storbritannien.

Uanset hans øvrige resultater i politik, så vil han blive husket som ham, der meldte briterne ud af Den Europæiske Union, på samme måde som Anthony Eden bliver dømt på én stor fejltagelse – briternes mislykkede forsøg på at besætte Suezkanalen i 1956. 

En uge inden vi møder hinanden i rækkehuset, tilbringer jeg ti timer – indkvarteret i et rum med matteret glas på hans udgivers kontor – med at læse et hemmeligt print af David Camerons længe ventede erindringer, ‘For the Record’.

På hver side i manuskriptet kan jeg høre hans lune, pragmatiske, af og til desperate stemme.

Denne eftermiddag føles det alligevel mildt overraskende at se Cameron i kød og blod her tre år efter Storbritannien afviste hans argumenter og stemte nej til EU, og Cameron forsvandt fra offentligheden.

Knækket? Han ligner næsten helt sig selv. I sin mørkeblå poloskjorte og lærredsbukser er han måske en anelse tyndere, hans blå øjne, der fastholder ens blik, lidt mere tilbøjelige til at løbe i vand. I god form dog. Han løber, vandrer, spiller tennis og klatrer i bjerge, på trods af at han haft skader alle vegne ”knæ, ryg og albuer”.

Vi sætter os til rette ved havedørene i hans stue, Cameron på en sofa foran en bogreol fyldt med politiske erindringer. Da jeg tankeløst placerer den kop te, han har lavet til mig, på et sidebord, skubber han en lille bordskåner ind under den. Trods sit ry for at være afslappet bemærker han den slags detaljer. Som premierminister stod han op klokken 5.30 eller 5.45 hver morgen for at forberede møder. Selv da han var en premierminister i panik før lukketid, fortæller bogen, at han sjældent arbejdede om aftenen.

Jeg roser 'For the Record’ med ærlig begejstring. Den er befriende åben. Om hans kolleger – hvoraf nogle som aldrig kommer til at tilgive ham – men også om hans egne fejl. Hans ærgrelse over de europæiske forhandlinger og afstemningen fylder to kapitler. Han slår en som rar og menneskelig. Han indrømmer at have røget sig skæv på Eton og senere igen røg hash med sin kone, Samantha, og hendes venner. (Han nægter at fortælle mig, om han som sin tidligere kammerat Micael Gove tog kokain.)

Cameron har skrevet sin bog 'For the Record' hjemme på kontoret, i flyet og mellem møder. 

Han lader til at være lettet over, at jeg kan lide hans lange bog. Jeg siger til ham, at jeg har på fornemmelse, at han ikke forstår, præcis hvor vrede folk er på ham. Han sunder sig et øjeblik for at forføje det.

”Ja. Ok. Jeg forsøgte at adressere det i forordet. Jeg er klar over, at mange mennesker er vrede. Jeg skriver i forordet, at nogle aldrig vil tilgive mig for at afholde afstemning. Andre for at afholde den og tabe. Der er naturligvis alle dem, der ønskede et valg og ønskede at forlade EU, som er glade for, at der blev givet et løfte, og at det løfte blev holdt. For eksempel har jeg i dag været rundt i Glasgow lufthavn. Man får mange forskellige reaktioner. Det, jeg har forsøgt at gøre i bogen, er at forklare, hvorfor jeg følte, at det var uundgåeligt. Problemet var nødt til at blive håndteret, og jeg mente, at en afstemning var under opsejling, så hellere forsøge at gennemføre nogle reformer, som var nødvendige, og afholde afstemning. Men jeg anerkender, at som du ved, så mislykkedes den indsats. Jeg forstår godt, at nogle er meget vrede, fordi de ikke ønskede at forlade EU. Det gjorde jeg heller ikke.”  

Råber folk efter dig?

“Folk kommer hen og siger alle mulige ting.”

Råber du?

”Jeg har haft nogle hårde ordvekslinger.”

Det er alligevel værre, end at folk bare er vrede, siger jeg. Jeg interviewede Cameron første gang i et tog fra Paddington til Oxford, da han var kandidat til at blive leder for de konservative i 2005. En akademiker kom hen og kaldte ham for en ”skændsel” på grund af nedskæringerne på uddannelse. Da han forlod vognen, opsummerede Cameron: ”Jeg tror, vi noterer ham som en tvivler.” Vreden var en del af arven fra Thatcher-æraen. Camerons forsøg på at afgifte Tories og charmere landet havde en chance.

