Socialdemokratiets ja-kampagne har ikke overbevist partiets vælgere. Partiet er fortsat det mest splittede i EU-spørgsmål. Det viser en omfattende undersøgelse, som ACNielsen AIM har foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen. Halvdelen af de socialdemokratiske vælgere, der har besluttet sig, vil stemme nej ved folkeafstemningen om euroen, selvom partiet igennem tre måneder har kørt en offensiv euro-kampagne. Dermed kan partiet, der holder fem-dages kongres i Aalborg i denne uge, konstatere, at det foreløbig ikke har gjort ind-tryk på vælgerne, at hele 97 pct. af de delegerede sagde ja til euroen på den ekstraordinære kongres i foråret. Også det andet regeringsparti, de Radikale, har problemer med sine vælgere. Af dem, der har taget stilling, vil godt en tredjedel stemme nej.