Ti kendte danskere lancerer i dag en ny nej-komite forud for folkeafstemningen den 28. maj. Bag “Nationernes Europa” står blandt andre fhv. forligskvinde Mette Koefoed Bjørnsen og Henning Gottlieb, der i tre årtier var udenrigspolitisk rådgiver for skiftende danske statsministre. Den nye komite er tilhængere af EU-samarbejdet, men imod den politiske union. “Nej-siden har et tomrum omkring den politiske midte, og det vil vi udfylde,” siger arkitekten bag det nye initiativ, det konservative folketingsmedlem Frank Dahlgaard. Men den nye komite kommer på hårdt arbejde, konkluderer Ugebrevet Mandag Morgen i en analyse af nej-siden forud for folkeafstemningen. Debatlandskabet har ændret sig siden EU-opgøret i 1992-93, men indtil nu har ændringerne hovedsageligt gavnet ja-siden. Den borgerlige EU-skepsis er godt nok blevet mere synlig, men nej-siden er også presset ud på yderfløjene til højre og venstre. Forløbet denne gang adskiller sig radikalt fra den udvikling, der gik forud for nejet ved folkeafstemningen i 1992. En sammen-ligning af udviklingen i meningsmålingerne forud for de tre seneste folkeafstemninger om EU viser, at ja-siden denne gang må betragtes som storfavoritter.