Tænker på Brexit hver eneste dag

Næste gang, jeg så ham, var i 2012, da jeg jagtede den olympiske ild for The Times, og både fakkel og premierminister gjorde deres entré på Blenheim Palace. Den sommer blev synonym med britisk optimisme. I dag insisterer han på, at flammens ånd igen kan blusse op. Han forbløffer mig endda ved at foreslå, at en ny folkeafstemning kan være vejen frem.

Ok, jeg ser også mig selv som optimist, men for mig føles det, som om vi bor i et land, der blev ødelagt ved den første afstemning?  

“Det forstår jeg godt, men landet var allerede før afstemningen splittet, i forhold til om vi skulle blive i EU. Nogle ønskede brændende at forlade EU; andre ønskede brændende at blive. Nogle var meget vrede over, at de var blevet lovet folkeafstemninger og aldrig havde fået det indfriet.”

Men det føles som det værst tænkelige tidspunkt.

”Jeg kan helt genkende, at usikkerheden har været smertefuld og vanskelig. Det var været vanskeligt for alle slags mennesker fra alle samfundslag.”

Hvor vanskeligt var det for dig?

”Jeg tænker på det hver dag. Hver eneste dag tænker jeg på det, på afstemningen og det faktum, at vi tabte, og konsekvenserne og det, der kunne være gjort anderledes, og jeg er voldsomt bekymret for, hvad der nu kommer til at ske. Jeg tror, vi kan nå til en situation, hvor vi træder ud, men vi er venner, naboer og partnere. Vi kan nå dertil, men jeg ville meget gerne spole frem til det øjeblik. For lige nu er det smertefuldt for landet, og det er smertefuldt at se på.”

Kan du sove om natten?

”Jeg bekymrer mig meget om det. Jeg bekymrer mig meget om det.”

Jeg forklarer, at jeg spørger ind til, hvordan han har det, fordi der er folk, der siger, at han kommer fra et priviligeret hjem, er resultatet af et lykkeligt ægteskab. Selv om han måtte blive ramt af den forfærdelige tragedie at miste sin handicappede søn, er han berømmet for at være lykkelig gift selv. Han er rig. Han har gået på Eton. Folk tror, at Brexit preller af på ham.

{{Toplink}}

“Jeg håber, at bogen kommer et stykke med at svare på det og forestillingen om, at jeg efter nederlaget bare forsvandt og svævede bort. Jeg troede, at jeg skulle være i Downing Street i en periode på tre-fire måneder for at hjælpe med overgangen til en ny premierminister, og så kollapsede alt pludselig, og jeg var ude inden for få dage. Jeg forestår godt, at det indtryk vandt indpas.”

Og så, da han meddelte sin fremskredne afgangsdato, efter Theresa May var udpeget som hans efterfølger, blev han taget i at nynne, da han vendte tilbage til Downing Street 10. 

“Det var ganske enkelt, fordi jeg tænkte, ’døren åbner ikke’. Og jeg forsøgte at berolige mig selv, fordi der var nogle gange, hvor jeg kom tilbage til døren, og den ikke åbnede.”

Det skete engang, efter han udtalte sig om Egyptens præsident Mubaraks fald.

”Det var en evig bekymring. Men jeg var ikke glad for at gå af. Jeg havde det elendigt  over at opgive et job, jeg elskede, og arbejdet for et land, jeg elskede. Jeg var elendigt til mode.”

Var du deprimeret?

”Ja, voldsomt deprimeret over det.”

Klinisk deprimeret?

”Hvis du spørger, om jeg tager medicin, så nej, det gør jeg ikke. Jo, jeg tager medicin, fordi jeg har forstrukket min ryg.”

Føler du dig skyldig?

”Hør her, at afholde en folkeafstemning var ikke en beslutning, som jeg tog let på. Jeg bliver meget frustreret, når jeg læser – og det gør jeg ofte – at folkeafstemningen blev afholdt på grund af resultatet af europaparlamentsvalget i 2014 (som var ringe for konservative og godt for Brexit-tilhængerne i Ukip). Hvis du googler den seneste dækning, finder du det i næsten alle aviser. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Afstemningen blev udskrevet et år forinden (i 2013), og jeg overvejede det mere end nogen som helst anden beslutning, jeg traf, fordi jeg vidste, at det var en enorm beslutning. Men det virkede på mig, som om der var et virkeligt problem mellem Storbritannien og EU med eurozonekrisen og udviklingen af euroen, som det var nødvendigt at løse.”

