”Jeg var sikker på, at verden kunne se det geniale i vores produkter”

Energi og mod til at indtage verden har rykket designmøbel-producenten Carl Hansen & Søn op i den danske superliga af eksportører.
Marianne Kristensen Schacht

På 14 år har adm. direktør Knud Erik Hansen øget omsætningen i designvirksomheden Carl Hansen & Søn med mere end faktor 20. Møbelvirksomheden har øget sit salg af bl.a. Hans J. Wegner-møbler herhjemme og til nabolandene Norge, Sverige og Tyskland og samtidig sat turbo på salget til fjernere markeder som USA og Japan.

Da han tiltrådte som direktør tilbage i 2002, satte Knud Erik Hansen, der er tredje generation i den familieejede virksomhed, alt ind på at få gang i eksporten. Med en fortid som udsendt for ØK var han vant til at anskue hele verden som et potentielt marked, og ligesom det var sket for ham selv, da han var ung, sendte han nu selv unge mennesker ud i verden for at opbygge nye markeder for virksomheden.

”Jeg var godt klar over, at Danmark med fem millioner mennesker udgjorde et alt for begrænset marked for den type af produkter, vi har i vores portefølje. Så jeg lånte penge i banken, byggede en stor fabrik og gik i gang med at eksportere,” fortæller Knud Erik Hansen.

Egne salgskontorer

Han troede så meget på virksomhedens produkter, at eksporten ikke blev bygget op marked for marked. Der blev satset massivt på mange nye markeder på én gang.

Virksomheden var dog ikke helt uerfaren udi eksporten. De nærmeste markeder var der allerede salg til, inden Knud Erik Hansen kom til. Men alt længere væk end Tyskland skulle bygges op fra bunden. På de oversøiske markeder startede eksportsalget via agenter, men hurtigt satte Knud Erik Hansen sine egne folk ind og etablerede egne salgskontorer. I dag benytter virksomheden udelukkende egne salgskontorer ude i verden, og virksomheden har 80 ansatte uden for Danmark og 220 herhjemme. Selskabet er blandt de få møbelproducenter, der stadig producerer i Danmark.

”Jeg tror, at vi lykkedes, fordi vi ikke var bange for at gå ud, og fordi vi kom med en kolossal energi for at få nye kunder til at se det geniale i den type møbler, vi producerer. Jeg var bare sikker på, at de nye markeder ville kunne se det geniale i vores produkter,” siger Knud Erik Hansen.

Unikke produkter

Den adm. direktør for Carl Hansen & Søn har aldrig benyttet sig af offentlige eksportfremmetiltag, som han mener primært er indrettet efter de allerstørste virksomheders behov. Men han har været glad for den support som Eksportkreditfonden (EKF) har givet i form af garantier, så det har været nemmere at låne penge i banken til nye eksportaktiviteter.

”Det er mit indtryk, at der ikke er så mange mellemstore virksomheder, der bruger EKF. Men de er en god begyndelse, når man vil eksportere,” siger han.

Selv om man er en mellemstor eller sågar stor eksportvirksomhed, oplever Knud Erik Hansen, at danske virksomheder både er små og kommer med meget lidt kapital i forhold til de større konkurrenter ude i verden.

Men det skal man ikke lade sig skræmme af, lyder hans råd. For danske virksomheder står for tårnhøj kvalitet inden for helt specielle nicheområder, og det gør, at de kan konkurrere med de enorme kræfter, som større spillere kan mønstre.

”Vi skal levere unikke produkter og ikke masseproduktion. Danske virksomheder har områder, hvor vi er blandt verdens dygtigste, og hvor vi kan tilføre værdi. Så selv om udenlandske konkurrenter til enhver tid kan spise os, hvis de vil, så tilfører vi noget unikt,” siger han.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu