ISS: Vi kan få asylansøgere hurtigere i job

Gennem årtier har Danmarks største servicevirksomhed ISS med succes rekrutteret nye medarbejdere blandt mennesker, der ikke i forvejen har en fod inden for på det danske arbejdsmarked. ISS-musklen kalder selskabets adm. direktør, Martin Gaarn Thomsen, den kompetence og erfaring, ISS har med at få folk i job gennem forskellige indslusningsforløb og med at fastholde medarbejderne, når de særlige vilkår ophører. Alene arbejdet med at lede ordningerne omkring virksomhedspraktik og job med offentligt løntilskud beskæftiger i dag 40 mennesker i ISS. De arbejder i dag fuld tid med at projektlede forløb, hvor ISS har flygtninge og andre på kanten af arbejdsmarkedet på vej i job. Det er den muskel, som ISS vil sætte i bevægelse for at løse en af Danmarks største udfordringer i mange år: at få de mange nye asylansøgere hurtigt i job, så de nye borgere bliver selvforsørgende og ikke belaster de offentlige kasser.
”Jo længere tid de her mennesker sidder og venter passivt, jo sværere er de at få i arbejde, viser erfaringerne. Derfor skal vi ind tidligere i forløbet. Vi kan jo se, at de er fremragende arbejdskraft. Så må vi sammen med fagforeningerne og staten se på, hvad vi kan gøre for at tilpasse ordningerne til den nye situation, så vi øger succesraten med at få flere i job,” siger Martin Gaarn Thomsen og henviser til de kommende trepartsforhandlinger, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen har bebudet, at fokus i første omgang vil være på integration af flygtninge på arbejdsmarkedet.
Vil du have adgang til Mandag Morgen?
Analytisk journalistik om samfundets omstillinger – og hvordan de former fremtiden.