“Der var også – det benægter jeg ikke et øjeblik – et stort politisk pres for at holde en afstemning, delvis fordi vi havde fået traktat efter traktat og løfte efter løfte, og problemet forsvandt bare ikke.”

Grunden til Brexit blev lagt i 2011

Selv før den centraliserende Jean-Claude Juncker trods Camerons modstand i 2014 blev valgt som formand for Europa-Kommissionen, selv før den britiske økonomi oplevede fremgang og tiltrak titusinder af europæiske arbejdere, var terningerne kastet.

I 2011 nedlagde Cameron veto mod ændringen af den EU-traktat, der var udformet til at hjælpe med at tackle eurozonekrisen, og europæerne ignorerede ham og gik bare videre uden Storbritannien, ”de brugte de samme stole og borde og mødelokaler”. ”Det var det, genforhandlingerne handlede om.”

Men hvis han havde vidst, hvad vi ved nu – at afstemningen ville splitte landet, smadre hans parti, bringe Boris Johnson til magten og efterlade Storbritannien på vej durk ind i et Brexit i hårdknude – ville han vel ikke have gået videre med det? Han ville have fundet en udvej, ville han ikke?

”Som jeg siger, når jeg tænker alle de ting igennem, som jeg selv har tænkt på, og de uenigheder, jeg har haft med kolleger og med mig selv, så kommer jeg stadig til samme konklusion: at vi måtte have en afstemning.” 

Ifølge bogen refererer hans finansminister, George Osborne, den dag i dag til ”dig og din fucking afstemning”. 

”Ja, han var ikke enig.”

Kunne du ikke have genforhandlet uden en risikabel afstemning?

”Jeg tror ikke, vi ville være kommet nogen vegne. Jeg tror, at afstemningen både var nødvendig for at opnå noget i genforhandlingerne og nødvendig i sig selv, fordi den måtte komme. Politikerne kunne ikke blive ved med at sige ’Vi vil afholde en afstemning på et tidspunkt, men ikke lige nu’.”

Følte sig sikker på sejr

To ukendte omstændigheder omkring genforhandlingerne dukker op i bogen. Det ene er, at Cameron undervejs var meget mere euroskeptiker, end vi anede. Den anden er, at selv om han var vred over, at EU ikke gav flere indrømmelser, var han tilfreds med at komme tilbage med en aftale, der fritog Storbritannien fra EU’s grundlæggende ambition om at skabe ”endnu mere union”.  

“En af mine største fejltagelser var, at jeg lod forventningerne om, hvad der kunne opnås, blive alt for høje,” siger han. Som en konsekvens heraf rakkede pressen den aftale, han kom tilbage med, ned. 

Så to måneder, før hans aftale var endelig, skrev han julekort til sine europæiske kolleger, hvor han forsikrede dem om, at han var sikker på sejr og ville lykkes med at holde Storbritannien i Europa – eller sådan går historien i hvert fald.

”Jeg tror ikke, jeg formulerede det sådan,” forsikrer han mig. Tomas Prouza, den tjekkiske Europa-minister på det tidspunkt, fortalte ikke desto mindre en BBC-dokumentar fra i år, at Cameron ”solede sig” i at have vundet valget i 2015 og sagde til ham, ’Jeg er en heldig mand: Jeg ved, hvordan man vinder.’ 

Men denne gang vandt han ikke, skulle det siden vise sig. Morgenen efter afstemningen ringede han til præsident Obama og Europas ledere og gentog en kort tale med beklagelser, der ikke var helt en undskyldning. Han havde haft en plan om at holde Storbritannien i EU, og den virkede ikke. ”Jeg beklager,” sagde han til dem. 

Følelserne vandt over argumenterne

Valgkampen op til afstemningen i 2016 er de mest bekymrede og hårde kapitler i erindringerne. Jeg spørger, hvorfor de, der ønskede at blive i EU, tabte.

”Jeg tror, at vi til sidst endte med meget stærke tekniske og økonomiske argumenter, og oppositionen havde en meget slagkraftig følelsesladet begrundelse. Jeg tror, at immigrationsproblemet plus den følelsesladede begrundelse var en vinderkombination for dem. Argumentet om kontrol, det vakte genlyd hos folk, og når man spurgte dem, ’ok, men hvad er det, vi skal kontrollere’, så var det problemet med immigration.” 

