I de tre et halvt år Waldemar Schmidt har siddet i chefstolen, er ISS forvandlet fra en koncern i krise til en af favoritterne på Københavns Fondsbørs. Det sidste år er aktionærerne blevet 50 pct. eller 4 milliarder kr. rigere, mens de fleste andre aktier er faldet. Trods milliardunderskud i USA og en medie-skandale i Sverige har den nye ISS-ledelse nemlig haft overskud til at gennemføre en række meget roste strategiske tiltag. Senest har ISS implementeret det såkaldte EVA-koncept, som gør koncernen til Danmarksmester i shareholder value. Men for at slå fast, at aktionærerne, medarbejderne og kunderne prioriteres lige højt, har ISS derudover for første gang offentliggjort hele koncernens stakeholderværdier i det nye regnskab. “ISS har virkelig forstået, hvad internationale investorer er interesserede i, samtidig med at de lægger vægt på de sociale og etiske værdier,” siger aktieanalytiker i det amerikanske finanshus Merrill Lynch Andreas Tholstrup. Mandag Morgen har analyseret servicekoncernens styrker og svagheder.