Nogle sagde, at han selv skulle have forsøgt sig med en følelsesladet begrundelse.

”Når jeg forsøgte at fremføre det argument, som jeg selv tror fast på, at EU har været med til at fostre positive relationer mellem lande, der ikke altid har været positivt stemt over for hinanden, blev det udlagt som ’Cameron forudsiger Tredje Verdenskrig’. Det virkede bare ikke.”

Køber han teorien om, at Dominic Cummings, som indtil for nylig var en del af Leave-kampagnen og senest var ansat hos premierministeren, vandt afstemningen med sine tryllerier på sociale medier, som nåede vælgere, der aldrig havde stemt før?

”Jeg tror, at det er sandt, at grunden til, eller en af grundene til, at meningsmålingerne ramte forkert, var, at de typisk ser på folk, der siger, at de har tænkt sig at stemme, og ser på deres stemmehistorie, og hvis de er klassiske sofavælgere, så er de tilbøjelige til at strege dem ud. Denne gang stemte sofavælgerne. Ikke desto mindre var jeg faktisk meget nervøs under valgkampen.”

Du brød dig ikke om det, gjorde du?

”Jeg holdt af at forklare og udveksle meninger, den side af politik, der handler om argumenter, men så, da det blev ved, følte jeg mig blot mere og mere kørt i sænk. Det udviklede sig til det her frygtelige Tory-psykodrama, og jeg synes ikke, at jeg kunne trænge igennem. Det, Boris (Johnson, red.) og Michael Gove (fhv. konservativ minister og central skikkelse i Leave-kampagnen, red.) havde gang i, var langt mere spændende end de ting, jeg forsøgte at komme igennem med. Jeg følte til sidst, at jeg hang fast i dyndet.”

Du skriver, at Johnson og Gove opførte sig ”rædselsfuldt”. Kæmpede de ikke bare for at vinde?

”Jeg skriver i bogen: Boris (Johnson, red.) havde aldrig talt for at forlade EU, vel? Michael (Gove, red.) var en meget overbevist euroskeptiker, men flere af dem, jeg kendte som liberale, socialt bevidste, rationale konservative, endte med at finde på argumenter om Tyrkiet og om at blive oversvømmet, og hvad har vi. De nedgjorde den regering, som de reelt selv var en del af.”

Michael Goves udtalelser om at ”folk i dette land har fået nok af eksperter”? Johnsons om truslen om, at Tyrkiet – det vil sige et muslimsk land – blev optaget i EU?

”Ja, det var latterligt. På et tidspunkt blev det – jeg tror, der var Penny Mordaunt – sagt i en udsendelse søndag morgen ’Vi er ikke i stand til at forhindre Tyrkiet i at blive optaget i EU’. Det er bare ikke rigtigt.”

Så var der Priti Patel, siger jeg, som nu er vores indenrigsminister. Han vender øjne.

“Jeg husker hendes angreb, der gik på, at rige mennesker ikke forstod immigrationsproblemerne. Det føltes, som om hun var sendt ud for at rette angreb på regeringen og dens ry. Jeg formoder, at nogle vil sige, at det er helt fair i kærlighed og politiske kampagner. Jeg troede, der var steder, hvor konservative ikke ville gå imod hinanden. Men det gjorde de.”

Lad os ikke glemme Boris Johnsons kampagne med dens usande påstand om, at vi sendte 350 millioner pund (3 milliarder kroner) til EU hver uge, penge, som kunne bruges på vores sundhedsvæsen?

“Jeg er bange for, at det er et virkeligt problem i politik – og der er ikke noget godt svar på det. Hvis du råber tilstrækkeligt højt, så vinder du, selv om du bruger forkerte tal.”

Han kalder (sin ven og tidligere minister – og siden Boris Johnson-støtte, red.) Michael Gove “løgnagtig” i bogen. Et stærkt ord, vil jeg mene. “Jeg tror ikke, jeg bruger det ord.”

(Jeg måtte ikke tage noter, mens jeg læste bogen, så senere tjekker jeg det med udgiveren. Det gør han.)

“Jeg tror, at det, jeg siger, er, at i forhold til Boris Johnsons kampagne om, hvorvidt vi har vetoret over for Tyrkiet, og sagen om de 350 millioner pund, mener jeg, at de gradbøjede sandheden.”

“Noget, som jeg ikke havde forstået, var, at befolkningens latente anlæg for Leave var meget stærkere, end jeg troede. Der var mange – byrådsmedlemmer, konservative medlemmer, konservative aviser, venner – som så vidt jeg vidste, aldrig havde udtrykt det synspunkt, at de ønskede at forlade EU, som så pludselig bestemte sig for, at de ville de absolut. Det havde jeg ikke set komme.”

Boris troede han ville tabe

Og så til Boris Johnson. Bogen beskriver, hvordan Johnson fik ham til at grine, men Cameron stolede ikke altid på ham. Stoler han på ham nu, hvor han er premierminister?

“Jeg vil gerne, at det lykkes for ham. Jeg har arbejdet godt sammen med ham, hvilket jeg skriver i bogen. Jeg vil også sige, at han var en kompetent borgmester. Han var let at samarbejde med. Jeg syntes, han var meget talentfuld. Jeg ville gerne have ham i min regering. Vi har haft udeståender. Også før Brexit var der nogle gange spændinger og uenigheder, men i det store og hele kom vi godt ud af det med hinanden. Og jeg ønsker, at det lykkes for ham. At se ham have en klar strategi og en plan. Det er, ved du, ikke den tilgang, jeg ville have haft, men jeg ønsker, at det lykkes for ham.”

Så da Johnson under den seneste optakt til de konservatives formandsvalg sagde, at chancerne for en no-deal-brexit under hans ledelse var “en ud af en million”, stolede han så på det?

“Jeg synes, hans odds er lidt ved siden af – men som jeg sagde: Han har en plan, som han følger.”

Jeg er nødt til at spørge, hvilken slags mand vores premierminister er. I bogen antager han, at det springende punkt for Johnsons beslutning om at gå ind for Brexit sandsynligvis var personlige ambitioner.

“Jeg tror, han var oprigtigt splittet, men jeg nåede til sidst til den konklusion, at der var for fristende at stå for kampagnen og gå i den retning.”

Bogen er ikke ligefrem hjælpsom for premierminister Johnson. Cameron beskriver, hvordan borgmester Johnson kom for sent til ministerrådets møder i regeringens kriseråd under urolighederne i London i 2011.

“Men jeg afbalancerer det med at tale om hans gode arbejde som borgmester for London og det faktum, at vi arbejdede sammen om masser af ting, ikke mindst OL.”

Havde Johnson forventet at vinde afstemningen?

“Nej, Boris troede, han ville tabe.”

Vi kunne læse det i hans ansigt under den tale, han holdt samme morgen, som Cameron trådte tilbage. Han så chokeret ud, gjorde han ikke? “Hør, jeg var så chokeret, at jeg ikke rigtig kunne se tegnene, men da han traf beslutningen om at støtte Leave, sagde han, ‘Brexit bliver mast.’”

Cameron havde sagt til Boris Johnson, at han havde en god chance for at blive hans efterfølger som premierminister, og at hvis det kom til yderligere traktatændringer, så kunne han få flere forbehold for Storbritannien igennem. I en “rationel verden”, troede Cameron, ville det have været en bedre løsning for ham.

Han gjorde det også klart, at hvis Johnson støttede kampagnen for at blive i EU, ville han give ham en af de øverste fem ministerposter, og antydede posten som forsvarsminister. Johnson modstod bestikkelsen og bankede måske det afgørende søm i Remain-kampagnens ligkiste. Den dag, Cameron trådte af, sendte Johnson en besked og undskyldte for at de ikke havde fået talt sammen. Han vidste ikke, skrev han, hvad han skulle sige.

Måske er der brug for endnu en afstemning

Camerons umiddelbare efterfølger blev dog ikke Johnson. Cameron roser Theresa May for hendes “fænomenale” arbejdsindsats og hendes “public service-morale" under hendes lange kamp for at vriste et Brexit ud af Bruxelles og hendes mislykkede forsøg på at få hendes aftale godkendt i parlamentet. Det står dog klart, at han ikke billigede hendes krigeriske tilgang til forhandlingerne og de skarpt trukne grænser, der fældede hende og ikke EU til sidst.

Han ville have foretrukket et “partnerskabs-brexit”. Et samarbejde snarere end kamp mod Europa. Og et ejerskab til hele parlamentet og ikke et parti. Han ville ønske, at Remain-siden havde sagt tydeligere, at ideen om en canadisk inspireret frihandelsaftale mellem EU og UK ville være voldsomt vanskelig på grund af den irske grænse. Men med det sagt, ville han have stemt for Mays aftale.

“Jeg husker, at jeg ofte sendte hende beskeder om frustrationerne ved at få en Brexit-aftale i hus og så se Brexiteers stemme den ned med risiko for hele det projekt, som de havde helliget sig til. Lige til at blive skør af. Og til at blive rasende over. Et argument lyder, at Brexit bare er umulig at gennemføre, og ingen kunne have gjort det, og et andet argument lyder, at ja, der blev truffet forkerte valg. Det er et eller andet sted midtimellem.”

Så hvad kommer der til at ske? En no-deal-brexit?

“Jeg synes, det er et uheldigt udfald. Jeg håber meget, at det ikke sker. Jeg mener ikke, at det bør efterstræbes.”

En afstemning mere?

“Jeg mener ikke, man kan udelukke det, fordi vi er kørt fast.”

Ville han deltage i en kampagne i en ny afstemning? “Jeg siger ikke, at der kommer en eller bør komme en afstemning. Jeg siger bare, at man ikke kan udelukke noget på nuværende tidspunkt, for man er nødt til at bryde den fastlåste situation. Jeg mener, der er visse ting, man ikke bør gøre. Jeg synes, at det ville være skidt at hjemsende parlamentet – og lade som om det ikke eksisterer.”

To uger efter dette interview suspenderer Boris Johnson parlamentet. En uge efter mister han sit flertal ved den afgørende no-deal-afstemning i parlamentet, ekskluderer dem, der trodser ham, og lægger an til at udskrive valg.

Cameron skriver til mig for at forklare, hvad han mener om premierministeren.

“Selvfølgelig ville jeg Boris det godt som ny premierminister. Jeg håbede, at han ville få en aftale fra EU, der ville passere igennem House of Commons. Hvis det skete, ville jeg have været jublende glad. Men tydeligvis har strategien forandret sig til noget helt andet. At ekskludere hårdtarbejdende konservative parlamentsmedlemmer og bruge tvivlsomme metoder som at suspendere Parlamentet giver bagslag. Jeg støtter ingen af delene. Jeg mener heller ikke, at en no-deal-brexit er en god ide. “

Manden der tabte Brexit-afstemningen

De første linjer i Camerons nekrolog vil gå på, at han tabte Brexit-afstemningen. Jeg spørger ham, hvad der ville have stået, hvis afstemningen var faldet ud til hans fordel. Han taler i stedet om sin “store sorg” over tabet af “den valgte vej”, den, der ville have givet et blomstrende Storbritannien det bedste af begge verdener, inden for Europa, men ikke som del af den store plan.

“Det, der er sket, piner mig, og det faktum, at vi tabte, og de fejltrin, jeg gjorde, og alt det andet, men det piner mig også, fordi jeg mener, at muligheden at blive i EU på en reformeret måde ville have været til stor fordel for Storbritannien – og ikke blot en økonomisk fordel. Vi ville have gjort noget, som de andre europæiske lande ikke har gjort, nemlig at gå tilbage til vores befolkning og sige, ‘Vi ved, I ikke er tilfredse med det. Vi er heller ikke tilfredse. Vi ønsker at ændre det, og her er nogle ændringer’, og så genbekræfte vores medlemskab på den baggrund og sige til befolkningen, ‘Det her er ikke vejs ende. Der kommer mere af det, for I bestemmer over det. Vi er tjenerne. Vi lytter til, hvad der er nødvendigt at gøre.’”

Med den tænkte situation for en, der kunne have været en af Storbritanniens bedre premierministre, runder vi af. Han følger mig ud på gaden. Han har ikke givet interview i lang tid. Han er udmattet, siger han.

Da jeg går tilbage til undergrundsbanen, genkalder jeg mig min togtur med de konservatives store unge håb for 14 år siden. Efter han havde forklaret mig sine planer for landet, slukkede jeg min båndoptager og mumlede, at det lød meget godt alt sammen, men det ville ende galt. “Selvfølgelig,” medgav han muntert.

Det tog 11 år, og galt gik det. Da den tunge sorte dør i Downing Street 10 lukkede i for David Cameron i sommeren 2016, definerede det ikke alene hans tid som premierminister. Det redefinerede Storbritannien.

‘For the Record’ af David Cameron blev udgivet 19. september af William Collins.

Interviewet er en forkortet udgave af en artikel bragt i The Sunday Times. Oversat af Maria Bierbaum Oehlenschläger.